Vintur i cosy Californien
Foto: Susanne Gustafsson
FÅ STYR PÅ VINOMRÅDERNE
Klik ind på California Wines hvor du kan finde alle vinerierne og tjekke åbningstider, og om du skal bestille tid eller bare kan troppe op - og så er siden endda på dansk!
Californiens vine er vildt populære i Danmark, og selv om vi måske stadig betragter Californien som et nyt vinland, går vindyrknings-traditionerne faktisk helt tilbage til slutningen af 1700-tallet, da spanske missionærer igangsatte vinfremstilling i landet.
Koncerter, teater & kulturliv
Californiens vinerier er meget andet og mere end steder, hvor der dyrkes druer og fremstilles og sælges vin.
På mange af de rigtig store vingårde lægges der vægt på, at de skønne naturområder kan bruges som rekreative områder, og der arrangeres både koncerter og teaterforestillinger på de store arealer, hvor alle kan komme og nyde dagen med picnickurv, børn og bedsteforældre.
VIN I CALIFORNIEN
Klimaet kan næsten ikke være bedre til at producere god vin, og et af kendetegnene ved de californiske vine er netop den altid gode kvalitet, hvad enten det gælder den lettilgængelige tilbudsvin fra supermarkedet eller de eksklusive og mere komplekse kendervine.
De næsten 100 druesorter, de mange forskellige jordbundstyper og de meget individualistiske vinavlere giver en utrolig mangfoldighed, så der er en vin til alle smagsløg - det er bare at prøve sig frem!
Vinsmagning med tapas
Du kan købe en vinsmagning alle steder, og den består typisk af 2-4 forskellige vine, evt. med lidt tapas til, og i reglen også en rundvisning. Ofte findes også en god restaurant med en af de nye upcoming kokke som chef.
Guld og grønne druer - og røde
I Murpy's syd for San Fransisco ligger Ironstone Vineyards, hvis udendørsarealer er imponerende, og indgangen er om foråret garneret af de dejligste forårsblomster i alle farver.
Udenfor kan du sågar søge efter guld, så hvad mere er der at forlange (selv om jeg nu ikke finder noget)? Til gengæld finder jeg min store vinkærlighed - druen Zinfandel - og det er jo nok så meget værd.
Både stolt og flov
Begejstringen for Danmark er både på Ironstone og de fleste andre vinerier stor, for vi aftager tilsyneladende enorme mængder californisk vin. Jeg er både stolt over, at Danmark er blevet et vindrikkende land, og lidt flov over, at vi drikker SÅ meget!
Napa County: 373 vinproducenter
Lidt nord for San Francisco ligger Napa Valley som en stor, dyb tallerken i alle mulige grønne nuancer fra de endeløse vinmarker. Og lige så endeløs er listen over dalens vinproducenter: 373 vinproducenter findes der i Napa County …
Smukkest af alle
Nordpå i Sonoma er landskabet kuperet og afvekslende i modsætning til den flade Napa Valley, og her besøger jeg også en af de skønneste vingårde, jeg har set, nemlig den fuldstændig bedårende MacMurray Ranch, som skuespilleren Fred MacMurray erhvervede i 1941, og som ligger totalt uberørt i en lille dal med vinmarker og skov til alle sider.
Det er en lille perle, som ikke overgås af nogen livsstilsmagasiner eller indretningsarkitekter, og det er ikke svært at forstå, at skuespilleren elskede stedet.
Så er der linet op til vinsmagningens kunst med spyttespand og det hele.
Det er et must at tilbringe nogle dage i San Francisco i forbindelse med en vintur i omegnen. Millionbyen byder på masser af attraktioner, fantastiske spisesteder og shopping - og selvfølgelig Golden Gate Bridge.
Læs også:
Ras al-Khaimah: En uturistet perle
Istanbul - Orienten møder Vesten