Mens mine venner er ved at skabe det perfekte familieliv, føles det, som om jeg render rundt som en hovedløs teenager - i start 30’erne

Kommentaren er udtryk for skribentens holdning. Christoffer Mygind Juul er journalist og podcastvært hos Ally.

Da mine venner og jeg stod i rygergården på gymnasiet og dagdrømte om, hvor vi så vores venskab som voksne, var der særligt et scenarie, vi vendte tilbage til som den ultimative manifestering af det perfekte voksenliv: sommerhusturen.

Sommerhusturen, hvor vi ville have fremtidige mænd og børn med i en rus af ukomplicerede stunder med vin, dynamiske samtaler, smittende grin, indlevelsesrig madlavning og ren afslapning med den selvvalgte familie.

Drømmen viste sig heldigvis at gå i opfyldelse, for her 15+ år senere har vi - inklusive nytilkommere - været på flere sommerhusture, end hvad der kan tælles på to hænder. Og langt hen ad vejen har virkeligheden overgået den sommerdrøm, vi sammen gjorde os som naive teenagere – selv om jeg stadig er med på egen hånd.

Men de sommerhusture er også en påmindelse om, at mine gamle venskaber og mit selvbillede ikke er, hvad det har været, efter jeg har ramt 30’erne. Og pludselig går sommerhusturen fra mine 20’ers optimistiske drømmescenarie til mine 30'ers jerngreb om nostalgien. Et jerngreb, der på én og samme tid varmer så inderligt om hjertet, men også minder mig om alt det, jeg burde have nået, burde gøre og burde have prioriteret.

En følelse, som journalist - og nu forfatter - Linea Maja Ernst på perfekt vis indfanger i debutromanen ‘Kun til navlen’ om en gruppe venner i 30’erne, der tager sammen i sommerhus, hvor relationernes dynamikker har skiftet karakter i takt med nye kærester, børn og livsveje, og hvor de få, tilbageværende singler bliver mindet om det, de mangler i hverdagen, mens dem, der har kommende ægteskaber, misunder singlernes frisind.

Sammen repræsenterer den fiktive vennegruppe et tidspunkt i livet, hvor vi skal lære at navigere i gamle venskaber på nye måder i takt med, at voksenlivet indfinder sig side om side med, at vi prøver at holde fast i de drømme, vi gjorde os som teenagere, så de ikke løber ud som sand mellem fingrene. Mens det hele gerne ser æstetisk og præsentabelt ud for omverdenen, for Gud forbyde, at det fucker med vores Insta-feed.

Jeg er selv midt i et sted i livet, hvor sammenligningens forbandelse, fortabte forelskelser, selviscenesættelse, et indsigtsfuldt følelsesliv og den konstante lykkejagt konstant sværmer om hovedet på mig.

Følelser, der bliver forstærket på vores årlige sommerhusture, hvor vi er sammen flere dage i streg, og jeg for alvor ser min omgangskreds være i fuld færd med skabe det - på papiret - perfekte familieliv, mens jeg stadig render rundt som det, der til tider føles som en hovedløs teenager, der endnu ikke helt har fundet sin plads i de voksnes rækker.

Måske fordi jeg netop hænger fast i fortiden med en undren om, hvordan det fælles liv, mine venner og jeg levede i 20'erne, ikke overlevede på samme måde ind i 30’erne.

Er det min generations navlepillende selvrealisering, der har gjort vores relationer mere komplicerede og sværere at vedligeholde, end hvad de var for vores forældre, da de var på samme alder?

Sætter vores konstante travlhed og behov for hele tiden at mærke efter i os selv en stopper for, at vi kan finde os til rette i det livsstadie, som vi hver især nu engang er i? Eller er det bare mig, der ikke kan affinde mig med, at bare fordi ting sker for andre, behøver de ikke at ske for mig, for at jeg kan leve et succesfuldt 30’erliv?

Som Carrie Bradshaw så rammende siger: “Dine 30’ere er der, hvor du tager ved lære.”

Og det er netop det, sommerhusturen kan være den perfekte ramme for – at lære at være i voksenheden på sin egen måde sammen med dem, vi glædede os til at blive voksne sammen med.

Og mens man måske lærer sine venners voksenvaner lidt bedre at kende, når man går op og ned ad hinanden nogle dage i en træhytte, lærer man også sig selv bedre at kende. Heldigvis.

Men når jeg finder mig selv i singlesørgelig status, når jeg kommer hjem fra sådan en tur, varmes mit hjerte samtidig af det faktum, at vi stadig ses, og at unger løber om fødderne på os og puster nyt liv i vores venskab. Så nu drømmer jeg om endnu flere helt uperfekte perfekte sommerhusture.