Træning og kost
30. november 2017

Derfor kan en gåtur gøre underværker for din sundhed

Løb kan være en udfordring for dem, der ikke er vant til at dyrke motion, og her er en gåtur et meget bedre alternativ, da det ikke belaster kroppen i så høj grad
Af: Gitte Holm, redigeret af Charlotte Hallbæck
gåtur

Foto: Pantherstock + PR

Vil du gerne holde dig sund, men tænder du hverken på idéen om lange løbeture eller en time i spinninglokalet, så er det godt nyt til dig. Noget så simpelt som en god gåtur kan gøre underværker for din sundhed. Det siger træningsekspert Birgitte Nymann.

Sundt for alle

- Når du går, kommer tusindvis af dine muskelceller på arbejde, og du bruger næsten lige så meget energi på at gå en kilometer, som du gør, når du løber en kilometer. Det anbefales, at du som minimum går 10.000 skridt om dagen, og det er noget, som langt de fleste kan holde til. I modsætning til f.eks. løb belaster du nemlig ikke kroppen i særlig høj grad, når du går, forklarer Birgitte Nymann.

LÆS OGSÅ: Sådan skjuler du mormorarmene nemmest

Når vi tænker på vægttab og sundhed, forbinder vi det ofte med løb. Løb er en sund og effektiv motionsform, men det er bare ikke alle, der kan holde til det – eller alle, der har lyst til at løbe, for den sags skyld.

- Når du løber, modtager kroppen en belastning, der svarer til tre til seks gange din kropsvægt, mens belastningen ved gang kun er omkring to til tre gange kropsvægten. At løbe kan især være udfordrende for mennesker, der har et stillesiddende job, og som ikke har dyrket motion i særlig belastende grad i lang tid. Kroppens sener, muskler og led er i de fleste tilfælde slet ikke stærke nok til at klare den store belastning, og det kan føre til betændelsesskader, ømhed samt muskel- og ledskader, siger Birgitte Nymann.

LÆS OGSÅ: Er du træningsafhængig? Test dig selv

Giv dig selv en udfordring

https://imgix.femina.dk/1433-derfor-skal-du-passe-birgitte-nymann.jpg

I takt med at den fysiske form bliver bedre på gåturene, er det en god idé at udfordre sig selv på turene. Enten ved at gå længere eller ved at øge intensiteten., råder træningseksperten.

- Når du mangler en udfordring på dine gåture, kan du presse dig selv lidt ved at tage en god rygsæk med relativt tungt indhold på ryggen. Start med et par vandflasker, og pak så et par bøger, efterhånden som du kommer i bedre form, forklarer Birgitte Nymann.

Skal hele kroppen udfordres, kan du også vælge at integrere træningsøvelser undervejs på din gåtur.

- Det er også vigtigt at få trænet musklerne, og der er masser af muligheder for at kombinere gåturen med et par simple øvelser. Find en bænk eller et væltet træ og lav armstræk, stop op og lav 20 squats, eller gå 100 meter med elefantskridt. Brug fantasien og prøv dig frem, men lyt til din krop. Det vigtigste er, at du kommer ud og får rørt dig, siger Birgitte Nymann.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer du af med dine problemområder

Læs mere om:

Læs også