Rejser
22. oktober 2011

Tel Aviv – afslappet og cool

En storbyferie med badepauser ligger ligefor i den 100 år gamle by ved Middelhavet.
Af: Linda Danielsen Røygaard
https://imgix.femina.dk/media/941d9d0366674bbeb4e3b8b50e94d1ac.jpg

Foto: Linda Danielsen Røygaard & Colourbox

Jerusalem beder, og Tel Aviv fester, lyder en israelsk talemåde. Tel Aviv lever i nutiden og fejrer livsglæden hver dag. Det smitter af på atmosfæren, og det kan ikke undgå at påvirke én, når man bevæger sig rundt i byen.

URBANT HOTSPOT
Tel Aviv betyder "forårsbakke", og byen er en mosaik af højhushoteller, renoverede bohémekvarterer og bygninger i enkel Bauhausstil. Den israelske storby er et overflødighedshorn af oplevelser. Den ca. 4.000 år gamle havneby Jaffa (Yafo) er en af verdens antikke byer og byder på et museum af den kendte skulptør, smykke- og møbeldesigner Ilana Goor, små gallerier og butikker og en flot udsigt over Middelhavet.

På markederne er der masser af lokal charme og mulighed for at gøre et røverkøb. Kombinér f.eks. et par vintagearmyshorts fra markedet med en unik designertop og et par stiletter, og du er parat til chill-out på én af de mange cafeer, barer eller restauranter.

STRANDLIV OG SPA
På den lange strandpromenade cykler, løber eller går folk, og der er skyggefulde steder til dem, der venter på bussen eller trænger til en pause, når temperaturen i juli og august sniger sig op på omkring 40 grader. Især på shabbat, jødernes helligdag, som varer fra fredag aften til lørdag eftermiddag, er strandene som fluepapir.

Musthaves er spaprodukter og badesalt med mineraler fra Det Døde Hav, og det er svært ikke at lade sig friste af de mange lækre produkter. Hos Coola Spa på Tel Avivs hippe havnefront lader kvinder sig forkæle med manicure og champagne eller en kropsmassage.

GODE SHOPPINGGADER
Shalom Shabazi Street i Neve Tzedek-kvarteret har eksklusive designerbutikker som f.eks. Mizo i nr. 51. Hos keramikgalleriet Shlush Shloshim i nr. 33 kan du købe farvestrålende skåle og krus fra forskellige kunstnere. Hos Michal Nigrin i Sheinkin Street kan du købe tøj og smykker, mens Sabon er kendt for deres kropsplejeprodukter og har små velduftende håndsæber til bare 7 kr. Hos Cala kan du finde unikabluser, tunikaer og kjoler fra 400 kr. Lucci sælger ungt design og har mange søde toppe til et par hundrede kroner.

Læs også