Skal han holde bordskik?
Vi diskuterer vores treårige søns bordmanér. Det er tit svært at få ham til at komme hen og sætte sig til bords, når vi skal spise aftensmad. Herhjemme tager vi konflikten og siger, at han skal komme ud og sidde ved bordet, han behøver ikke spise noget, hvis han ikke er sulten, og han får lov til at rejse sig, når han er færdig med at spise, da vi ikke mener, at man kan tvinge en treårig til at holde bordskik, til de voksne engang er færdige. Og det viser sig altid, at når først han sidder der, så spiser han også godt. Vores problem er så, når vi er ude hos familie og venner til middag. Hvis han er i gang med at lege, gider han ikke komme til bords, når maden bliver serveret. Af to onder tager vi så konflikten og tvinger ham til bords. Hvis vi virkelig ikke kan få ham til at blive ved bordet, finder vi en "skammekrog" f.eks. en trappe, hvor han skal blive siddende, til han gider komme ind til bordet og sidde. Der går som regel ikke så lang tid, så kommer han. Men vores diskussion går på, om det måske ikke er bedre at undgå konflikten og lade ham lege, hvis han siger, at han ikke er sulten, hvis bare vi siger, at han så ikke får noget mad, for det er nu, der bliver serveret. Men jeg mener, at det er uhøfligt over for dem, man er gæst hos, når man ikke får sit barn ind til bordet under spisningen. Men det er jo også uhøfligt og irriterende at skulle ødelægge den hyggelige stemning, som værterne har skabt, ved at man tager konflikten med sit barn. Min veninde mener ikke, at man kan tvinge et barn til bords, når det kun er tre år. Har I nogle råd hertil, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste forælder til en treårig, der er i dette dilemma, og det virker som en falliterklæring som forælder, hvis man skal spørge værtsparret om deres holdning, vi vil jo gerne være konsekvente.
Malle
Kære Malle
Treårsalderen er en spændende alder med masser af udfordringer til både barn og forældre. Det er alderen, hvor barnet viser sin egen vilje og ustandselig afprøver, om dette nu også er tilladt. Barnet afprøver også hvilke metoder der er anvendelige, hvis man vil have sin vilje gennemført.
For forældrene ligger udfordringen i, på den ene side at lade barnet erfare, at det har ret til at have sin egen vilje og få den gennemført, og på den anden side at sætte grænser for, hvad der er acceptabel adfærd.
Jeg synes, det er godt, at I er konsekvente over for jeres søn med hensyn til bordmanerer, og jeg er helt enig i, at man ikke skal tvinge små børn til at sidde længere ved bordet, end til de er færdige med at spise.
Det man skal lære sine børn, er vores madkultur. Det betyder, at familien sætter sig omkring bordet, når det er spisetid, og denne kultur gælder både til dagligt, og når der er gæster. Når barnet erfarer og føler sig sikker på, at sådan er reglen altid, så bliver der ro omkring spisebordet.
Det kan godt være, at den hurtige løsning uden konflikt kan være god i visse situationer, men på længere sigt er den dårlig. Barnet vil blive usikker på, hvornår reglen er gældende, og det vil forlænge perioden, hvor reglen afprøves.
I har erfaret, at jeres søn spiser godt, når han endelig kommer igang, så han må jo trænge til mad på det tidspunkt. Får han lov til at slippe for at spise, når I har gæster, så får I blot en konflikt senere på aftenen, fordi hans krop er træt og mangler energi, og hans blodsukker er lavt, en tilstand der som regel resulterer i sure og usamarbejdsvillige børn.
Et barn, der selv får lov til at bestemme hvornår det vil spise, har dermed fået ansvaret for sin kost, et ansvar en treårig er alt for lille til at varetage. Leger børn godt, ja, så glemmer de at lytte til kroppens signaler om, at den mangler mad - sådan er børn bare af natur.
Benedikte Hertel, sundhedsplejerske