Nybagte mødre vil både være supermor og ligestillet powerkvinde
Foto: Colourbox
Opgør i parforholdet i barslen kan være et clash mellem forventningerne til en barsel og realiteten efter fødslen. Som nybagte mødre har vi svært ved at finde ud af, hvor vi skal stille moderskabet. Vi er splittet mellem et ønske om at være supermor og ligestillet powerkvinde.
Historisk set har forældre aldrig prioriteret børn højere, og især mødre stræber efter at være supermødre med et svimlende ambitionsniveau, der egentlig kun kan efterleves, hvis man går hjemme. Der ligger et stort pres på nybagte forældre. Et parforhold på barsel presses mellem tanken - og drømmen om ligestilling og naturens klare opdeling af kønsroller.
Kan man både være supermor og ligestillet powerkvinde? Hvad synes du?
Forældreskab i vatter
"Der er en klar tendens til, at forældre ønsker at være ligestillede. Det stammer fra 70'erne, men der udførte man det slet ikke i praksis i så høj grad, som man gør i dag," fortæller Svend Aage Madsen, der er chefpsykolog og fædreforsker på Rigshospitalet, København.
"Inden fødslen lover manden og kvinden ofte hinanden, at de skal være sammen og dele arbejdet med den lille ny," siger han.
Svend Aage Madsen mener, at løfterne ofte meget naturligt er baseret på uvidenhed om, hvordan livet er med et lille barn, og hvad det betyder i forhold arbejde og andre interesser.
"Hvis manden ikke kan blive sammen med mor og barn på hospitalet efter fødslen har kvinden barnet alene. Så er det moren, der får den første kontakt med og viden om barnet, hvorfor faren kan komme til at opleve barnet på anden hånd," forklarer Svend Aage Madsen, der mener, at fødeafdeling og parret, når de kommer hjem, kan gøre rigtig meget for at være fælles om alle de mange opgaver, der er med barnet og opnå stor lighed.
Kender du det?
"Jeg kørte sgu helt af sporet, da jeg blev far. Jeg havde ellers ikke de store kvaler ved det, men måden min kone ændrede sig på, chokerede mig. Hun forsøgte at iscenesætte det perfekte moderskab, men endte oftere med byldstore skyldfølelser, der gik ud over mig. Jeg blev helt paf. Hvem var det lige pludselig? Men den dag hun stoppede med at amme, fik jeg pludselig modet til at tage skeen - eller ungen - i den anden hånd og finde min rolle i det her. Men det var først efter et år!"
Carsten, 34 år.
"Den bedste lektie jeg har lært, er at acceptere, at tingene snerper til, når vi skal ud af døren. Et barn er bare en enorm stressfaktor, der gør os begge mere utålmodige. Ungen skriger, ingen kan finde den åndssvage sut, og madpakken bliver altid glemt i køleskabet. I begyndelsen var det sjovt nok altid min skyld. Men jeg fik talt godt med min kone om, at det påvirker mig, når hun anklager mig for noget urimeligt. Det åbnede ligesom en helt ny verden for hende - mig og mine følelser. Det er ikke så sympatisk, men det hjalp.
Kasper, 28 år
"Gennem hele min barsel har jeg været opfyldt af en gennemsyrende følelse af uretfærdighed. Ligegyldigt hvad min kæreste skulle, som ikke 'aflastede' mig fra vores søn, var bunduretfærdigt i mit hoved. En dag skulle han til et røvsygt møde i Ringkøbing, men hans brok over transporttiden virkede helt modsat på mig. Jeg syntes, at det måtte være himlen med flere timer alene i bilen - et lukket rum uden forstyrrelser vil være lykken for mig."
Jeanett, 32 år
"Jeg følte virkelig en stor ulighed i begyndelsen af min barsel. Jeg havde ingen tillid til min mand, for hvordan skulle han kunne forstå, hvordan det virkelig var at være på barsel og dermed være…mig. Men da han tog tre måneders barsel, kunne han pludselig tale med om, hvad det betød at trille barnevognen fire gange to timer om dagen med en unge, der vågner ved rødt lys. Det var så stor en lettelse at have ham at dele det med, og det har helt klart givet vores forhold det nødvendige boost."
Carina, 25 år
"Jeg havde virkelig store problemer med at stå med ansvaret alene. Stadig nu efter et år, så kan jeg føle en dyb uretfærdighed over, at det er mig 'der bare skal vide tingene'. Selv om vi er meget mere lige om tingene nu, kan en lille ting som, at han glemmer, at børn under 1 år ikke må få honning, pisse mig helt af. Jeg håber, at tiden arbejder for, at vi deler ansvaret mere."
Gertrud, 32 år
Kvindens domæne i begyndelsen
"Lige efter fødslen har kvinden barnet 100 procent. Det er moren, der har den fysiske kontakt, og derfor er mor et filter mellem far og barn, så far oplever barnet på anden hånd," erklærer Svend Aage Madsen, der mener, at det i den periode er umuligt at holde løftet om at være lige om barnet.
"Hvis der ikke kommer den lighed, bliver kvinden naturligt skuffet og oplever det som løftebrud, når hun står mere alene med ansvar og arbejdsopgaver, end hun havde drømt om," mener Svend Aage Madsen, der i parsamtaler oplever stærke konflikter, når en nybagt mor føler, at hun skal have ansvaret for at være manden i huset. Han forstår udmærket, at tålmodigheden med manden bliver minimal, for det er jo en enorm og 24 timers krævende opgave at være alene dagen igennem med en nyfødt.
"Men samtidig får kvinden så et stort forspring i forhold til manden. Hvis hun under barslen stort set alene tager sig af barnet 24 timer i døgnet, mens manden bruger det mest af sin dag på arbejdet. Så er manden bagud i viden om barnet i forhold til mor, så hun oplever måske, at han fjumrer, fordi han ikke gør sådan, som, hun har fået erfaring med, er bedst. Og så kommer der måske spidse bemærkninger. Hun synes selvfølgelig, at han bør gøre, som hun plejer, og har svært ved give ham plads og acceptere, at der jo er mange lige gode måder, tingene kan gøres på," siger han.
Så naturens kønsfordeling er svært at forene med ønskerne om, at mor og far deler sol, vind og spædbarn lige.
"Ønsket om ligestilling før fødslen bliver ændret til en mere principiel ligestilling efter fødslen," forklarer Svend Aage Madsen.
"Kvinden vil ofte i perioden med amning være den, der ved mest om barnet. Men på et tidligt tidspunkt skal far kræve en ret til at komme lige så meget med på banen. Hvis faren ikke kommer på banen i barnets første leveår, bliver det meget sværere at udvikle et fortroligt og tæt forhold mellem far og barn. Og så ender det, karikeret sagt, med at det eneste svar far kan give er: 'spørg mor'.
Test dig selv: Er du en mor-strigle?
En god far har lettet røven
I begyndelsen af barslen er det mor og barn, der har mest samvær. Men far må finde et godt tidspunkt til at smide opvarterrollen og hoppe med i babyfesten.
"Det er vigtigt, at far støtter kvinden i begyndelsen af barslen, men på et tidspunkt skal han bruge sin dårlige samvittighed over, at mor slæber, produktivt og sige fra overfor de spydige bemærkninger ved selv at begynde at tage ansvar for at kende sit barn. Det er ligestilling."
Kernen er, at far og barn skal have deres egen relation, før ligestillingen begynder at træde ind i parforholdet igen.
"Far skal lette røven og gøre det sammen med barnet, som han har lyst til," forklarer Svend Aage Madsen. Far skal øve sig og sammen med barnet finde ud af, hvad de kan lide at lege, hvordan de kan lide at spise, snakke og synge. Først derefter kan far kan sige fra over for kvindens kommentarer og fortælle hende, at i dag har vores dreng altså den plettede bluse på til de ternede bukser, fordi det, synes far, er ok, og han har lov til at tage ansvaret i halvdelen af sagerne.