Se, lyt & oplev
24. maj 2011

Tre gode bøger, du skal læse

Sommertid er bog-tid, og Julia Lahme guider dig her til tre gode af slagsen. Så du skal bare lægge dig godt til rette i hængekøjen eller sætte dig på en bænk i parken
Af: af Julia Lahme
https://imgix.femina.dk/media/79e1b55f70cc49f5a325a60dcb8523ab.jpg

Skideballe fra en modstandsmand
Den lille pamflet Gør oprør (Tiderne Skifter) er skrevet af en 93-årig veteran fra den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig, Stéphane Hessel. Stéphane Hessel er godt og grundigt træt af at se på, at vi, som skal overtage verden, bare sidder med hænderne i skødet uden rigtig at slå i bordet, uagtet at alting er ved at gå galt med os og verden. Pamfletten, som er 38 sider kort, har solgt to millioner (!) eksemplarer på ganske kort tid i Frankrig og ligger på bestsellerlisterne i det meste af Europa.

Lun på hovedperson
Stormvarsel (Cicero) er Ann Cleeves' fjerde og afsluttende bind i serien om den spansk-skotske kriminalkommissær Jimmy Perez. Perez er fra Shetlandsøerne, og krimien tager os med hjem til hans fødeø, hvor han vil præsentere forældrene for sin forlovede. Da efterårsstormene imidlertid er på deres højeste, bliver øen hurtigt afskåret fra omverdenen. Jimmy og date er nødt til at forlænge opholdet, og så sker der selvfølgelig et mord på øen. Det er den anerkendte leder af øens naturreservat, der findes myrdet, så med øens beboere under mistanke indleder Jimmy efterforskningen. Bogen er god, dramatisk og dyster, og det er svært ikke at blive en smule lun på Jimmy. Skotsk-spansk ... (jeg nævner det bare).

Kærlighed - nu med vinger
O.k. Nu har stormen omkring Twilight lagt sig, og millioner af såkaldte "Twilight moms" (voksne kvinder, der på internettet diskuterer, hvem af heltene fra bog- og filmserien de helst vil score) har læst det sidste bind af bogen. Men fortvivl ikke. Noget nyt er på vej, nemlig australske Alexandra Adornetto med romanen Halo (Politikens Forlag), som i princippet handler om det samme: Kærligheden mellem et menneske og et overnaturligt væsen, denne gang en engel. Bogen har taget kærlighedshungrende teenagere og deres mødre med storm, så mon ikke den også indtager de danske hjem nu?

Relevante links

3 kærligheds-bøger du skal læse

Guide: 5 gode bøger om selvværd

Sæt dig godt tilrette med en bog. Køb hængestol i feminashoppen.dk

Læs også