I Astrid Lindgrens Verden
Af Mette Rou Lund Foto: Mette Rou Lund, Nikolaj Tring Christensen og PR05/30/2013 - 09:15
Små nuttede pastelfarvede huse, smukke svenske viser sunget af skuespillere, der rent faktisk kan synge og shoppeboder, hvor man kan shoppe-amok i noget af det bedste børnelitteratur, der er skrevet nogensinde. Sådan et familieparadis findes i Atrid Lindgrens Verden ca. fem timers køretur fra København. Det tager en del længere tid fra Jylland, men det er det stadig værd.
Sjov uden støj
Da jeg ankommer med min mand og min fireårige datter efter en lidt opslidende køretur, slår det mig som noget af det første, at der er stille i Astrid Lindgrens Verden. Ikke musestille. Der er teater på de forskellige scener med både sang og musik, og der er også børnestemmer omkring mig. Men parken, der ligger lidt uden for Vimmerby i det skovdækkede smålandske Sverige, er stor og under åben himmel, så det bliver aldrig den slags kaotisk børn-der-går-ferie-amok-støj, som kan få selv de mest tålmodige forældre til at ønske sig langt væk.
Der er simpelthen rart at være i Astrid Lindgrens Verden. Ingen mekaniske forlystelser der kører non stop, ingen høj popmusik og selv børnene sidder stille og lytter til de mange teaterforestillinger, der er i parken. Astrid Lindgren kunne det samme med sine bøger. Få børn til at sidde stille og lytte, mens de tog på mental fantasirejse til Kirsebærdalen, Mattisskoven, Katholt, Villa Villakulla, Junibakken og alle de andre steder, som jeg lærte at elske som barn. I Astrid Lindgrens Verden er det ikke kun fantasi. Der kan man gå rundt og besøge alle de kendte steder.
Tilbage til 50’erne
Hele Astrid Lindgrens Verden er lavet som i 50’erne, så man rigtigt kan komme tilbage i tiden, og det er overbevisende udført og også sjovt for de voksne at se de gamle biler, en gammel benzinstation – ja selv en gammeldags politistation, hvor der ligger en mand og sover en hestebrandert ud i cellen ved siden af. Det er ret sjovt, at boligstilen i Lottes hus i Ballademagergade, som står urørt siden filmoptagelserne nærmest er blevet trendy i dag, hvor 50’erne har haft en revival. Men lige på ét punkt kunne de godt have skruet ned for 50’er-ånden. Al kaffe laves på noget, der ligner mormors kolbekande og smager derefter. Men skidt pyt – vaflerne fejler i hvert fald ikke noget. De er sprøde udenpå, bløde inden i og serveret på bedste smovsemanér med flødeskum og syltetøj.
Vi kommer igen
Efter to dage i Astrid Lindgrens Verden er den lille familie fyldt med gode oplevelser, og vi kunne sagtens havde brugt længere tid i parken. Den lange køretur hjem bliver brugt på at høre den nyindkøbte lydbog med Ronja Røverdatter. Og så går ca. fem timer jo hurtigt. Dejligt med et ferieminde man ikke har lyst til at fortrænge, og hvor jeg godt vil tilbage, inden min datter kommer i den alder, hvor det ufarlige pastelfarvede univers ikke længere vil give så stort et sus.
5 facts om Astrid Lindgren
1: Pippi Langstrømpe kom til verden i 1941, da Astrids datter Karin lå syg derhjemme og ville have en godnathistorie: Fortæl om Pippi Langstrømpe, mor, sagde hun, og så begyndte Astrid at digte historier om Pippi, som ”blev en mærkelig pige, fordi hun havde et mærkeligt navn.”
2: Som ung korrekturlæser for Vimmerby Tidning fik Astrid Lindgren drengen Lars, og hun sagde nej til at blive gift med chefredaktøren, som var faderen, hvilket var en stor skandale i den lille Vimmerby. Lars boede hos plejeforældre i Danmark i tre år og voksede siden op hos Astrids forældre på Näs.
3: Som barn var Astrid stor fan af Lucy Maud Montgomerys Anne fra Grønnebakken-bøger, men hun ville altid helst være den smukke Diana Barry og ikke den fantasifulde forfatterspire Anne, når hun legede Grønnebakken-legen sammen med sine søskende i Småland.
4. Astrid Lindgrens bøger bliver læst i hele verden, og russerne er for eksempel helt vilde med Karlsson på taget.
5: Duedronningen er Astrid blevet kaldt, og hun indtil sin død i 2002 var hun en stor forkæmper for fred og frihed og modstander mod vold. Hun protesterede mod USA’s rolle i Vietnamkrigen, atomkraft og viste bekymring for nynazistiske bevægelser.
Nyt i Astrid Lindgrens Verden
16. juni indvier parken en ny seværdighed – Katholt i fuld størrelse med levende dyr.
Bo
Man kan både bo i telt eller leje en hytte i hyttebyen, der ligger fem minutters gåtur fra parken. Prisen afhænger af, hvilken type man vælger og på hvilket tidspunkt, man er der. Læs mere på www.alv.se
Shop
En tro kopi af Madickens forklædekjole, brødrene Løvehjertes kapper, ALT med Pippi på og selvfølgelig alle de kendte Astrid Lindgren-bøger i lækre udgaver og på forskellige sprog, så der er også danske versioner.
Spis
Der er muligt at få både quinoasalat, laks og gedeost, så det kan lade sig gøre at gå en lang bue uden om friture, hvis man ønsker det. Meget af slikket er i 50’er- polkagrisstilen, så det er heller ikke så slemt, hvis man er e-nummerforskrækket. Man kan spise i forskellige restauranter, hvor niveauet går fra ikke videre inspirerende pandekagebuffet til svensk husmandskost. Allerbedst er det at gøre som svenskerne og sørge for at tage mad med, som man selv kan grille i den hyggelige skov, der er en del af Astrid Lindgrens Verden.