Kærlighed og sex
22. august 2014

Flere kvinder end mænd fortryder utroskab

Matchmakingsiden partnermedniveau.dk har lavet en undersøgelse om utroskab blandt medlemmerne – og den viser bl.a. at kvinder ofte fortryder deres sidespring
Af: Charlotte Hallbæck
https://imgix.femina.dk/media/article/1434_flere_kvinder_end_maend_fortryder_utroskab.jpg

Foto: Pantherstock

Er der gået hverdag i den derhjemme, er sex kun en årlig tilbagevendende begivenhed, og er der flere skænderier om opvasken end romantiske kys i sofaen? Et sidespring kan være fristende for begge køn, når parforholdet ikke kører på skinner – men kvinder og mænds syn på utroskab er forskelligt. Det viser en undersøgelse foretaget af matchmakingsiden partnermedniveau.dk blandt 606 skandinaviske singler.

Mænd lægger lige så meget vægt på fysisk som på følelsesmæssigt utroskab. For kvinder er det værst, hvis partneren forelsker sig i en anden.

I Danmark svarede 63 % af de kvindelige deltagende, at de heller så deres partner gå i seng med en anden for en aften end at forelske sig uden seksuel utroskab. Hos mændene var svarprocenten præcis 50 for begge scenarier. Måske er disse tal et udtryk for, at kvinderne ikke finder seksuelle sidespring lige så slemme, som mændene. I hvert fald havde 44 % af kvinderne rent faktisk været seksuelt utro mod kun 28 % af mændene. Til gengæld fortrød 84 % af kvinderne sidespringet, hvilket kun gjaldt for 64 % af mændene.

Hvorfor var du utro?

I undersøgelsen angav de deltagende også, hvorfor de havde været utro. Lige mange mænd og kvinder kunne ikke finde nogen speciel årsag til sidespringet (22 og 23 %), mens resten tegnede meget forskellige billeder. Næsten halvdelen af kvinderne svarede, at de havde forelsket sig i en anden (49 %) og/eller havde kedet sig i sine forhold (43 %). Kun hver 7. mand havde været i samme situation, mens halvdelen af dem (46 %) simpelthen bare havde lyst til sex med en anden. Blot 11 % af kvinderne begrundede sidespringet med en sådan lyst.

Troskab i fremtiden

I hele norden var man enig om, at troskab, ærlighed og tillid rangerer, som de vigtigste værdier i et parforhold. 4 ud af 5 (78 %) svarede desuden, at troskab er mindst lige så vigtigt i dag som tidligere. Næsten lige så mange (76 %) tror på, at troskab også i fremtidens parforhold vil være afgørende, mens hver 10. mener, at denne værdi mister sin betydning.

Kilde: partnermedniveau.dk

Læs mere om:

Læs også