Lena Nordstrøm
Selvudvikling

Lenas drøm bristede: "Det har været en livslang sorg at være ufrivilligt barnløs"

29. maj 2019
af Annette Aggerbeck, redigeret til web
Foto: Claus Peuckert
Skuffelse og sorg kan fylde meget, når vores drøm ikke går i opfyldelse. Mød Lena, der måtte indstille sig på et liv som barnløs, selvom hendes store drøm var at stifte familie.

En familie med fem børn. Det var Lena Nordstrøms store drøm, lige så længe hun kan huske.

– Jeg har aldrig haft karrieredrømme som så mange andre kvinder. Det eneste, jeg har drømt om, siden jeg var helt ung, var at skabe min egen familie med en masse børn. Det var grunden til, at jeg var i erhvervspraktik som jordemoder i folkeskolen. Hvis jeg havde haft høje nok karakterer, var jeg blevet jordemoder, siger Lena Nordstrøm, 65.

Da Lena stoppede med p-pillerne som 25-årig, fordi hun ville i gang med at stifte familie med sin daværende kæreste, lykkedes det hende ikke at blive gravid.

– Da vi havde været sammen i knap 10 år uden prævention og uden at blive gravide, insisterede jeg på, at han blev undersøgt. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg godt kunne få børn, og det viste sig da også, at han havde nedsat sædkvalitet. Forholdet stoppede kort efter, men af andre årsager, fortæller Lena.

Da Lena kort tid efter mødte en mand, som hun forelskede sig i, forsøgte hun igen at blive gravid. Denne gang lykkedes det, men det endte i en spontan abort. Lena var 34 år. Året efter gentog det sig – Lena blev gravid og aborterede tidligt i graviditeten.

– Jeg var ikke helt slået ud over aborterne. Jeg var jo efterhånden begyndt at tro, at der var noget galt med mig, siden jeg ikke var blevet gravid, så da jeg opdagede, at dét kunne lade sig gøre, blev jeg glædeligt overrasket, fortæller Lena.

LÆS OGSÅ: Eksperten: Sådan hjælper du dig selv videre, når en drøm brister

Deres parforhold var imidlertid turbulent, og det endte med, at de gik fra hinanden. Nu mødte Lena en 15 år ældre mand, som senere fortalte, at han var steriliseret. De var sammen i fem år. Lena var nu 40 år, og de fertile år lakkede mod enden. Hun besluttede sig for at blive kunstigt insemineret. Da hun havde været alle undersøgelser igennem og havde valgt donor, blev reglerne ændret, så man ikke kunne blive insemineret som enlig. Da Lena begyndte at bløde voldsomt under sine menstruationer, gik hun til gynækolog, og det viste sig, at årsagen var fibromer i livmoderen. Hun fik en spiral for at mindske blødningerne.

– I den periode græd jeg meget, for at få spiral var det modsatte af, hvad jeg ønskede. Da jeg blev ved med at bløde voldsomt til trods for spiralen, var jeg nødt til at få livmoderen fjernet. Jeg måtte erkende, at jeg aldrig ville få børn.

Manglende forståelse

Lena har aldrig følt, at andre har forstået, hvordan det er for hende at være ufrivilligt barnløs. Hun har ofte hørt andre sige, at man så bare kan tage sig af andres børn.

– Jeg synes, at det er naivt at tro, at man i stedet kan tage sig af andres børn for at få dækket sit behov. Andres børn kan ikke erstatte egne børn. Jeg spurgte en veninde, hvordan hun opfatter mig som ufrivilligt barnløs, og hun sagde, at jeg var en skyggetante ligesom Elisabeth Friis i Matador. Det har hun ret i, for jeg står i skyggen af de kvinder, der har børn. Jeg er ikke lige så vigtig som mødrene, siger Lena og peger på, at børn fylder meget i vores samfund.

LÆS OGSÅ: Ni tips til at komme videre efter en livskrise

– Vi prioriterer dem højt, så når man ikke har børn, får man ikke samme respekt. Jeg var for eksempel på en arbejdsplads som sygehjælper, hvor alle syntes, at det var synd for min kollega med fire børn, når hun havde det svært, men ingen syntes, det var synd for mig uden børn, når jeg havde det svært, siger Lena.

Hun synes selv, hun har et dejligt liv med masser af hyggestunder. Efter hun er gået på efterløn, rejser hun en del, og på 12. år bor hun sammen med en mand, som er god for hende.

– Det har været en række uheldige omstændigheder og forkerte valg, der har ført til, at jeg ikke har fået de børn, som jeg så brændende ønskede mig. Jeg kom videre ved at se realiteterne i øjnene. I dag fylder min tristhed over at være ufrivilligt barnløs ikke længere så meget, men det fyldte meget i den fødedygtige alder. Alligevel har det været en livslang sorg at være ufrivilligt barnløs, siger Lena.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også