Mor skal i skraldespanden

At være 3½ år og nybagt storebror må kunne sammenlignes med at være præsidentkandidat. Man skulle gerne gøre sig så populær som muligt, samtidig med at ens ultimative målsætning er at få lov til at være den, der bestemmer.

Jeg fornemmer lidt, at det er sådan, Emil har det lige nu. Når man er 3½ er ens hjerne forprogrammeret til at ville bestemme alt, uanset om det er muligt eller ej. Om det er farven på sokkerne, eller hvornår trafiklyset skal skifte fra rødt til grønt (det sidste er meget stressende, når man holder i et stort vejkryds). Men hvor Barack Obama havde omkring 48 års livserfaring at trække på, da han skulle overbevise amerikanerne om, at han var den rette til at bestemme, så er Emil med sine kun 3½ år en kende mere amatøragtig. Hysteriske skrigeanfald og teatralske kollaps, der kunne gøre en italiensk fodboldspiller misundelig, var nok ikke gået i en valgkamp. Og det er mest sådan, Emil i øjeblikket reagerer, når hans vilje ikke føjes.

Til gengæld er der noget, han til trods for sin unge alder har forstået: nemlig at det ikke går at svine folk til, når de hører det. Det får man ikke positive points for i en tid, hvor han pludselig har "fået konkurrence" af en lillesøster. Så når jeg har været efter ham for at smide bananskræller på gulvet i stedet for i skraldespanden, vandrer han med let bøjet nakke ud af lokalet for straks efter at begynde at mumle løs, når han tror, jeg er uden for hørevidde.

Sidst var det hans sovedyr, zebraen, der lagde striber til en omgang vand ud af ørerne. Peter Plys, kaninen og resten af sovedyrsslænget ved også udmærket godt, hvor "ond" jeg er, at jeg "altid siger nej" - og ikke mindst, at "det er mor, der skal i skraldespanden, ikke bananskrællen!"

Så lidt strategisk indsigt har den lille fyr da - hvad han så end vælger at bruge det til i fremtiden.

LÆS OGSÅ:
Hvem kan - far kan!
De voksne ved alt
Offer for nuttekløen
Og der røg facaden
Respekt for ammehjernen
To børn - 1000 bakterier