Chokolade-pavlova med syltede appelsiner og pistacienødder
15. februar 2022
Af: Camilla Zarah Lawes
Foto: Lars Ranek
Pavlova er en marengsdessert opkaldt efter den russiske balletdanser Anna Pavlova. Kagen krakelerer lidt, når man skærer i den. Nyd den med årstidens frugter og den luftige creme. Du kan sagtens tilberede bunden, appelsinerne og cremen dagen før, så du bare skal ”samle” kagen lige inden servering.
6 personer
Det skal du bruge
6 pasteuriserede æggehvider
300 g sukker
lidt citronsaft
2 spsk. kakao
50 g hakket mørk chokolade
Vaniljesyltede appelsiner
5 appelsiner skåret i fileter
saften fra appelsinerne
½ dl vand
1 dl sukker
½ vaniljestang
Creme
2½ dl piskefløde
3 dl græsk yoghurt
lidt flormelis
Pynt
hakket mørk chokolade og hakkede, usaltede pistacienødder
Chokolade-pavlova med syltede appelsiner og pistacienødder
Pisk æggehviderne stive, og tilsæt sukkeret, lidt ad gangen. Tilsæt citronsaft. Sigt kakaopulveret, og vend det i sammen med chokoladen.
Tegn en 22 cm stor cirkel på en bageplade beklædt med bagepapir, og fordel massen inden for cirklen. Bag kagen midt i en 140° varm ovn i 1½ time. Kanten skal være sprød og tør.
Sluk for ovnen, og lad bunden stå, til den er afkølet.
Filetér appelsinerne over en skål, så al saften opsamles. Kog appelsinsaft, vand og sukker op sammen med vaniljekorn og vaniljebælg. Kog, til sukkeret er opløst, og lagen er let tyktflydende.
Afkøl lagen let, og hæld den over appelsinfileterne. Pisk fløden til skum, vend det sammen med den græske yoghurt, og smag til med flormelis.
Fordel cremen midt på kagen. Kom appelsinerne på, og drys med chokolade og pistacienødder.