Opskriften er en del af en komplet julemiddag - her får du opskriften på and med svesker & appelsin
6 personer
Appelsinglaseret and
1 and (allerhelst en lille øko-én af slagsen) ca. 2,8 kg
10 nelliker
3 økoappelsiner
75 g svesker, halverede
50 g blødt smør
flagesalt
And med svesker- Sådan gør du:
Tjek anden for fjerrester, og klip gerne lidt af fedtet fra ved gumpen, hvis den er meget fed.
Sæt nellikerne i de to af appelsinerne. Skær dem i kvarter, og kom dem ind i anden sammen med sveskerne.
Riv skallen på den sidste appelsin fint, og bland den med smørret.
Pres saften af appelsinen over anden, gnid den med smørret, og drys med salt.
Luk anden til med lidt kødsnor eller en kødnål.
Sæt anden på en rist med en bradepande under. Sæt den ind i en kold ovn, og tænd ovnen på 150°. Lad anden stege i 3-3½ time.
Tjek ved låret, om den er færdig. Låret skal løsne sig fra resten af fuglen. Hvis skindet ikke er helt sprødt, kan du skrue helt op for ovnen og afslutte med grill de sidste minutter - hold øje med den, for det går pludselig hurtigt.
Lad anden trække i 15-20 minutter, inden du skærer den.
TIP: Du kan selvfølgelig også holde dig til at fylde anden med svesker og æbler. Det slår aldrig fejl