Anna_Backe
Bolig

Julen skal være på børnenes præmisser

15. december 2023
Af Nicola Kragh Riis/Nico Studio
Foto: Tia Borgsmidt
For vintageentusiast Anna Backe er julens pynt mest fundet gammelt og arvet, men for at passe på de fineste gamle kugler, har Anna suppleret med lidt nyere pynt, som bedre kan modstå små børnehænder.

Hvad betyder julen for dig?

Julen handler om at skabe fantasi, glæde og traditioner for vores børn. Vi savner lidt nogle traditioner for vores familie, for vi har været sammen i 17 år og først holdt jul sammen, da vi fik børn.

Nu vil vi gerne holde jul selv, for det er nemmere med små børn. Alle har jo deres juletraditioner, og det er svært at tænke alle ind i det, men jeg er meget børnenes advokat.

Kort om Anna Backe

39 år, model og ejer af vintageshoppen på Instagram @Blameitonbacke.

Bor sammen med sin kæreste og børn på 2 og 5 år i en lejlighed på Frederiksberg på 100 M²

Julen skal være på børnenes præmisser, og det er så synd, at de har glædet sig helt vildt til juleaften i en måned, og så skal de vente på, at de voksne skal synge en sang eller tænde træet, eller hvad der nu er af traditioner. Og så ender det med, at børnene bliver så trætte, og det er synd.

Hvordan pynter du op?

Mit juletræ er fuld af farver og sådan lidt amerikansk med fuld gas. Jeg er glad for farver og pang, og det er sjovt, når det ikke matcher.

Anna_Backe
Der er højt til loftet i herskabslejligheden og derfor plads til et juletræ med god højde. Træet er pyntet med en blanding af vintagepynt, arvede kugler og trommer og nye glasfund til børnene. Det broderede juletræstæppe på hessian er vintage, og topstjernen er fra Rosendahl. Sofa og sofabord er vintage, lampen er fra Tom Rossau.

Jeg havde altid troet, at når jeg blev voksen, så ville jeg pynte mit juletræ i et stilsikkert tema med rød eller guld, men der har jeg overrasket mig selv, og jeg synes, det er sjovt med fuldt knald på farver og motiver.

Har du noget særligt pynt?

Jeg er lidt bange for at bruge alt det gamle, fine glaspynt på juletræet, fordi jeg helst ikke vil have, at det går i stykker.

Derfor har jeg købt noget sjovt glaspynt som avocadoer, hotdogs og pomfritter, som børnene (på to og fem år, red.) kan pynte med, uden at jeg skal være bange for, at det falder på gulvet og går i stykker.

Har I nogle særlige traditioner?

Julen er børnenes fest. Og lige nu er vi i en overgangsfase, fra at det har været vores forældres traditioner til at vi skal finde vores egne.

Det er nemmere at sætte dagsorden, når vi selv står for det og laver maden, så vi selv kan bestemme, hvornår vi skal spise, og hvad der skal ske. Forventninger og drømme er nemmere at indfri, når man selv bestemmer.

Anna_Backe
På den svenske kamin hænger både krans, nisse og broderet juleophæng, som alle er vintage. Misteltenen kan ikke blive stor nok for at minde om, hvad julen handler om: kys og kærlighed.

Julemagien handler også ekstremt meget om, om at vi som forældre gør os umage for børnene. Det er en kæmpe del af det, når man ser tilbage på sin barndoms jul.

Jeg elsker at lave nissedrillerier og lægge sedler til børnene og se glæden, overraskelsen og begejstringen i deres øjne.

Anna_Backe
Anna_Backe
Anna_Backe
Anna_Backe
De fine kaffekopper fra Royal Copenhagen kommer frem til jul. Julekuglerne og sølvlysestager er vintage, og kanden er af Henning Koppel fra Georg Jensen.

Artiklen blev udgivet i femina uge 49, 2023.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også