https://imgix.femina.dk/media/article/vor-tids-tabuer_0.jpg
Selvudvikling

Psykoterapeuten: Tabuer i dag handler om krop og kontroltab

26. juni 2019
af Hanne Vinther Mikkelsen, redigeret til web
Foto: Øverst: Panthermedia - modelfoto. Nederst: MEW
Mange af de ting, der før i tiden var pinlige at snakke om, taler de fleste åbent og ærligt om i dag. Alligevel findes der stadig tabuer, og de knytter sig i høj grad til kroppen og tabet af kontrol. Vi har spurgt psykoterapeut Ellen Skipper hvorfor – og hvorfor det er så godt, hvis vi kan bryde med tabuet.

Hvorfor er der stadig tabuer i et moderne samfund, hvor vi bryster os af at kunne tale om alt?

– Selv om vi er blevet meget mere frisindede, er alt foranderligt, og derfor vil der altid opstå nye tabuer som en spejling af tidens ånd. Men fælles for alle tabuer er, at det kan virke som en voldsom trussel for det menneske, som skiller sig ud eller selv bryder ud af stammen. At stå uden for stammen kan være livsfarligt, da vi menneskers urhjerne rent biologisk er kodet til, at vi skal overleve i grupper. Ellers bliver du bytte for sabeltigrene og hyænerne.

Hvorfor topper afføring/tarmproblemer som vor tids tabuer?

– Der er opstået en perfekthedskultur, som gør det pinligt ikke at have en fejlfri krop. Der er en enorm blufærdighed i forhold til kroppen. Kropsvæsker er blevet fremmedgjorte, og derfor kan det være flovt ikke at have fuld kontrol over dem. Vi vil i virkeligheden helst ikke vide af de kropsvæsker, som ellers er naturlige og nødvendige for mennesket. Snot, slim, opkast, urin og afføring hører ikke med til idealet om, at vi skal være tiltrækkende.

Hvorfor er arbejdsløshed et tabu?

– Tænk på påstanden: ”Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde”. Når den står uimodsagt, bliver arbejdsløshed betragtet som din egen skyld. Det skaber grobund for skammen og tabuet. Du er bange for at blive set som doven eller dum, hvis du ikke kan finde et arbejde. Derfor er det et tabu at tale højt om. Fyring og arbejdsløshed handler også om kontroltab og om at stå uden for stammen, i det her tilfælde det danske arbejdsmarked. Når du ikke bidrager til stammens overlevelse, vil nogle betragte dig som en trussel for dens overlevelse.

Hvorfor er det vigtigt at bryde tabuer?

– Skam og tabu er invaliderende. Hvis du ikke får brudt med følelsen af skam, overtager du overbevisningen om, at der er grund til at skamme sig. Du stempler dig selv som værende forkert og uden menneskelig værdi. Går du med den følelse længe, kan det udvikle sig til, at du isolerer dig socialt eller ender med at få angst og depression.

Hvad sker der, når vi så bryder tabuerne?

– Det kræver stort mod af de mennesker, der tør bryde et tabu. Det, du er oppe imod, er truslen om eksklusion fra gruppen. At blive hængt ud, isoleret og forladt. Og det er meget stærke følelser, som i dén grad aktiverer vores overlevelsesdrift. Omvendt kan det at bryde med et tabu give dig en masse positiv energi, da du fralægger dig følelsen af ikke at være god nok. Du får lagt tabuet tilbage til dem, det kommer fra. Overlevelsen ligger i at finde nogen, der er i samme båd, så du kan få et nyt tilhørsforhold. Hvis man tør sige det højt, kan man selv få større selvværd og samtidig være med til at give fornyet mod og håb hos andre, der er tynget af samme tabu.

https://imgix.femina.dk/ellen-skipper.jpg

Om Ellen Skipper:

  • Ellen Skipper, 55 år, København.
  • Certificeret psykoterapeut, MPF
  • Arbejder bl.a. med eksistentiel terapi.
  • Læs mere på ellenskipper.dk.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også