6 gode råd til den sammenbragte familie
foto: Vanna Envall
1. Tal om jeres grænser
Vær opmærksom på, at I har hver sine grænser i den nye sammenbragte familie, både mand, kvinde og børn. Vær ikke bange for at tale om, hvor jeres grænser går, uanset om det gælder bordskik, sengetider eller voksentid, men hav respekt for hinanden, når I giver udtryk for jeres ønsker til samværet. Lad for eksempel være med at irettesætte børnene irritabelt, hvis de bryder familiens regler. Tag i stedet en afslappet snak, hvor I fortæller om, hvordan I har brug for, at det er. Børn kan sagtens finde ud af, at der bliver sat personlige grænser.
2. Sæt jer i hinandens sted
Føl dig ikke forpligtet til at elske din nye kærestes børn, men hvis du ikke selv har børn, er det afgørende, at du gør en indsats for at sætte dig ind i, hvilket niveau hans eller hendes børn er på i deres udvikling. Hvis man kræver, at en treårig bliver siddende ved bordet, til alle har spist, er man på et skråplan.
3. Tag ikke noget personligt
Tag det ikke personligt, hvis din nye kærestes børn ikke kommer dig i møde i den første tid. Det er ikke personligt, børn kan bare have brug for tid til at lære nye mennesker at kende.
4. Tal om frustrationer
Det er i orden at have frustrationer over, at man må opgive sine drømme om det perfekte familieliv og i stedet skulle trækkes med en hverdag, der i et vist omfang kontrolleres af ens egen eller kærestens ekskone eller eksmand. Men sørg for at tale om dine frustrationer og giv dem luft, så de ikke bliver sat ind på en martyrkonto og vokser ud af proportioner.
5. Giv plads til sørgmodighed
Giv dine børn rum til at sørge over tabet af deres kernefamilie, og accepter det, hvis et nyt barn i familien kan være svært for dem. Du kan sige: 'Jeg tænker, du synes, det er svært, at jeg er så glad for lillebror, og måske kunne du godt tænke dig, at det var sket hjemme hos mor, og det er ok'. Spørg ikke om alt muligt eller forklar dem, at alt bliver godt en gang. De skal have lov til at være i det. De skal ikke mere i Zoologisk Have af den grund, bare have omsorg og kærlighed og inviteres til at være der for den lille nye.
6. Bland jer ikke i hinandens regler
Lad være med at blande dig i, hvordan din eksmand eller ekskone stiller reglerne op i sit hjem. Jeg plejer at sige til de fraskilte parter, jeg har i terapi, at han er konge i sit kongerige, og hun er dronning i sit. De kan ikke bestemme noget ud af over grænserne for deres eget kongerige. Ofte går man fra hinanden på grund af kampe om praktiske ting, og hvis man fortsætter de kampe efter skilsmissen, taber alle på det.
Læs også:
Bliv en bedre bonusmor
Tegn på søskendejalousi
Sådan undgår du søskendejalousi
Skilsmisse: Der var engang en familie