Skønhed
13. marts 2012

Tjek din makeup

Noget makeup er mere allergifremkaldende end andet. Læs her, om de produkter du bruger
Af: Julia schmiegelow, alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/2715a393158944718136b9eda46db9d6.jpg

foto: all over press

Rød, kløende hud og måske endda blærer kan du få ved at udsætte din hud for allergifremkaldende stoffer, og som findes i det meste makeup.

- Der er altid farvestoffer og ofte parfumestoffer i makeup, og det kan altid være allergifremkaldende. Men nogle makeupprodukter er mere allergifremkaldende end andre, så skru ned for dem eller undgå dem helt, siger toksikolog hos Astma-Allergi Danmark Ewa Daniél.

For selv om du ikke har allergi nu, kan det godt betale sig at begynde at vælge makeup, der ikke er allergifremkaldende. Problemer med allergi over for makeup stiger nemlig med alderen.

Der er ifølge Videncenter for Allergi dobbelt så mange modne kvinder, der siger, at de reagerer på øjenskygge eller mascara end yngre kvinder. Det skyldes den akkumulerende effekt, dvs. jo længere tid du udsætter din hud og krop for et produkt, des større er risikoen for, at du kommer til at reagere på det.

Makeup med 5 produkter på 5 minutter

Mørk øjenskygge er værst
Øjenskygge indeholder ifølge Ewa Daniél limstoffer, som f.eks. kolofonium, så øjenskyggen kan klæbe til dit øjenlåg. Kan også indeholde krom. Den blå eller mørkeblå øjenskygge kan indeholde kobolt, der også kan virke allergifremkaldende.

Vælg mineralsk pudder
I forhold til pudder tyder meget på, at mineralsk pudder er mindre allergifremkaldende end almindeligt pudder.

Undgå flydende makeup
Når du vælger eyeliner så vælg blyant frem for flydende eyeliner. Jo mere vand der er i et produkt, des mere konservering skal der til. Så vil du undgå for meget konservering på grund af din allergi så vælg faste makeupprodukter frem for flydende.

Undgå rød læbestift
Rød læbestift eller lipgloss er ifølge Ewa Daniél i perioder hot, men det er også en af de mere allergifremkaldende farver, du kan komme på læberne. I både læbestift og læbepomade kan der være både mineralsk fedt og plantefedt og samtidig indeholder mange af produkterne parfume.

Få styr på dine skønhedsprodukter

Neglelak skal ikke i kontakt med huden
Neglelak kan indeholde stoffet kobolt, som nogle er allergiske overfor. Hvis man har kunstige negle indeholder limen, der binder de kunstige negle akrylat, som kan være allergifremkaldende. Faren for at udvikle allergi stiger markant, hvis produkterne kommer i kontakt med huden omkring neglene.

Nikkel i mørk mascara
Det er forbudt at tilsætte nikkel i makeup, men det kan være der som forurening, især i de mest mørke mascara. Der er typisk større chance for at undgå nikkel, hvis du bruger farvet mascara som f.eks. grøn eller lilla.

Læs også