Rapperen Jooks om sit parforhold: Vi tog étårskrisen med det samme
Foto: Stine Heilmann
Da den pladeaktuelle rapper Jooks – med det borgerlige navn Johan Forsby - mødte sin kone Julia Lahme, var det – om ikke kærlighed ved første blik – så i hvert fald med tankerne på, at de to gerne ville have et langtidsholdbart forhold. Det fortæller den 34-årige musiker til FEMINA i denne uge.
Mit syn på kvindekroppen er forandret, fortæller Johan Forsby
De mødte første gang på spillestedet Vega i København. Johan Forsby var 21, konen Julia Lahme var 24 år.
- Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor jeg virkelig gerne ville have en kæreste. Så så jeg hende på den anden side af dansegulvet og kunne med det samme se, at hun kunne noget særligt, men jeg turde overhovedet ikke gå derhen. Jeg stod sammen med en kammerat, og hele aftenen gik, mens jeg tænkte: Er der øjenkontakt? Senere fandt jeg ud af, at hun bruger briller, men hun havde dem ikke på, så hun har ikke kunnet se en skid. Jeg troede, vi havde en kæmpe kontakt! Men så var hun pludselig væk, og min kammerat sagde: ”Nu tager du dig fucking sammen!”.
4 faktorer kan afgøre, om dit parforhold vil holde
- Så løb jeg ud. Det er som taget ud af en klichéfilm: Hun er på vej ind i en taxa, og det regner, og jeg når lige at få fat i hende og sige: ”Du ser fantastisk ud, må jeg ikke få dit nummer?”. Og hun siger: ”Jo”, og jeg får hendes nummer, og jeg kysser hende på PANDEN en gang og på munden, og hun rider af sted … jamen, det var helt utroligt, siger han.
Forhandlingsforhold
Umiddelbart lyder det som kærlighed ved første blik, og de levede lykkeligt til deres dages ende. Men hvis de var fortsat i samme lyserøde spor, havde de garanteret ikke været sammen i dag, og det, de faktisk gjorde, lyder som opskriften på et langtidsholdbart forhold:
- To dage efter var vi på date. Vi var ude og spise, og vi kyssede, og så satte vi os ned og forhandlede. Vi var begge to kommet fra et forhold, der var fucket voldsomt op. Så vi forhandlede: ”Hvis du skal være min, så er der lige de her vigtige ting.” Jeg ville gerne lave musik, måske også skrive, og jeg ville gerne have børn. Julia havde sine ting. Jeg tror, vi med det samme tog den typiske ét-årskrise, der opstår, når forelskelsen er falmet, og folk begynder at sige: ”Hvorfor kan du ikke forstå, hvem jeg er?”. Den tog vi ligesom upfront, og det har virket for os. Vi lever stadig efter den kurs, vi udstak dengang. Vi startede på en enighed om, at vi var forskellige og havde forskellige ting, vi gerne ville, og begge to accepterede det, siger Johan Forsby til FEMINA.