Datteren på fire er et af hendes største kvindelige forbilleder: “Hun har en fantastisk fandenivoldsk energi”
Foto: Sara Galbiati
Hvad synes du er det vigtigste, der er sket for kvinder i det forgangne år?
- Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at der var kommet en kvindelig præsident i USA. Men det er der desværre ikke.
- Derfor synes jeg noget af det vigtigste, der er sket, er, at vi har talt om de grønlandske kvinder, der ufrivilligt fik oplagt spiral i 1960’erne og 70’erne; altså Spiralsagen. Det er godt, at det er kommet frem i lyset. Det er godt, at der er en samtale om de overgreb, der er blevet begået. Sagen ramte mig meget, fordi jeg synes, det er så uhyggeligt, at man har tilladt sig det. At kontrollere kvinders kroppe på den måde bag deres ryg. I min optik virker det som om, at der er lidt mere plads til at tage sådan nogle vigtige samtaler nu.
Hvad ville du ændre i vores samfund med det samme, hvis du kunne?
- Der er jo mange ting. Men jeg ville starte med at sænke hastigheden. Gøre alting langsommere, mere omsorgsfuldt. Få noget ro og kærlighed ind i samfundet. Jeg synes, det hele går meget stærkt på alle mulige måder. For mig ville det være en form for modvægt til chatgpt, kunstig intelligens og alle de ting, der bare kører afsted, uden nogen af os egentlig ved, hvor det ender.
- Jeg kunne også godt tænke mig at rive alle folks ‘smartphones’ ud af deres hænder, så vi kan se hinanden lidt i øjnene.
Kvindernes internationale kampdag
På femina kæmper vi for kvinders rettigheder hver dag. Men derfor er 8. marts stadig en helt særlig dag.
I år har vi valgt at give ordet til en række kvinder, der på hver sin måde er en vigtig stemme i ligestillingsdebatten: Debattør og aktivist Manila Ghafuri, aktivist og forfatter Emma Holten, iværksætter og debattør Mary Consolata Namagambe, skuespiller og model May Lifschitz, forfatter Cecilie Lind, fodboldspiller Sofie Junge Pedersen, fotograf og performancekunstner Nina Sikkersoq Kristoffersen og medstifter og bestyrelsesmedlem i organisationen Frítt Val Katrin Sigurpálsdóttir Kamban.
- Og så kunne det være rart med noget klimahandling og -bevidsthed. Både på individuelt og samfundsmæssigt plan. Det kunne være rart, hvis der blev gjort en hel masse meget hurtigt, for at tage klimakrisen alvorligt.
Hvilke råd ville du give til dit yngre jeg om at være pige og kvinde i dag?
- Jeg ville sige, at det er meget okay at være underlig. Det er okay at være en underlig pige. Det er okay at være en underlig kvinde. Det er der ikke noget forkert i, jeg synes faktisk, at det er en god ting at være lidt underlig. Og med underlig tænker jeg på, de træk man har, som man føler er afvigende eller særlige. Dem man måske er lidt flov over. Her vil jeg sige: Det er okay at dyrke dem.
- Jeg følte mig selv meget underlig som barn. Jeg kunne godt lide at læse, og jeg læste virkelig, virkelig meget. Det med det sociale og fester var jeg ikke særlig god til, og det har jeg brugt rigtig meget tid på at skamme mig over. Og så er der alt det der med at være tynd nok, smuk nok, som jeg også tænker, piger i dag kæmper med; til dem og mit yngre jeg vil jeg sige: Det er okay at se ud, som man gør. Man skal hverken sulte eller lave om på sig selv, fordi man gerne vil passe ind. Set med mine voksne øjne ved jeg, at man nok skal finde sin egen vej.
Hvem er dine kvindelige forbilleder?
- Mine to yngre søstre. Jeg synes, de er helt vildt seje og søde, og på hver deres måde har de fundet en måde at være i verden på, som i mine øjne er så god og fin, det inspirerer mig meget og indgyder mig mod.
- Og så min datter på fire også et forbillede for mig. Hun har en meget fantastisk fandenivoldsk energi. Her den anden dag sagde hun for eksempel: “For helvede er mit mellemnavn”.
Cecilie Lind
Cecilie Lind er en 33-årig forfatter, som debuterede med en håndfuld digte i Hvedekorn i 2008. Hun skriver både prosa og poesi, romaner, langdigte og kortprosa
Blandt andet har hun skrevet romanen ‘Pigedyr’, der også er blevet til et teaterstykke og er på vej som film. Romanen bliver beskrevet som ‘den omvendte Lolita-fortælling’, hvor den unge pige Sara står midt i overgangen fra barn til voksen. Den handler om magt, begær og hendes forhold til to meget ældre mænd.
Den 14. marts udkommer hendes nyeste skud på stammen ‘Bristefærdig’.
Hvad vil du sige til dem, der ikke mener, der er noget tilbage at kæmpe for?
- Til dem vil jeg sige, at man skal kigge rundt i verden. Der er så meget ondskab og ulykke lige nu. Se på kvinderne i Afghanistan, i Iran. Kvinder gemmes væk, undertrykkes, nægtes skolegang, mister retten til deres egen krop, deres virkelighed. For ikke at nævne de forfærdelige ting, der sker med abortrettighederne i USA, som ikke længere kan tages for givet. Transkvinder og -mænds rettigheder bliver tilbagerullet på en meget, meget uhyggelig måde. Så for mig at se, er det på ingen måde svært at få øje på, at der er mange kampe, vi skal tage.
- Jeg synes, det er uhyggeligt, at hver gang der foregår noget ondskabsfuldt rundt om i verden, så mister kvinder meget hurtigt deres rettigheder. Derfor kan ingen af os tage det for givet.
Hvordan markerer du dagen?
- Jeg har et job på ARoS i Aarhus, hvor jeg skal læse op fra min nye roman, Bristefærdig, der udkommer midt marts. Jeg er meget spændt, fordi det er første gang, jeg skal læse op fra den. Arrangementet foregår inde i deres udstilling ‘No Comment’ af kunstneren Barbara Kruger, her skal jeg også tale med sangeren Soleima. Jeg glæder mig meget til det hele. Og så tænker jeg, at jeg skal læse lidt i toget på vej derhen og hjem. Nok noget af den irske forfatter Edna O’Brien.