Selvudvikling
27. januar 2017

Sexologen: ”Nej, vi er ikke alle sammen smukke, og det er sgu da fint nok”

Skønhed: Alle kvinder er ikke smukke. Men vi er lige meget værd, siger sexolog Sara Skaarup.
Af: Sara Skaarup
skønhed

foto: Pantherstock

Forleden så jeg en YouTube-video om en amerikansk kvinde, der engang var meget ked af sit udseende, fordi hun var tyk.

Derfor gik hun i heftig træning, spiste kun sundt og vandt til sidst en fitnesskonkurrence. I dag har hun så erkendt, at det heller ikke var lykken. Hun er blevet rund igen og bruger sit liv på at fortælle andre kvinder, at de er gode nok, som de er – ”all women are beautiful”, slår hun fast i videoen.

Med fare for at indtage positionen som forræder er jeg simpelthen nødt til at anholde den påstand: Det er jo ikke sandt. Alle kvinder er ikke smukke. Men vi er alle lige meget værd. 100 procent! Og at ”vi er alle smukke indeni”, kan jeg også gå med til – ligesom jeg synes, det er rigtigt, at stort set alle har noget smukt ved sig: Pæne øjne, en smuk holdning, en fin hud.

LÆS OGSÅ: Det skal du vide om din klitoris

Skønhed er det første, vi vurderer os på

Men SMUK er stadig et beskrivende ord, der relaterer til en visuel oplevelse. At sige, at alle er smukke, er forfladigende. Er det f.eks. ”smukt” at være vortet og krumrygget? Jeg forstår godt tanken, men jeg synes, den er misforstået. Det er sådan en slags lighedsforsøg, der er løbet løbsk. Vi er ikke alle smukke, og det er sgu da fint nok. Vi behøver ikke at påberåbe os et smukt udseende for at få plads. Vær noget andet. Så længe vi bliver i skønhedsparadigmet, er det stadig udseendet, det handler om.

Jeg er så sygt træt af, at skønhed er det første, vi vurderer os selv og hinanden på, og jeg vil selv hundred gange hellere komplimentere en anden kvinde for hendes kraft, kløgt eller humor. Så nej, vi er ikke alle sammen smukke. Så lad dog være med at sige det. Sig noget andet.

https://imgix.femina.dk/1703_sexologen_vi_er_ikke_alle_sammen_smukke_por.jpg

Sara Skaarup er journalist og sexolog og skriver om krop, kærlighed og kvindeliv.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_3.png

Læs også