Min fødsel: "Jeg følte mig meget tryg"
foto: Privat
"Jeg havde haft murren i maven siden torsdag, men natten til mandag sov jeg virkelig godt. Da jeg vågnede om morgenen, fik jeg tre små-veer på en halv time. Min kæreste tog på arbejde, men lovede at holde øje med telefonen. Så ringede jeg ind til fødegangen på Hjørring Sygehus. Jordemoderen sagde, at det lød, som om det kun var plukkeveer. Så gik jeg i bad og hvilede mig på sofaen. Men efter et par timer gjorde det så gjorde ondt, at jeg ringede til jordemoderen igen."
Her kan du finde pakkelisten til fødegangen
"Da min kæreste kom hjem, kørte han os til hospitalet. Jeg kom ind på fødegangen klokken 14.30, og så kørte de CTG på mig, der måler barnets hjerterytme og veerne. Jordemoderen mente stadig kun, det var plukkeveer, men da jeg var på vej på toilettet, gik vandet. Da jordemoderen mærkede på mig, var jeg ni centimeter åben. Så jeg kom ind på fødestuen med det samme. Jeg kom op i et badekar, men så faldt barnets hjertelyd på grund af det varme vand, og jeg kom op igen. Min søn lå forkert i bækkenet, så jeg skulle op og stå. Jeg var egentlig overrasket over, at jeg klarede det så godt og kunne følge jordemoderens instruktioner. Jeg følte mig meget tryg undervejs."
Guide til den gode fødselshjælper
"Jeg fik ingen presseveer, så jeg fik et ve-drop, som kunne sætte fødslen i gang. Jeg stod op, og så gik der en halv time fra den første presseve kom, til han var ude. Min søn blev født klokken 20.50, og jordemoderen sad på en skammel bag mig. Jordemoderen tog imod ham og så rakte hun ham til mig. Min søn var så fin, og jeg havde bare travlt med at kigge på ham og begribe det."
"Under fødslen holdt jeg øje med min mand, som ikke har det så godt med hospitaler. Han tog det ret flot og nussede mig, når jeg havde brug for det. Han var stolt af mig, men han sagde bagefter, at han næsten ikke kunne kende mig, fordi jeg var så fokuseret og ikke til at snakke med. Men da jeg havde født, var jeg utrolig stolt og glad."
"Jeg havde været meget nervøs inden og havde siddet og grædt nede hos jordemoderen, fordi jeg var så nervøs. Jeg har set en del fødsler i 'De Unge Mødre' og 'Hjælp, vi skal føde', og det blev jeg faktisk mere skræmt af. Men veerne var ikke så slemme, som jeg havde frygtet. Det var en helt vildt god fødsel. Det var næsten værre, da jeg skulle syes bagefter."