Liselotte Lyngs
Selvudvikling

Fremtidsforsker om skilsmisse-tendens: Vi stiller større krav til vores alderdom

1. august 2016
af Annette Aggerbeck, redigeret til web
Foto: AOP/Birger Storm
Antallet af skilsmisser i aldersgruppen 50-70 år er steget markant, og når det gælder ægtepar over 70 år, er skilsmissetallet omtrent tredoblet på ti år. Fremtidsforsker Liselotte Lyngsø har nogle bud på, hvad der er årsag til tendensen.

Hvorfor er skilsmisse-raten blandt ældre stigende?

I følge Jyllands-Posten er antallet af skilsmisser i aldersgruppen 50-70 år steget med omkring 70 procent i løbet af 10 år. Og ikke nok med det. I samme periode er antallet af skilsmisser næsten tredoblet for personer over 70 år. Hvorfor vælger stadig flere af os at blive skilt så sent i livet? Det har fremtidsforsker Liselotte Lyngsø fra Future Navigator nogle bud på. Hun peger på, at en del af forklaringen skal findes hos 68-generationen, der i dag er mellem 68 og 75 år.

– Vi har her en hel generation, der tager deres karriere og samliv op til revurdering flere gange i løbet af livet, og som har taget deres vaner med ikke at ville gå på kompromis med ind i alderdommen. De stiller store krav til deres seniorliv og er ved at sparke døren ind til en ny identitet, som overhovedet ikke minder om tidligere generationers. De bliver derfor også skilt som aldrig før, fordi følelserne skal være med. Er de ikke det, vælger de skilsmisse. I dag skal der desuden kun et klik til på computeren, før man er skilt, så skilsmisse er også blevet nemmere rent praktisk, siger Liselotte Lyngsø.

Hvor tidligere generationer holdt op med at arbejde, når de nåede pensionsalderen, lader 68’erne som den første generation sig ikke presse ud af arbejdsmarkedet. De lever et meget aktivt liv og har ofte flere penge mellem hænderne. De går med skridtmålere og rejser jorden rundt. Når de drosler ned, har de mere tid til at pleje kærligheden, følelseslivet og deres drømme.

– Tidligere var det socialt stigmatiserende at blive skilt, nu er det stigende antal skilsmisser blandt ældre et tegn på, at de tager deres liv alvorligt. Vi vil have god livskvalitet.

LÆS OGSÅ: Inger blev skilt efter 34-års ægteskab: Det var vigtigst at følge min mavefornemmelse

Større individualisering

Vi lever et meget omskifteligt liv i dag. Alt er i forandring, og vi skal udvikle os hele tiden. Ifølge Liselotte Lyngsø spiller det også ind, at vi ikke må stå stille. Det gælder ikke kun 68’erne, men alle, der bliver skilt.

– Vi er mere mobile, skifter job oftere, og når det er blevet et livsvilkår at udvikle sig, så virker det underligt, at parforholdet er stationært. Vi vil være proaktivt skabende, og vi går mere og mere op i at være individuelle. Vi er meget mere tydelige over for hinanden i parforholdet end tidligere om, hvad vi ønsker, og hvordan vi skal leve sammen.

– Den stigende individualisering har også ført til, at viljen til at sætte eget liv på hold for et andet menneske er i frit fald. Undersøgelser viser, at procenten, der ikke vil tage sig af sin gamle far og mor, er steget fra 18 til 25 procent. Så viljen til at hjælpe hinanden på tværs af generationer er dalende, og man kan også forestille sig, at hvis den ene bliver kedelig i et ægteskab, og man selv har krudt i bagen, så står man også af her.

Der ses ifølge Liselotte Lyngsø en markant stigning i antallet af skilsmisser, når de sidste børn flytter hjemmefra. I overgangen til en ny livsfase er der en tendens til, at man opgraderer i stedet for at afvikle. Det betyder også, at man ser på parforholdet. Mange vælger at bo alene efter en skilsmisse. Hvis man finder en ny partner, tager det i gennemsnit seks år for kvinder, mens det for mænd tager seks måneder.

– Der er stor forskel på mænd og kvinder i forhold til at finde en ny partner, dog kommer en ny generation af kvinder, som har haft ført det samme liv som mænd med karriere osv., så det kan være, at forskellene ikke vil være så store i fremtiden. Det er typisk kvinderne, der vælger at blive skilt, og de har ofte ikke så travlt med at komme videre i forhold til en ny partner, siger Liselotte Lyngsø.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også