Kyllingesalat
Foto: Anders Schønnemann
Kyllingesalat er super lækkert om sommeren! Spis evt. kyllingesalat på ristet rugbrød til frokost under den varme sol i haven. Det er for lækkert!
Kyllingesalat er også en rigtig god forret til en skøn sommermenu eller til grillmenuen.
Opskrift på kyllingesalat
4 personer
Det skal du bruge til kyllingesalat:
1 stort stegt eller kogt kyllingebryst + evt. rester fra benene
1 bæger pasteuriserede helæg (blomme og hvide)
1 nip salt
ca. 3 spsk. olivenolie
1 lille fed hvidløg
2 ansjosfileter, hakkede
saft af ½ citron
salt og peber
3 spsk. små kapers, gerne saltede
1 dl hakkede valnøddekerner
1½ dl nippet bredbladet persille
ristede italienske brødskiver eller rugbrød
Tilbehør til kyllingesalat:
Blandet grøn salat af små salatblade
Når du har prøvet vores kyllingesalat, så prøv også andre retter med kylling
Sådan laver du kyllingesalat:
Lad ægget få stuetemperatur. Kom det i blenderen med salt, og kør i ½ minut. Tilsæt olie lidt ad gangen, mens blenderen kører. Fortsæt, til konsistensen bliver tyk. Hak ansjoser og hvidløg, og kør det med et øjeblik. Smag til med citron, salt og peber. Pil kødet i strimler med en gaffel. Hak nødderne groft.
Udblød saltede kapers i koldt vand i 20 minutter, og lad dem dryppe af. Almindelige kapers skal ikke udblødes!
Vend det hele med dressingen. Stil din kyllingesalat et koldt sted.
Skyl og nip persillen. Vend bladene i din kyllingesalat til allersidst. Anret den lækre kyllingesalat på ristet brød.
Server straks din kyllingesalat - gerne sammen med et glas kølig hvidvin.