Jane Aamund om at dø og blive genoplivet
Selvudvikling

Jane Aamund var død i et kvarter: Der var så fredeligt deroppe

19. maj 2018
af Jacob Wendt Jensen, redigeret til web
Foto: Betina Fleron-Hede
Tanken om, hvad der sker efter døden, spøger nok indimellem hos os alle. Men forfatter Jane Aamund har på egen krop oplevet, hvad der indtræffer, når hjertet holder op med at slå.

Efter flere års sygdom, hvor forfatter Jane Aamund var fejldiagnosticeret, har hun med en ny hjerteklap endelig genfundet rytmen i sit liv. Hun lever stadig af sondemad og har besøg af en hjemmesygeplejerske fem gange i døgnet, men hun kan skrive og bevæge sig rundt og har efter eget udsagn ”et godt liv”. Hun er netop blevet trappet ud af al medicin og får dermed sit kørekort tilbage.

På trods af sygdommen har Jane Aamund overkommet at skrive en ”erindringsroman”, som forlaget kalder den.

– Jeg var pissesyg og sad med min bærbare computer og arbejdede med iltmaske på. Men når jeg arbejder, går jeg ind i en boble, og så kan intet komme derind. Heller ikke mine smerter. Lige så snart jeg sætter mig til tas­terne, får jeg fred. Hver dag sidder jeg og skriver i mindst fire timer. Også med meget andet end bogen. Jeg skriver for eksempel kronikker til Berlingske og svarer på mails.

”Samtaler om natten” lyder titlen. I bogen takker Jane Aamund sygeplejerskerne Manuela og Nadia for at være der for hende, da det var allermest vigtigt.

Dengang jeg døde

– Begrebet ”erindringsroman” er noget, forlaget har fundet på. Alt i bogen er virkelighed, så det er mine erindringer fra en del af 2016 og 2017. Manuela er et fantastisk menneske. Hun var hos mig, den nat jeg døde. Mit hjerte holdt op med at slå, og min puls var 34. Mit blodtryk var 260, og mit syn begyndte at forsvinde. Manuela sagde: ”Du bliver kold. Du dør nu. Det må du ikke!”

– Da mærkede jeg, at jeg forsvandt ud af min krop og så alt ovenfra. Jeg så, hvordan de baksede med mig og ruskede i mig. Min krop lå i den her sofa lige bag ved os. Manuela ringede 112. Jeg kunne se det hele, men jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skreg sådan. Da jeg blev lagt ind i ambulancen, spurgte ambulancefolkene, om ikke de skulle lade mig være, for jeg var jo døende. ”Nej”, svarede Manuela. ”Kør med hende”. I hjerteambulancen er der kontakt til en af overlægerne på Herning Sygehus. Efter at være død i et kvarter blev jeg genoplivet, og i samme øjeblik det skete, oplevede jeg, at jeg styrtede ned i min krop. Jeg vågnede derefter op med maske, slanger og hjerte­maskine.

Det hele kom af en fejldiagnose gennem længere tid. Ingen havde opdaget, at Jane Aamund havde en alvorlig hjertefejl.

LÆS OGSÅ: Jane Aamund: Når nogen har været gift med mig, glemmer de det aldrig siden

Så mange lidelser

Efter Jane Aamunds nærdødsoplevelse er hun ikke længere bange for at dø.

– Der var så fredeligt deroppe med en hel masse lys. Jeg følte det, som om jeg var en astronaut, der var faldet ud af raketten. Jeg svævede ensomt rundt og kiggede mig omkring og var overrasket over, hvorfor der ikke var andre. Hvor var Mozart, englene eller gamle familiemedlemmer? Jeg nåede at få tænkt, at det hele virkede meget mærkeligt, og jeg spurgte mig selv, om jeg mon kom til at møde Jesus eller Vorherre eller andre. Jeg har haft så mange lidelser siden den første cancerdiagnose, da jeg var 33 år gammel. En tumor i ganen, et fjernet bryst og livmoder. Førs­te gang var jeg SÅ bange for at dø fra mine to små drenge. Det var en kamp, kan jeg godt sige. Dengang vidste jeg ikke, at man kan skille krop og sjæl. Det har jeg siden lært ved meget intens yogatræning, siger Jane Aamund.

LÆS OGSÅ: Ni kendte kvinder, der knækkede cancer

– Min søn Jens Rekling, der er hjerneforsker, har ovenikøbet givet mig nogle øvelser, som den amerikanske hærs soldater indøver, før de skal til fronten. Vejrtrækningsøvelser og øvelser i at flytte fokus fra angsten ved hjælp af mantraer, eller man kan også gentage Fadervor. Man går på en måde ind i angsten og flytter den. I dag er jeg for eksempel i stand til at sænke mit blodtryk ved hjælp af yogaøvelser.

Nu da Jane Aamunds død er udskudt på ubestemt tid, tør jeg godt spørge, hvordan hun ser sit eftermæle? Det er hun helt ligeglad med, for så er hun her jo ikke selv længere, svarer hun.

– Jeg skal begraves i Heldum Kirke. En smuk kirke fra det 12. århundrede, hvor kirkegården bliver holdt pænt i modsætning til i København, hvor de drikker bajere på kirkegårdene. Jeg skal dø heroppe og begraves her. Præsten fra Harboøre skal begrave mig. Han kom og bad med mig. Jeg er meget kristen og har altid bedt til Gud.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også