Kærester og forældre på én gang?

Det der med at være kærester og forældre. Hvordan holder man det ved lige? Vi har nu været forældre i 20 måneder, og kærester i 6 år. Vi har haft nogle heftige kriser, hvor vi faktisk havde givet op, men er blevet sammen, fordi vi begge nægter at blive en del af statistikkerne uden at have gjort ALT for at undgå det.

Jeg tror, vores helt store problem har været ikke at acceptere, at vi har forskellige behov og i bund og grund er som ild og vand. Vi har begge forventet at hvert enkelt af vores behov ville blive opfyldt med det samme, hvilket bare ikke er muligt, hvis der skal være plads til begge parter, et lille barn, to uddannelser, to bijobs og diverse hobbys.

Efter jeg har indset dette, er jeg holdt op med at tage det så pokkers personligt, hvis Roy ikke lige har overskud til at høre på mig efter en lang og stresset dag. Måske kan mit snak godt lige vente en time, til han er stresset af. Roy har fundet ud af, at hvis han bare lige hjælper mig to minutter om dagen, selvom han er træt, så skal der ikke mere til, at jeg bliver glad og også gerne vil gøre noget for ham.

Det er jo alle de små ting. Der skal ikke så meget til at gøre hinanden glade.

Udefra ser så mange andre par lykkelige ud, og de får det hele til at se så nemt ud. Hvordan gør de?

Vi elsker hinanden meget højt, og vi har det meget bedre nu end da Maja lige var blevet født. Men der er vel altid plads til forbedringer. Nogen tips?

Læs Kathrines tidligere blog-indlæg:
Maja på potten