Skammer du dig (også) over forbudte følelser?

ELLEN HILLINGSØ: ”Jeg syntes virkelig, det var synd for mig” For nylig sad Ellen fast i hullet på en måde, hun kalder ”helt ude af proportioner”. Hun havde sagt ja til at være med i et teaterstykke og til at tage på en kort turne, men stykket var så stor en succes, at turneen blev udvidet til flere uger. – Jeg syntes virkelig, det var synd for mig, at jeg skulle undvære min mand og mine børn så længe, men så stod jeg jo pludselig der på en scene i Jylland og kunne se, hvor glade folk var. De sagde: ”Vi er vant til at se dig på film og i fjernsynet, hvor er det dejligt at se dig i virkeligheden.” Og så forstod jeg se, at det ikke bare handlede om mig, og hvad får jeg. Næh, den skulle vendes om til: ”Hvad kan jeg give?” Få prioriteterne i orden Det handler om selvmedlidenhed – en følelse, der ifølge Ellen er noget æresløst over. - Sorg og vrede er flotte følelser. Selvmedlidenhed er mere i kategori med misundelse eller forfængelighed. Er du alvorligt syg eller i sorg, er det forståeligt, at du har ondt af dig selv, og så er det ikke sikkert, det hjælper at tænke på, hvordan de har det i Syrien. Handler selvmedlidenheden derimod om, at du fylder 50, eller ikke har råd til en ny bil, så er det vigtigt at få prioriteterne i orden, understreger hun. Anerkend følelsen Ellen mener dog, at det er vigtigt at anerkende og acceptere følelsen af selvmedlidenhed – og derefter løfte perspektivet. - Hvis dit barn siger: ”Jeg er bange, der er en trold under sengen”, nytter det jo heller ikke, at du svarer: ”Pjat med dig, der findes ikke trolde”. Du er nødt til at sige: ”Jeg kender godt til at være bange, men der er ingen trold under sengen.” Det er jo en form for krise, og kriser er i virkeligheden et signal om, at man skal ændre noget. Det handler om et dybere behov, der ikke er opfyldt. Vi taler så meget om at skabe vækst i samfundet, men den form for vækst, jeg tror, vi har mest behov for, er en indre vækst. Livet er sårbart. Det skal gå op for os, at meningen med livet ER livet. TAMMI ØST: ”Selvhad er en social forstyrrelse” Som barn kunne Tammi Øst stå foran spejlet og tænke: ”Hvorfor har Gud givet mig den grimme krop. Hvorfor skal jeg se sådan ud?” Det var selvhadet, der var på spil, den hær af dæmoner, som stadig kan finde på at angribe hende. – Selvhad er en oprigtig følelse af at være et dårligt menneske, af at have lyst til at straffe sig selv, forklarer Tammi, der er smerteligt bevidst om, at dæmonerne er skabt af hende selv og hendes historie. Tammis forældre blev skilt, da hun var lille. Hendes far trak sig. Hendes mor drak for meget. Det samme gjorde den nye stedfar, og indtil Tammi som 15-årig flyttede hjemmefra, var hverdagen fyldt med druk, slagsmål og utryghed. – Det gjorde mig vred, men jeg har aldrig været god til at konfrontere andre. I stedet vendte jeg vreden mod mig selv, så virkede den også mindre farlig. I terapi I mange år betød selvhadet, at Tammi i perioder havde svært ved at holde sit eget selskab ud. Sådan er det ikke længere. – Jeg har arbejdet meget med mig selv, været i terapi og lært at meditere, hvilket jeg gør dagligt. Jeg har også gjort det til en disciplin hver dag at minde mig selv om, hvor godt jeg har det. Når dæmonerne angriber Tammi Øst, er det nu mest om natten. – Mit søvnmønster har aldrig været særlig godt, nok fordi jeg som barn var så meget alene og havde en konstant følelse af, at skulle være på vagt. Når jeg så ligger vågen, står dæmonerne der pludselig som en krigsførende nation og siger: ”Hvorfor er du så misundelig?”; ”Hvorfor konkurrerer du så meget?”, eller: ”Hvorfor behandler du andre mennesker så dårligt?” Det er en social forstyrrelse. Jeg har aldrig haft nemt ved at være sammen med andre mennesker i sociale sammenhænge og føler mig let akavet. Men det er vigtigt at understrege, at jeg jo ikke hader mig selv hele tiden. Det kommer i en slags anfald, og det meste af tiden fylder lyset og glæden jo meget mere.