Bolig
28. april 2015Bolig: Med udsigt over Silkeborg
Der er nok mange, der ville betænke sig en ekstra gang, før de som voksne flyttede ind i deres barndomshjem. Men sådan har det på ingen måde været for billedkunstner Marianne Nygaard. Da hendes forældre flyttede fra huset i Silkeborg, købte hun det straks og påbegyndte renoveringen af de røde murstensvægge og farvede lofter fra 1980’erne. Men husets ånd og stemning, som Marianne husker så godt fra sin barndom, er stadigvæk den samme – blot tilført en mere sofistikeret indretning, der gøres levende med små stilleben, som hun opdaterer flere gange om året.
Af: Jens Barslund
Hvem? Marianne Nygaard, billedkunstner, og Philip Grafreuttner, skovbrugsejer og direktør for en af Europas største finerfabrikker, og deres fire sammenbragte børn, Anna på 16, Helena på 14, Carl på 11 og Victor på syv år. Hvad? Hus fra år 1979 tegnet af Per Glerup. Hvor? Silkeborg. 4 hurtige til Marianne Hvad er du mest glad for ved dit barndomshjem? – Det bedste, jeg har gjort, var at beholde de brune klinker – de giver først og fremmest en god varme i huse, og så er de en god og kontrastrig bund til de hvide vægge og lofter. I starten havde jeg svært ved at acceptere dem, men nu er jeg vild med dem. Hvad skal jeres bolig udtrykke? – Ro, plads og os som familie. Ændrer du tit husets indretning? – Nu har jeg boet i huset i fem år, og møblerne står stadig de samme steder. Men jeg har altid mindre projekter kørende, som for eksempel at hænge nye billeder op og forandre nogle af mine mange stilleben. Hvad er det bedste, du har købt til din bolig – Jeg ved godt, det kan lyde som en kliché – men det bedste, jeg har købt, er Ægget, der er tegnet af Arne Jacobsen. Den har en særlig historie, og jeg har altid været vild med den, så da jeg som 18-årig fik min børneopsparing udbetalt, købte jeg den brugt hos Classique.dk. Modellen stammer fra omkring 50’erne. TIP: En god opstilling skal inspirere øjet. Symmetriske opstillinger bliver hurtigt kedelige og konservative, så vælg et ulige antal elementer og opstil dem asymmetrisk. SE OGSÅ: Fra gammelt landhus til moderne og minimalistisk hjem