Bolig
1. maj 2022

Så tit skal du skifte dit sengetøj

Sved, hudceller og nullermænd og hår fra jeres kæledyr. Sengen er muligvis en af hjemmets værste bakteriebomber. Se her, hvorfor du skal skifte, før det ser beskidt ud, og hvordan du skal vaske det.
Af: Stine Troense
Vask sengetøj, skift sengetøj, så tit skal du skifte sengetøj

Udgivet første gang 12. april 2016. Foto: Shutterstock

Sengen kan være en stor samling af hudceller, hår og støv. Så hvor tit skal sengetøjet egentlig skiftes og vaskes?

Og hvordan dræbes bakterierne bedst? Få svaret her.

- Vask lagner, dynebetræk og pudevår minimum hver 14. dag, anbefaler Michael René, der er ekspert i hygiejne og lektor ved Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på professionshøjskolen Metropol i København

- Og oftere, hvis du eller din sengemakker sveder meget, dyrker meget sex, bruger hårvoks, eller hvis I sover med børn, der ”lækker”, eller med kæledyr, siger han.

Beskidt sengetøj er ikke decideret sundhedsskadeligt, men rent sengetøj har også en psykologisk og sanselig betydning.

Hvem elsker ikke at smyge sig i friskt og nyvasket sengetøj, der måske endda har hængt til tørre i det fri?

Allervigtigst er dog, at regelmæssig vask forebygger allergi. Og her er 40-graders-vask ikke nok – for husstøvmiderne, der hygger sig i vores linned, kan overleve temperaturer under 60°.

Hvor mange grader skal sengetøj vaskes på?

Husstøvmider, der lever af vores tabte hudceller i vores sengetøj, dør ved temperaturer over 55°.

Du kan forebygge symptomer på husstøvmideallergi ved at vaske dit sengetøj ved 60 eller 90 grader mindst hver 14. dag.

Og dyne, pude og rullemadras ved 60 grader mindst fire gange om året.

Kilde: Astma-Allergi Danmark, Fødevare - og hygiejneekspert Michel René

Læs mere om:

Læs også