Black Friday 2015
Stil

Hvad er Black Friday?

9. november 2015
af Julie Rosendahl
Black Friday er pludselig på alles læber. Men hvad går det egentlig ud på? Og giver det mening for dig at hoppe med på vognen?

Black friday: Hvad er det?

Konceptet stammer oprindeligt fra USA, hvor der er tradition for, at dagen efter Thanksgiving bliver brug til at købe julegaver til voldsomt nedsatte priser. Thanksgiving falder altid på den fjerde torsdag i november, og dagen efter løbes kalkungildet så af med at shoppe amok i tøj, gadgets, legetøj, møbler og meget mere til vildt nedsatte priser. Det er jo oplagt at shoppe julegaver med rabat lige inden december.

'Sorte fredag'
Dagen hedder Black Friday, fordi der typisk bliver sort af mennesker i butikkerne, og dagen er USA's største shoppedag. Men det stopper ikke her. Mandagen efter bliver nemlig kaldt Cyber Monday, fordi mange webshops de seneste år har sat deres varer på udsalg dén dag. Efterhånden har de fleste webshops dog taget Black Friday til sig, så de vilde rabatter allerede fås både fysisk og online om fredagen.

Nu også i Danmark
Black Friday er stadig et forholdsvist nyt koncept i Danmark. Det er kun et par år siden, de første netbutikker begyndte at sætte priserne ned samtidig med, at de amerikanske butikker afholdt Black Friday. De sidste par år har konceptet dog sat godt fat i de danske webshops også, og i år er rigtig mange med på bølgen og sætter deres varer markant ned enten kun om fredagen, i dagene omkring Black Friday eller hele weekenden.

Galt eller genialt?
Black Friday ”over there” kan gå helt amok, og nogle steder ligger folk i kø i soveposer ude foran butikkerne og løber ind og flår varer ned fra hylderne, når dørene åbner. Så sindssygt bliver det nok ikke i Danmark, men hvis du gerne vil være sikker på at undgå spidse albuer, er det jo genialt, at Black Friday i dén grad lever på diverse webshops. Her kan du finde det, du vil have derhjemmefra – og stadig til de vilde rabatter.

SE MERE: Her kan du spare på Black Friday

Læs også