Islagkage med chokolade
Mad

Islagkage med chokolade og orange

1. marts 2022
Af: Camilla Zarah Lawes
Foto: Lars Ranek
Is og kage i én dessert, så bliver det ikke meget bedre. Du kan pynte med lige de bær, du har lyst til. Stil kagen i køleskabet 30 minutter, før den skal serveres

BUNDE

  • smør til formen
  • 3 æggehvider (2 bægre pasteuriserede)
  • 150 g flormelis
  • 150 g blendede mandler
  • fintrevet skal af en økologisk appelsin
  • 1 tsk. bagepulver
  • kornene fra ½ stang god
  • vanilje

CHOKOLADETRØFFELCREME MED ORANGE:

  • 100 g god mørk chokolade med orangesmag (70 % kakao)
  • 4 æggeblommer (2 bægre pasteuriserede)
  • 40 g sukker
  • 2½ dl piskefløde

PYNT

  • 50 g høvlet mørk chokolade
  • 125 g blåbær

Beklæd bunden af en springform (20 cm) med bagepapir, og sæt ringen fast, så papiret holdes på plads. Smør formen godt. Pisk hviderne stive, tilsæt flormelis, og pisk, til hviderne er helt stive. Vend de blendede mandler med appelsinskal, bagepulver og vaniljekorn, og vend forsigtigt det hele i æggehviderne. Fordel dejen i formen. Bag bunden i en 180° varm ovn i 20 minutter. Afkøl bunden helt, rengør formen, og læg bunden tilbage i den rene form.
Hak chokoladen helt fint, og smelt den over et vandbad. Pisk æggeblommerne helt hvide med sukkeret, og hæld forsigtigt den smeltede chokolade i, mens du pisker. Pisk fløden til skum, og vend en tredjedel af skummet over i chokoladeblandingen. Vend denne blanding forsigtigt tilbage i resten af flødeskummet. Fordel chokoladecremen over bunden i formen, kom husholdningsfilm omkring formen, og stil den i fryseren, til den har sat sig, mindst 6 timer og gerne natten over. Høvl chokoladen over kagen, og pynt med blåbær.

Læs mere om:

Læs også