Line_Hoffmeyer
Gravid

Hun kan ikke stille noget op. Må hun ikke også få lov at prøve det?

30. januar 2024
Af Aviaya Valdivia Hansen
Foto: Dan Mariegaard
Hun glæder sig på sine veninders vegne, men Line Hoffmeyer lægger ikke skjul på, at det er svært at være ufrivilligt barnløs, når hendes veninder er gravide.

Hun har kæmpet hårdt for at blive gravid og blive nogens mor.

Det er trods tre års forsøg og en efterfølgende fertilitetsbehandling aldrig lykkedes.

Det bliver Line Hoffmeyer i øjeblikket mindet om og om igen, da hendes to tætte veninder og influencerkolleger Julie-Elsebeth og Johanne Mygind venter hver deres tredje barn.

"Jeg glæder mig til at møde deres børn, som jeg ved, at jeg kommer til at holde så uendeligt meget af. Jeg glæder mig også til, at de kan drikke vin med mig igen, og så glæder jeg mig til, at mit lille grønne monster forsvinder", skriver hun i et åbenhjertigt og sårbart opslag på Instagram.

"For hvor uklædeligt det end er, og hvor meget jeg end ville ønske det hen, hvor peberet gror, så er den der. Misundelsen over forventningsglæden, misundelsen over at kunne få lov til at annoncere den største nyhed, misundelsen over at mærke livet vokse. Jeg ville så gerne prøve det hele", fortsætter hun.

Hun ved, at misundelsens grimme grønne fjæs vil forsvinde, når hun først står med venindernes børn i armene. Så ser hun, hvor skønne de små skabninger er – og ikke mindst, at de ikke har frarøvet hende hendes eget barn, forklarer hun.

Ikke desto mindre stikker den ansigtet frem, når nyheden om familieforøgelsen fortælles, når der jubles, og glædestårerne presser sig på. For det er glædeståre.

"Jeg synes, den er hård, for mens jeg glæder mig for dem og under dem det hele hundrede gange, kan jeg ikke stille noget op med den klump i min hals, der skriger til himlen på, om jeg ikke nok også må få lov at prøve netop det."

"Det er okay og ret naturligt, at den klump i halsen er der, og når jeg kommer hjem igen og er i mit eget selskab, så accepterer jeg at den findes, lader den leve lidt og tager mig kærligt af den, for det har en psykolog engang fortalt mig man skal gøre."

Det er ikke første gang, Line Hoffmeyer sætter ord på sorgen over at være ufrivilligt barnløs.

"Ufrivillig barnløshed er en eksistentiel sorg, en følelse af tab og knuste drømme. Det er følelsen af at sidde med den eneste taberkupon i en vennegruppe af lottovindere, som man forventes at fejre", skrev den 31-årige influencer i efteråret.

I foråret 2021 fortalte Hoffmeyer, at fertilitetsbehandlingen blev sat på pause. En behandling, som ellers var blevet udskudt, fordi lægerne tidligere havde fundet en cyste på hendes ene æggestok.

Dengang understregede hun, at der blot var tale om en pause, men i august samme år gik hun og Lasse Rimmer fra hinanden. De har dog sidenhen fundet sammen igen.

Artiklen blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også