Min fødsel: "Jeg ville gøre det otte gange igen"
foto: Privat
Jeg var gået 12 dage over termin, da vi kom ind på hospitalet. Klokken var ni om morgenen. Jeg glædede mig til at møde vores dejlige dreng, så på det tidspunkt føltes ventetiden virkelig lang. Forinden havde jeg fået løsnet hinder for at sætte fødslen i gang. Jeg var to centimeter åben og havde gode plukkeveer, og baby havde i lang tid stået meget langt nede i bækkenet.
Der var ikke nogen fødestue klar, men jeg fik et par ve-stimulerende piller, og et par timer senere tog de vandet. 10 minutter efter havde jeg rigtig gode veer, men da der stadig ikke var en ledig fødestue, stod vi og ventede på fødegangen. Jeg havde set helt vildt frem til at føde og har i det hele taget været meget positivt indstillet på fødslen.
Ved 18-tiden havde jeg åbnet mig syv centimeter. På det tidspunkt fik jeg kraftig pressetrang, men det var for tidligt at presse. Da klokken var 20.15, og jeg var 10 centimeter udvidet, kom jeg efter eget ønske ned i en fødestol, men jeg kunne ikke få ham ud, fordi min blære var fyldt. Jordemoderen tømte min blære med et kateter, og baby roterede færdigt, så han stod rigtigt.
Det var vildt, da jeg kunne mærke hans baghoved mellem mine ben - lige så blødt som et blødkogt æg. Hans hjertelyd faldt lidt, så jeg skulle op og ligge i sengen, så de kunne køre en CTG-kurve på mig. På det tidspunkt snakkede jordemoderen om at tage ham med sugekop. Det ville jeg meget gerne undgå. I sengen kunne jeg ikke mærke veerne, så jeg pressede uden om veerne, for jeg ville bare have ham ud nu. William blev født klokken 20.59, og jeg tog selv imod min baby, som vejede lidt over fire kilo.
På intet tidspunkt var jeg bange eller utryg, fordi jeg vidste præcis, hvilken fase jeg var i. Jeg synes ikke, det gjorde ondt - det var en god følelse, fordi jeg vidste, hvad der skete. Jeg bevarede roen under hele fødslen, og min mand var en supergod støtte undervejs. Han var rolig, fordi han kunne se, at jeg havde det godt.
Det var virkelig stort selv at tage imod min lille baby. Jeg havde overskuddet til at være med i alle faser af fødslen, og det gav mig en fantastisk oplevelse. Det gjorde ondt bagefter, fordi jeg skulle sys. Men der havde jeg min lille nye baby i armene, så det var OK. Jeg sagde til min mand lige efter fødslen, at jeg gerne ville gøre det otte gange igen. Det var virkelig en fed oplevelse.
Blå bog
- Nikoline Munk Svit, 25 år.
- Bor i Horsens og studerer til veterinærsygeplejerske.
- Er gift med Lars, der er sælger.
- Mor til William på 1 år.
- Fødte på Skejby Sygehus.