Jeg synes ikke, det er sjovt. Så skal jeg virkelig lege med mine børn?

Kære brevkasse

Jeg har to fantastiske børn – og jeg er uendelig stor fan og dem, og deres karakteristiske personligheder. Men der er noget, jeg ikke er så stor fan af.

Deres insisteren på at lege med mig. Det er typisk noget, der kræver, at jeg sidder på gulvet – gerne i en form for udklædning og for eksempel lader som om, jeg spiser ting, der ikke skal spises. Eller løber rundt i stuen og brøler som en ikke særlig troværdig løve.

Min kæreste og jeg er lidt uenige om dette. Han er god til det og synes som regel også, at det er nogenlunde sjovt. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg synes, det er skønt at læse bøger for dem, at tale med dem, at synge sange og af og til også at tegne eller at male sammen.

Er det for dårligt af mig? Jeg husker min egen barndom som lykkelig, men jeg husker altså ikke, at mine forældre nogensinde gjorde noget særligt ud af at lege med mig på den måde.

Kærlig hilsen en doven mor

Svar 1

Kære mor

Først og fremmest vil jeg ikke kalde dig doven overhovedet. Du beskriver selv, at du læser for dine børn, taler med dem, synger med dem og til tider tegner og maler med dem. Det er da alt andet end dovent. Det lyder som nogle rigtig hyggelige og berigende ting at lave med sine børn.

Jeg har ikke selv børn, så der er selvfølgelig grænser for, hvor meget jeg kan sætte mig ind i din situation og dine familiedynamikker. Men det lyder som en win-win situation, at din kæreste er god til at lege med børnene – og ikke mindst, at han synes, det er lidt sjovt.

Men hvis dine børn giver udtryk for, at de rigtig gerne vil lege med dig, så synes jeg, at du skal prøve at se det som en god ting. De er jo ikke legesyge for evigt, især ikke med mor. Det betyder ikke, at du skal lege med dem hver dag eller i lang tid ad gangen. Det er der nok ingen voksne, der orker. Børn skal jo også kunne lege med sig selv og med hinanden.

Desuden tror jeg ikke, at du behøver være en særlig troværdig løve for at lege med dem. Det vigtigste er vel, at du er med. Leg handler jo også om, at alle har det sjovt. Derfor skal I finde en måde at lege på, hvor du også kan være med uden at kede dig ihjel eller føle, at dine grænser bliver overtrådt.

Lige meget hvad er jeg er sikker på, at dine børn har en lige så lykkelig barndom, som du selv havde, og jeg er sikker på, at du gør dit bedste!

Svar 2

Kære mor

Du lyder som en fantastisk mor – også selv om du ikke synes, at det er det fedeste i verden at lege. Det skal du ikke have det dårligt over. Jeg melder mig i rækken, og jeg kan se mig selv 1:1 i det, du skriver.

Du refererer selv til din egen barndom og de ikke eksisterende lege med dine forældre, og det kan jeg også genkende – og faktisk netop dét har beroliget mig, når jeg har haft dårlig samvittighed over ikke at gide bygge Lego, klæde mig ud eller brøle som en løve.

For jeg har haft en lykkelig barndom på trods – så mon ikke også mine og dine børn får det? Det bliver i hvert fald ikke den manglende leg med udklædningstøj, der bliver tungen på vægtskålen.

Dertil skriver du også, at din mand synes, det er (nogenlunde) sjovt at lege, så det synes jeg, at du skal prise dig lykkelig for. Så kan du nyde de aktiviteter, som du elsker, med god samvittighed.

Det hele handler jo om samvær, og det lyder i den grad, som om dine børn har det med jer som forældre.