Øjenbryn: Makeupartistens tips til perfekte bryn
Foto: Pantherstock og webredaktionen
MAKEUPARTISTENS BEDSTE TIPS TIL PERFEKTE ØJENBRYN
Der er intet smukkere end et par perfekt formede og knivskarpe bryn. Derimod kan et par overplukkede bryn eller 'skovsnegle' gøre, at man ser både træt, uoplagt eller ligefrem overrasket ud (og her tænker vi bestemt ikke på en dansk fitnessdronning, der var meget hot i 80'erne...).
LÆS OGSÅ: Se forskellen: Stjernernes markante øjenbryn (de smukke og de knap så heldige)
Men hvordan får man så de perfekte øjenbryn?
Louise Polano, der er freelance makeupartist hos Unique/Look, var på årets FEMINA Messe 2012, hvor hun formede, plukkede og malede bryn hos pincetfirmaet Tweezerman (som nærmest har opnået kultstatus for deres mirakelpincetter!). Louise siger:
- Det vigtigste råd, jeg har, er faktisk, at man skal kigge sig i spejlet! Det er den nemmeste måde at se, om dine bryn passer til dit ansigt. Du skal tage stilling til dit eget spejlbillede. Jeg tror, at mange kvinder simpelthen glemmer at kigge ordentligt på sig selv - og det er faktisk det vigtigste, siger hun.
Louise vil heldigvis gerne dele ud af sin viden, og derfor får du her hendes bedste råd til at skabe smukke øjenbryn:
Start med det helt basale
1) Tag en pensel/blyant og hold den lodret så den flugter næsefløjen, dér skal brynet starte...
2) Kig lige ind i spejlet og hold penslen lodret, så den flugter med det yderste af iris, dér skal brynet være højest...
3) Hold penslen så den flugter næsefløj og den yderste øjenkrog, dér skal brynet slutte.
Man kan tage en hvid eyeliner og lave 3 punkter, herefter kan man tegne en linie mellem punkterne, kigge i spejlet og se om formen passer... Hvis den gør, plukker man alt det der er nedenfor stregen.
Tag stilling - men der er ingen forbud!
- Lad være med at lade dig begrænse. Der er mange, der siger, at man aldrig må plukke foroven på brynet, men vi er jo alle sammen forskellige. Kig dig i spejlet - og tag stilling til, hvad der passer til dig.
Læs også: Guide - læg mascaraen rigtigt
Hav det rigtige udstyr i makeuppungen
- Køb gode pensler, og selvfølgelig en rigtig god pincet. Jeg synes, Tweezerman's er den bedste. Måske har du også brug for en lille saks til at trimme de hår, der stikker i forskellige retninger. Og så en god brynskygge, der kan fylde eventuelle små 'huller'.
Vælg den rigtig farve skygge
- Kig på din hudtone, hårfarve og brynfarve. Hvis du har helt lyse bryn, skal du selvfølgelig ikke vælge en helt mørk farve - vælg én, der lægger sig op af brynenes naturlige farve. Igen - kig dig i spejlet og tag stilling ud fra dét, du ser.
Pluk bryn, når de trænger!
- De fleste kvinder kigger sig i spejlet hver morgen, når de lægger makeup. Så kan du jo lige tjekke, om de trænger. Om ikke andet, så er der mange, der har en dag om ugen, hvor de alligevel bruger ansigtsmaske eller scrub - og så kan du jo lige kigge, om det er ved at være tid til en tur med pincetten.
Læs også: Find de rigtige makeupfarver til dine øjne
Fortvivl ikke, hvis du har overplukket
- Det er selvfølgelig ikke godt at overplukke, men som oftest vokser hårene jo ud igen - medmindre du har overplukket dem igennem lang tid. Så kan du eventuelt prøve at farve dem - og alternativt er der kommet nogle nye, ret gode produkter på markedet, som stimulerer brynenes vækst, som for eksempel Neu Lash og M2 Lashes.