Prægtige Precious

En film om en mega overvægtig, misbrugt, sort taberteenager i Harlem i 1987 har vist sig at være en af de helt store filmoverraskelser. "Precious" har allerede fået et hav af priser, og tippes lige nu højt i Oscarsammenhænge. Ikke kun fordi den har stjerner som Mariah Carey - i en helt og aldeles uglamourøs rolle som socialrådgiver på hårdt menneskeligt arbejde - og Lenny Kravitz - som charmørsygeplejer - på rollelisten. Men fordi det er en underspillet, gribende, nærmest objektiv og stilfærdig beskrivelse af pigen Precious' sejge kamp for at få et liv. På trods af alt simpelthen. Da vi møder Precious (Gaborey Sidibe) venter hun sit andet barn med sin far, moderen (Mo'Nique) er derfor jaloux på hende og terroriserer hende. Hun bliver smidt ud af skolen, men en lærer får placeret hende i en særskole sammen med en gruppe piger, hvis liv også er temmelig rodede. Og herfra begynder det at lysne for Precious. Hun har kampvilje, hun giver aldrig op, selv om det ser mere end kulsort ud for hende. Når man beskriver Lee Daniels' film lyder det som noget, der bare - gab! - er alt for meget. Men når man ser den, så er det helt utroligt, hvor meget man sluger uden at få kvalme. Det er rå socialrealisme, også i sine virkemidler. Den kræver ikke at vi græder og fortvivles, den fortæller en historie, som den lader hvile i sig selv. Instruktøren stoler på historiens bærekraft i sig selv, og med god grund. Derfor er "Precious" virkelig en fantastisk stærk film om hvor stærkt et menneske kan være - med den rigtige, kærlige opbakning fra omgivelserne.

5 F'er