Råd om din teenagers første forelskelse (og kærestesorg)
Sådan tackler du en forelsket teenager
¤ Lad dem være præcis lige så forelskede, som de nu er eller har lyst til at være.
¤ Lad være med at give dem gode råd om at tage det roligt, fordi det nok ikke holder alligevel. For det første tror de ikke på dig, og for det andet skal de tids nok lære realiterne at kende.
¤ Nyd det sammen med dem og nyd at se dit barn så glad - selv om det måske kun er for en stund. Vis og fortæl dem, at du også sætter pris på deres kæreste.
¤ Husk tilbage på, hvordan du selv havde det som ung. Hvis du kan genfinde følelserne, er det nemmere for dig at sætte dig ind i deres. Men du behøver ikke dele dine erfaringer med dem - det bliver hurtigt pinligt, især for barnet.
Åh nej, det holdt ikke!
¤ Lad være med at lade dig forskrække - eller vise din forskrækkelse - over, hvor ulykkelige de er - de skal kunne vise følelser uden at være bange for at skræmme dig.
¤ Føl med dem og støt dem, men lad være med at falde i den grøft, hvor du fortæller, at du alligevel heller ikke kunne lide ham eller hende - måske de er kærester igen i morgen.
¤ Accepter, at der ikke er andet, du kan gøre end at være der og rumme deres følelser, hvis de ellers vil have det.
¤ Accepter, at de hellere vil tale med deres venner og veninder end med dig - i deres verden har du aldrig været der, hvor de er nu.
¤ Vid, at det går hurtigt over, selv om det virker voldsomt. Om lidt er det en helt anden, der skal vare for evigt.