Her bliver singlekvinderne kaldt “leftover women”: “Det var så stort et pres, at jeg fik angstanfald"

Til en bryllupsbanket i udkanten af den kinesiske millionby, Shenzhen, rejser bruden og brudgommen sig op fra deres pladser ved højbordet og bevæger sig op mod scenen forrest i lokalet med en mikrofon i hånden.

Han er klædt i en sort tuxedo, mens hun er iført en traditionel, elegant og tætsiddende rød kjole lavet i silkebrokade med indvævet guld.

Foran fremmødte familier og venner begynder bruden og brudgommen sammen at takke deres respektive bedsteforældre, forældre og andre tilstedeværende familiemedlemmer for at have gjort denne dag mulig.

De giver også udtryk for, hvor heldige de begge føler sig over at have fundet hinanden. I bryllupssalen er alles opmærksomhed rettet mod de nygifte.

Flere har en smartphone i den ene hånd for at forevige øjeblikket og et lommetørklæde i den anden for at holde øjnene tørre.

Men der er én i forsamlingen, som hverken har glædeståre i øjnene, telefonen fremme eller opmærksomheden rettet mod bruden og brudgommen.

Det er brudens barndomsveninde, Wei-Lin Zhang, der bagerst i lokalet nærstuderer det vinglas, hun har i hånden, inden hun bunder indholdet i et skyl.

”Jeg kunne ikke holde det ud,” indrømmer 26-årige Wei-Lin Zhang nogle uger efter brylluppet over en videoforbindelse, efter at hun har genfortalt bryllupsseancen.

”Forstå mig ret, jeg håber inderligt, at hun bliver lykkelig, men jeg frygter, at det bliver hårdt for hende.”

Wei-Lin Zhang kender gommen og hans familie. De er traditionelle, hvilket betyder, at veninden indtræder i en helt bestemt rolle som kvinde nu, hvor de er gift.

Ifølge Wei-Ling Zhang betyder det, at så snart de får børn, så bliver det venindes opgave at tage sig af børnene og det huslige.

Alt, der har med karriere at gøre, må hun overlade til sin nye mand.

Samtidig er mandens forældre ved at være gamle, og det er derfor også planen, at de snart skal flytte ind for at kunne modtage pleje af deres nye svigerdatter.

Wei-Lin Zhang taler mere og mere lavmælt i takt med, at beretningen om veninden skrider frem.

”Jeg frygter vitterligt, at hendes liv som selvstændig kvinde er forbi!” udbryder hun og sukker dybt.

”Hun havde en masse andet hun ville, og hun havde en stor karriere foran sig som arkitekt i det firma, vi begge arbejdede for. Men alt det er slut. Fra nu af skal hun først og fremmest være hustru, mor og svigerdatter.”

Trods sine frustrationer over sin venindens skæbne så forstår Wei-Lin Zhang alligevel godt, at hunhar giftet sig på nuværende tidspunkt.

”For i Kina er du først fuldt anerkendt som kvinde, når du har en mand ved din side.”

Diskrimination mod singlekvinder

At anerkendelse af kinesiske kvinders rettigheder er bundet op på deres ægteskabelige status er ikke bare noget Wei-Lin Zhang mener.

Det har både det juridiske og politiske system i Kina stadfæstet gennem de seneste år.

En domstol i Beijing afgjorde for eksempel i juli, at 34-årige ugifte Teresa Xu ikke har ret til at få nedfrosset sine æg, eftersom hun ikke kunne fremvise en vielsesattest, da hun mødte op på hospitalet.

Hospitalet, der afviste Teresa Xu, begrundede blandt andet afslaget med, at en forsinket graviditet og et forældreskab som enlig mor kan lede til sociale problemer.

Modstanden mod at hjælpe Teresa Xu med at tilrettelægge sit fremtidige forældreskab kan virke mystisk, da Kina behøver flere børn, hvis landet skal undgå at blive ramt af den generelle befolkningsnedgang, der truer med at sætte ind allerede fra næste år.

Nedgangen lurer på trods af, at myndighederne afskaffede den famøse etbarnspolitik i 2015. Siden afskaffelsen er Kina forblevet blandt de lande med verdens laveste fødselstal.

Med en skrumpende befolkning i udsigt har kinesiske lovgivere på tværs af landet tilbudt skattefradrag, boligstøtte, børneydelser og meget andet for at tilskynde flere kvinder til at få børn. Men langt de fleste af disse goder bliver kun tilbudt til gifte par, ikke til enlige mødre.

På samme måde er gravide singlekvinder ofte nægtet adgang til behandling i det offentlige sundhedssystem og har sværere ved at få en forsikring, der dækker barsel. Gravide singlekvinder er heller ikke beskyttet af lovgivningen mod fyringer.

Alison Sile Chen arbejdede for et kinesisk magasin frem til 2015, der bragte historier om kvinders rettigheder i Kina. I dag forsker hun i overvågning udført af autoritære stater ved University of San Diego i Californien.

Hun fortæller, at Kina desperat har brug for, at kinesiske kvinder får flere børn, men politikerne står stejlt på, at det skal ske inden for landets etablerede familieramme.

”Derfor presser myndighederne kvinder til at gifte sig og forblive gift samtidig med, at de udbredt diskriminerer singlekvinder og enlige mødre i Kina.”

Ifølge hende er det dog ikke kun magthaverne, der presser singlekvinder, det gør det omkringliggende kinesiske samfund også.

”Jeg kunne ikke trække vejret”

”Pres fra det omkringliggende samfund ved jeg alt om,” siger Ching Yeh fra Fuzhou tørt.

Hun er 28 og har været single de sidste fire år.

Og hvis hun skulle glemme det, så skal hendes forældre gerne minde hende om det.

Ching Yeh fortæller, at i hendes familie er det især hendes mor, der presser hende mod ægteskab.

”Hende og jeg har aldrig haft et godt forhold, men da jeg fik en kæreste i starten af tyverne, var hun henrykt,” siger Ching Yeh.

”Det betød så også, at hun nærmest var den, der var allermest knust, da jeg slog op med ham et par år senere.”

Ching Yeh beskriver sin forældre, som et par der har meget klassiske forestillinger om, hvordan en kinesisk kvinde i tyverne skal være. Hun skal være stille, ærbødig, respektere sine forældres ønsker, ikke være for aktiv, holde sig ude af solen og væk fra alkohol.

Ching Yeh er alt det modsatte.

”Jeg er højrøstet, lidt for direkte, dyrker motion til jeg tapsveder, altid brun i huden og drikker mere end min andel,” tilstår Ching Yeh og ruller med øjnene.

”Og nok mest problematisk af alt, så er jeg mere fokuseret på min karriere i det konsulentfirma, jeg var med til at starte for nogle år tilbage, end jeg er på at stifte familie.”

Ligesom Ching Yeh føler et pres fra sine forældre, så ved hun også godt, at hendes mor og far skal lægge øre til mange kommentarer om hendes livsstil fra nærsamfundet og øvrige familiemedlemmer.

I den forbindelse har hun hørt, at hun er begyndt at blive omtalt med et bestemt mærkat: Sheng-nu.

”Sheng-nu - Jeg plejede at hade det begreb!” udbryder 32-årige Fei Song.

Sheng-nu bruges nedsættende om kinesiske kvinder sidst i tyverne og opefter, der er veluddannede, succesfulde og velhavende men som forbliver ugifte. Det oversættes ofte til engelsk som ”leftover women”.

Modsat omtales kinesiske singlemænd i tyverne og opefter i højere grad som ”gyldne bachelorer” og ”diamant-singler”.

”Det udstiller bare det hykleri, der ligger indbygget i diskussionen om kønsroller og singleliv i Kina,” mener Fei Song.

Alligevel er hun begyndt at tage Sheng-nu-begrebet til sig.

”Det har jeg gjort fordi, at jeg ikke længere skammer mig over at være succesfuld eller single. Tværtimod.”

Fei Song beretter, at hendes forældre ellers gjorde deres for at få hende til at få det dårligt over, at hun brugte sine tyvere på at gøre det godt på sit arbejde i stedet for at finde sig en mand.

”Det var så stort et pres, at jeg begyndte at få angstanfald, hvor jeg pludselig ikke kunne trække vejret,” fortæller Fei Song.

Så da hun for et par år tilbage blev tilbudt en kommunikationsstilling ved et kinesisk firma med base i Bangkok, pakkede hun straks sine ting ned i Shanghai og tog til Thailand.

”På den måde har jeg undgået de hårde kinesiske COVID-19-nedlukninger, og jeg har fået fred fra mine forældre,” siger hun og klapper i hænderne.

At få langt afstand til forældrene har dæmpet hendes angst, og hvis forældrene i dag presser hende på ægteskabs-fronten, så truer Fei Song med at finde sig en thailandsk kæreste.

”For hvis der er noget mine forældre frygter mere, end at jeg forbliver ugift, så er det, at jeg gifter mig med en udlænding,” siger hun og griner.

Kvindesynet er ikke fulgt med udviklingen

Wei-Lin Zhang fra Shenzhen, Yeh Ching fra Fuzhou og Fei Song fra Shanghai er alle eksempler på kinesiske kvinder, der i øjeblikket har fokus på deres karrierer.

Ifølge Alice Sile Chen, forskeren i Californien, så har en utilsigtet konsekvens af etbarnspolitikken været, at der er opstået en generation af karrierebevidste og ressourcestærke kinesiske kvinder.

”Selvom mange kinesiske familier sandsynligvis hellere ville have haft en dreng op gennem etbarnspolitikkens tid, så var der jo rigtig mange, der fik en pige i stedet,” siger Alice Sile Chen.

”Og da hun var det eneste barn, så hældte familien deres ressourcer på hende i form af privatundervisning, universitetsuddannelse og måske udlandsophold.”

Det skete over nogle årtier, hvor den kinesiske vækst samtidig eksploderede og mulighederne for veluddannede kinesere voksede betragteligt, også for veluddannede kinesiske kvinder.

Bare fra 2016 til 2021 steg andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer i Kina fra 8,5 procent til 13,8 procent.

Men Det Kinesiske Kommunistparti har gennem det sidste årti indsnævret civilsamfundets og uafhængige NGO’ers spillerum i Kina, og det har betydet, at feministiske bevægelser har haft meget svært ved at få et ben til jorden i landet.

Da #MeToo-bevægelsen for eksempel begyndte at rulle i Kina i 2018 slog myndighederne hårdt ned ved at tvangsaflyse arrangementer, censurere online diskussioner og arrestere aktivister.

Så trods den økonomiske frihed som mange kvinder har opnået de seneste år i Kina, så er uligheden mellem kønnene generelt set vokset siden Præsident Xi Jinping kom til magten i 2012.

”Civilsamfundet og græsrodsbevægelsernes begrænsede spillerum har medført, at kvinders økonomiske succes ikke er blevet fulgt op af et opgør med samfundets generelle kvindesyn og traditionelle familieværdier,” forklarer Alice Sile Chen.

De kinesiske kvinders økonomiske realiteter er løbet fra mentaliteten.

”Derfor oplever mange kvinder i Kina, at myndighederne og samfundet forsøger at presse dem ned i en rolle, som de mener hører en anden tid til,” konkluderer forskeren.

I sidste ende kan det skubbe mange kinesiske kvinder endnu længere væk fra ønsket om at stifte familie, og dermed forværrer Kinas demografiske krise.

Familieliv på andre vilkår

Wei-Lin Zhang, Yeh Ching og Fei Song udelukker ikke familiestiftelse en dag.

”Men ikke for enhver pris,” indskyder Wei-Lin Zhang.

Ifølge hende er det altoverskyggende problem, at mange kinesiske mænd er vokset op med de samme normer og med de samme forventninger til kinesiske kvinder, som de selv er. I nutidens Kina hvor tilværelsen for de fleste familier kræver to indkomster, kan de forventninger være umulige at leve op til som kvinde.

”Forestil dig, at du som gift kvinde skal passe et fuldtidsjob, passe børn, gøre rent, lave mad og tage dig af din mands forældre, når de bliver gamle,” opremser Wei-Lin Zhang og begraver hænderne opgivende i ansigtet.

”Der er ikke nok timer i døgnet til alt det.”

Yeh Ching er enig.

”Derfor ønsker jeg mig en partner, jeg kan dele tingene ligeligt med både hvad angår det sure og det søde, hvis jeg skal have børn en dag,” supplerer hun.

Fei Song oplever, at der på verdensplan er mange eksempler på, at man kan stifte familie på forskellige måder, men at det ikke bliver anerkendt i Kina.

”I stedet for at møde os singlekvinder med respekt og forståelse, så forsøger samfundet i stedet at iføre os en spændetrøje og kaste os ind i ét bestemt familiemønster,” siger hun.

”Hvorfor skulle jeg yderligere underlægge mig nogle kvælende ægteskabelige forventninger, når jeg i forvejen har begrænsede rettigheder som singlekvinde?”

Navnene på interviewpersonerne er blevet ændret, fordi kvinderne frygter, at det vil have konsekvenser for dem at udfordre kønsnormer og den førte politik i Kina. Flere aktuelle sager har vist, at det langt fra er uproblematisk for kinesiske kvinder at stå frem. Det seneste år er en lang række feministiske onlinegrupper for eksempel blevet lukket ned. Vi har valgt at respektere kvindernes ønske. Deres identitet er redaktionen bekendt.