Tater
Samfund

Vi fortæller aldrig chaufføren den præcise adresse, lyder det. Så bliver vi lukket ind i den topsikrede ejendom

3. maj 2024
Af Siri Franceschi
Foto: Emilie Lærke
Vold og hadtale er hverdag for LGBT+-personer i Armenien, der kun kan forsamle sig i topsikrede og hemmelige ejendomme af frygt for at blive afsløret.

Vi er blevet fortalt, at en fyr ved navn Alen vil stå klar, når vi ankommer.

Rejsen til det nordlige Armenien er næsten rørende smuk. Hvidklædte bjergtinder og endeløse græssletter, små landsbysamfund og fårehyrder, men efter to timers dødskørsel med en sms-skrivende chauffør, er vi lettede, da vi endelig svinger ind på en støvet rasteplads, og en vinkende Alen står klar til at vise os vej til byens eneste samlingssted for LGBT+-personer.

– Vi fortæller aldrig chauffører den præcise adresse, fortæller Alen, der arbejder i organisationen Pink Armenia, der står for at fremme og sikre LGBT+-personers rettigheder i lokalsamfund rundt om i Armenien.

– Det er simpelthen for farligt, tilføjer han, mens han fører os gennem små gader, forbi klaner af bidske gadehunde og hen til en neutralt udseende bygning, der huser organisationens nye kontor.

Her banker Alen på døren ad to omgange, hvorefter den langsomt åbnes og en række af smilende ansigter, blåt hår og vajende LGBT-flag kommer til syne.

– Velkommen indenfor, siger Miren, indehaver af det blå hår, der ligesom Alen arbejder for en lokalafdelinge af Pink Armenia.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07542-1.jpg
På samlestedet kan LGBT+-personer føle sig trygge for den diskrimination, der ellers hersker i det armenske samfund.

Hun peger på diverse sikkerhedsforanstaltninger – overvågningskameraer og kodesystemer – mens hun viser rundt, og fortæller, hvorfor de netop har været nødsaget til at flytte lokaler for tredje gang på blot få år.

– En far til en af vores brugere fandt ud af, hvor vi havde adresse og sendte politiet efter os. Han fortalte alle, at vi lærte hans søn at være homoseksuel, og fik politiet til at stalke og forfølge alle vores brugere.

– Vi håber, at vi en dag kan have et åbent kontor, men som situationen er nu, er det umuligt. Homofobien her i byen ekstrem, siger Miren.

Moderland

I september 2023 indledte Aserbajdsjan en militær offensiv i den selvstændige enklave Nagorno-Karabakh, også kaldet Artsakh, der historisk har været befolket af etniske armeniere, selv om den geografisk ligger i Aserbajdsjan.

Det udløste hårde kampe, flere hundrede blev dræbt og over 100.000 fordrevet.

Krigen og flygtningekrisen har skabt en ny virkelighed i Armenien. Regeringen opfordrer kvinder til at få flere børn, så de kan få flere soldater. Den øgede militarisering fører til mere vold mod kvinder og minoritetspersoner, og oveni det står en hel befolkning og skal finde sig til rette i et nyt liv.

femina har besøgt det lille land på kanten af Europa for at forstå, hvilke konsekvenser krigen har haft.

Desværre er det ikke kun tilfældet i denne by. Diskrimination, vold og hadtale mod LGBT+-personer er et udbredt fænomen i hele Armenien, og landet ligger i den absolutte bund, når det kommer til at sikre LGBT+-personernes rettigheder på verdensplan. Det viser en statusrapport udarbejdet af ILGA Europe, der siden 1997 har kortlagt LGBT+-personernes rettigheder i Europa og Centralasien.

Alene i 2022 og 2023 blev 150 tilfælde af fysisk, psykisk og seksuel vold begået mod LGBT+-personer dokumenteret, foruden et stort mørketal.

I marts sidste år angreb maskerede mænd to transkvinder på gaden, i juli livestreamede en mand sit overgreb mod en transkvinde, og den 20. august blev den 28-årig transkvinde Adriana dræbt i sit hjem, hvorefter gerningsmanden satte ild til hendes lejlighed.

Efterfølgende hyldede flere mordet på de sociale medier og opfordrede til død over alle transpersoner.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07216-1.jpg
Der bliver ofte afholdt workshops og aktiviteter for de unge på samlingstedet.

– Krigen har også gjort volden værre, fortæller Hripsine Kizogyan, der er administrerende direktør i Pink Armenia, med henvisning til Aserbajdsjans angreb på enklaven Nagorno-Karabakh i september 2023, der førte til massefordrivelsen af over 115.000 etniske armeniere.

– Folk fra Nagorno-Karabakh er generelt mere konservative, de bor typisk mange mennesker sammen, og vi ser, at særligt mindreårige LGBT+-personer bliver udsat for vold i hjemmet, hvis familien finder ud af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Generelt er volden i samfundet steget som følge af krigen, og dertil kommer en øget spredning af desinformation og opfordring til vold på sociale medier, særligt mod LGBT+-personer.

I en video på TikTok, der har fået mange tusinde visninger, opfordrer en mand blandt andet folk til at hjælpe med at befri hovedstaden Jerevan for homoseksuelle.

I Pink Armenia har man flere gange oplevet konsekvensen af hadtalen på de sociale medier.

– I 2020 blev alle vores medarbejderes oplysninger lagt ud på Telegram med en opfordring til at begå vold mod os, siger Hripsine Kizogyan.

Det førte til både trusler, stalking og chikane, men selv om Pink Armenia meldte sagen til politiet, blev den videre efterforskning henlagt med den begrundelse, at politiet ikke kunne finde de skyldige.

– Jeg har selv modtaget trusler og fået at vide, at jeg ikke hører til i Armenien, at jeg burde forsvinde, og at der ikke findes homoseksuelle. Vi oplever diskrimination hver eneste dag – både fra folk på gaden, fra politiet og politikere, siger Hripsine Kizogyan.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07305-1.jpg
Miren har været med til at grundlægge samlingsstedet. Hun er vokset op i et indremissionsk miljø, hvor det at være homoseksuel bliver opfattet som en stor synd.

Den voldsomme diskrimination er også en af grundene til, at de få safe spaces, som det her, er så vigtige, fortæller Alen.

– Jeg har lige så meget brug for det her sted, som jeg har brug for vand og luft.

– Ja, nikker Miren, der har været med til at opstarte lokalafdelingen.

– Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne trække vejret.

Selv kommer hun fra en dybt religiøs familie i et af de nordlige landdisktrikter. Armenien er ifølge historien verdens første kristne nation, og hele 93 procent af befolkningen bekender sig til den Armenske Apostoliske Kirke, hvor mange anser homoseksualitet for at være en synd.

– Jeg var 15 år, da jeg fandt ud af, at jeg godt kunne lide piger, siger Miren.

På det tidspunkt havde hun aldrig hørt om udtryk som lesbisk eller queer før, og derfor troede hun også i lang tid, at hun var den eneste i verden, der havde den slags følelser.

– Jeg skammede mig så meget, fordi jeg troede, det var en synd. Hver dag gik jeg i kirke for at bede Gud om at heale mig.

Flere af Mirens venner forsøgte også at “heale” hende, da hun fortalte dem om “sin tilstand”.

– Min bedste ven tog mig flere gange med i kirke i forsøg på at gøre mig heteroseksuel, men da hun fandt ud af, at hun ikke kunne ændre på mig, skar hun mig fra. Alle mine venner vendte mig ryggen, det var meget traumatiserende.

Af samme grund har Alen aldrig fortalt sin familie eller sine venner om sin seksualitet.

– Jeg ville blive nødt til at forlade landet, hvis jeg stod frem som den, jeg virkelig er, fortæller han.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07228-1.jpg
Queerkollektivet FemLibrary forsøger at fremme viden om feminisme og queerrettigheder gennem workshops og events i hele Armenien.

På kontoret er det blevet tid til en workshop.

Queer-kollektivet FemLibrary er kommet forbi for at lære de unge at lave zines; små collageværker, der ofte rummer et politisk budskab. Med sig har de mængder af avisudklip, glitrende magasiner og paroler om patriarkatets fald.

– Vores kroppe, sind og helbred er blevet dikteret og ødelagt af patriarkatet. Vi vil frigøre os, vi vil skabe nye narrativer, nye muligheder, siger Arpi Balyan fra FemLibrary, mens hun introducerer, hvordan zines kan bruges som en nem og billig form for aktivisme.

22-årige Tatar bladrer igennem en zine om seksualitet. Hun var 19 år, inden hun hørte ordet queer for første gang. I dag identificerer hun sig som panseksuel.

– Jeg var i chok, da jeg fandt ud af, at der var andre ligesom mig, siger hun.

– Jeg troede, at jeg var en person, der aldrig kom til at elske. Jeg følte, at jeg levede i mit eget fængsel, indtil jeg fandt ud af, at der findes mange andre måder at gøre køn og seksualitet på.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07098-1.jpg
22-årige Tater føler sig ikke tryg derhjemme. Hun ville ønske, at der fandtes et sted for LGBT+-personer, som havde døgnåbent.

Siden sin opdagelse er hun kommet på kontoret hver dag. Hun er den første, der kommer, når de åbner, og den sidste, der går hjem. Hun føler sig ikke tryg derhjemme, og hendes familie vil ikke forholde sig til, at hun identificerer sig som queer.

– Jeg prøvede faktisk at fortælle dem det, men de talte bare videre om andre ting. Det er nemmere for dem at ignorere det end at forholde sig til det.

Tatars bedste ven Erik kommer balancerende med en kop kaffe, som han smilende overrækker hende. Han er ikke selv queer, men en allieret, som han kalder det, og synes, kontoret er et af de bedste steder i byen.

– Her kan alle få lov til at være dem, de er, siger han.

– På gaden bliver folk råbt af og diskrimineret, hvis de ser anderledes ud. Folk synes, at det at være homoseksuel eller queer er forkert.

Tater finder et godt motiv til forsiden af sin zine og begynder ivrigt at klippe. Erik deler kager og krammere ud.

– Er det okay, hvis jeg tænder lidt røgelse, spørger Miren, hvortil alle nikker samstemmende.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07302-1.jpg
Kontorets adresse er hemmelig for at sikre brugerne. Oftest lærer folk det at kende gennem venner eller bekendte, men Pink Armenia forsøger også at gøre opmærksom på det gennem klistermærker og plakater rundt om i byen.

– Jeg ville ønske, man kunne bo her, siger Tater, da hun er færdig med at klippe. Sammen med Erik og en anden har hun anrettet sig i en stor sækkestol, så mængder af arme og ben ligger indfiltret i hinanden.

– At komme her giver mig chancen for at føle mig tryg og fri.

Nagorno-Karabakh

I 1923 etablerede Sovjetunionen Nagorno-Karabakh som et autonomt område inden for Aserbajdsjans grænser. På det tidspunkt var regionen hjemsted for en 95 procent etnisk armensk befolkning.

I 1988 brød den første krig over Nagorno-Karabakh ud mellem Armenien og Aserbajdsjan. Den kostede over tredive tusinde ofre og flere hundrede tusinde blev ledt på flugt. Krigen sluttede i 1994, da Armenien havde fået kontrol over Nagorno-Karabakh, der efterfølgende blev erklæret en uafhængig stat.

I 2016 brød voldsomme kampe ud igen, indtil parterne efter fire dage indgik en våbenhvile.

I slutningen af september 2020 startede endnu en krig, hvor flere end 7.000 soldater og civile blev dræbt. Efter seks ugers kampe fik Rusland forhandlet en aftale, hvorefter russiske fredsvagter blev sat til at overvåge området. På det tidspunkt havde Aserbajdsjan erobret to tredjedele af det samlede territorium.

Den 23. april 2023 iværksatte Aserbajdsjan en blokade af Nagorno-Karabakh, hvilket udløste en humanitær krise. Få dage efter blokadens ophør, den 19. september 2023, indledte Aserbajdsjan en ‘antiterror-offensiv’ i Nagorno-Karabakh, hvor omkring 200 blev dræbt. Efter blot en dags krigshandlinger, indgik parterne en våbenhvile, hvorefter den tilbageværende befolkning blev drevet på flugt. Den 1. januar 2024 blev Nagorno-Karabakh officielt opløst.

Kilder: Global Conflict Tracker, International Crisis Group, Foreign Policy, Den Store Danske.

Diskriminationen mod LGBT+-personer i Armenien er ikke blevet mindre trods et udtalt pres på landets politikere fra en lang række organisationer såsom Pink Armenia.

Det viser både en rapport udarbejdet af Pink Armenia i 2022 samt en rapport om universelle menneskerettigheder lavet af Amnesty International for 2022/23.

I 2021 anbefalede Europarådets komité for ligestilling og antidiskrimination den armenske regering at styrke lovgivningen mod diskriminationen af LGBT+-personer, men uden resultat.

Det betyder blandt andet, at hadforbrydelser begået mod LGBT+-personer fortsat ikke anses som en kriminel handling, der kan retsforfølges.

https://imgix.femina.dk/2024-05-02/DSC07679-1%5B1%5D.jpg
Alene i 2022 og 2023 blev 150 tilfælde af fysisk, psykisk og seksuel vold begået mod LGBT+-personer dokumenteret.

– Had mod LGBT+-personer bliver eksplicit brugt som politisk propaganda, fortæller Hripsine Kizogyan.

Alligevel ser hun visse positive takter, når det kommer til at sætte politisk fokus på LGBT+-personernes rettigheder.

– Jeg synes, det er blevet bedre de sidste 10 år. Regeringen er mere venligt indstillet, og vi forsøger at samarbejde med nogle af de kvindelige ministre. Men det går langsomt, og der er lang vej igen, slutter hun.

Af sikkerhedsmæssige årsager er visse efternavne i artiklen undladt. Navnene er redaktionen bekendt.

Læs også