Jeg føler mig kvalt i venindekærlighed. Hvordan siger jeg fra?

Kære Anna

Nu prøver jeg at få et godt råd fra dig, for jeg har fulgt din brevkasse længe og kan lide dine svar.

Jeg er en kvinde på 58, bosat i en mindre by i Jylland og blev skilt for to år siden. Jeg nyder min lille lejlighed og mit aleneliv og har bare en lillebitte omgangskreds af veninder, som jeg kender fra min barndom. De er blevet boende i den by, jeg er vendt tilbage til efter min skilsmisse.

Problemet er, at jeg har svært ved at få lov at være alene, som jeg gerne vil. Mine veninder ringer, kommer forbi, inviterer mig på besøg i ét væk, og jeg orker det ikke.

Det er dejligt at kende mennesker, men jeg vil også gerne have lov til at være i fred og ikke altid skulle være nervøs for, at der kommer nogen og ringer på min dør.

Men hvordan får jeg det sagt, så vi ikke bliver uvenner? Eller skal jeg overhovedet sige noget?

Venlig hilsen Solisten

Kære Solist

Nogle vil muligvis mene, at det er lidt af et luksusproblem. Ligefrem at vade rundt i kærlige veninder, der elsker dit selskab, kan jo lyde som et drømmescenarie. Alligevel kan jeg godt følge dig.

For når kærlig opmærksomhed kommer i så rigelige mængder, at vi næsten drukner i den, kan en redningskrans være praktisk. I dit tilfælde tror jeg, at dén er at finde i din tales fulde brug. Vi kan jo nå langt med hinanden gennem klar kommunikation.

Her er tale om nogle kvinder, du kender rigtig godt. Mennesker, du holder af, og som du ved, kun vil dig det bedste. Dine veninder vil ikke elske dig mindre af, at du nogle gange siger: ”I næste uge er jeg kun selskabelig om onsdagen”, eller noget i samme stil.

Ingen bryder sig om fornemmelsen af, at andre nødtvunget ”affinder” sig med vores besøg. Desuden tror jeg også, at den indstilling gør dig til en mere vredladen udgave af dig selv.

Når noget bliver for meget for os, forvandler udmattelsen sig nemt til en fremmed ubekendt. En, der kan springe op som en trold af æsken, uden at vi egentlig vil det. Bliver det slemt, kan den forvandle sig til den antagelse, at vi slet ikke kan lide hinanden længere. Vil det ikke være ærgerligt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dine veninder i virkeligheden besøger dig så tit, fordi de er bange for, at ensomheden napper dig i sjælen efter din skilsmisse. Hvem andre end du selv kan forsikre dem om, at det slet ikke er sådan fat?

Fortæl dine veninder, at du holder af at være sammen med dem, men også befinder dig overordentligt godt helt alene i dit eget selskab. At mestre dén kunst er ret misundelsesværdigt, ganske i sig selv.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.