Den ældste i søskendeflokken er klogest
En stor undersøgelse af 11.690 skotske børn har vist, at IQ'en i gennemsnit falder med ca. ét point mellem første og andet barn i en søskendeflok - og med hele 2,3 point mellem andet og tredje barn.
Det skyldes, at forældrene er bedre til at stimulere den førstefødte, vurderer professor i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, Erik Lykke Mortensen.
- Man ved, at sproglig stimulering er vigtig, og barn nummer ét bruger forældrene en masse tid på at tale med og stimulere. Inden for to år kommer så barn nummer to, som ikke får lige så megen opmærksomhed, siger han til Information.
IQ ikke kun genetisk bestemt
Erik Lykke Mortensen bakkes op af Petter Kristensen, der er professor på National Institute of Occupational Health i Oslo. Han har analyseret norske IQ-tests ved værnepligtiges session og er kommet frem til samme resultat.
- Det er familiemiljøet, der har betydning. Det handler om forældrenes støtte og ressourcerne i familien, siger han og udelukker dermed, at IQ udelukkende er genetisk bestemt.
Sæt tidligere ind med sprogtræning
Erik Lykke Mortensen mener, at man i lyset af undersøgelsernes resultater bør se mere på den sproglige stimulering af småbørn:
- Vi har i Danmark en tradition for, at børn skal lege og have megen fritid. Vi starter også sent i skole sammenlignet med mange andre lande, og det kan der være gode grunde til. Men hvis fokus er på børnenes intellektuelle udvikling, er det noget, man burde se kritisk på, siger han.
Læs også:
13 måneder gammel pige kan læse