I mange år var Jenny Rossander den loyale elskerinde til en gift mand. En dag vidste hun, at hun måtte tage et afgørende opgør

Det er egentlig flere år siden, at forholdet sluttede. Det forhold, som Jenny Rossander havde til en ældre, gift mand, som var meget indflydelsesrig i den branche, hun var på vej ind i.

Men det har taget tid at kravle ud af en relation, som på den ene side var berusende og på den anden side åd hende op.

– Jeg blev længe ved med at have en loyalitet overfor det menneske, selvom det endte med i mange år at være en ekstremt usund relation at være i. Jeg blev længe ved med at sige til mig selv, at det måtte jo have været den store kærlighed, for hvordan skulle jeg ellers forlige mig med det?

Lige så stille, efter en hel del terapi, nåede hun til et sted, hvor hun forstod, at det nok ikke var stor kærlighed. At det nok ikke var meningen, at hun skulle have det sådan.

Og efterhånden begyndte hun at stille spørgsmål til sig selv: Er jeg den eneste, der har oplevet det? Hvorfor er der så mange, jeg taler med, som kan genkende de skamfulde følelser og den selvdestruktive adfærd, jeg havde oplevet?

Og ikke mindst: Hvorfor er der ingen, der taler om det?

Upopulært ståsted

Det var dér, hun begyndte at arbejde med sin oplevelse i romanform. Jenny Rossander er mest kendt som musiker under navnet Lydmor, men hun er også filmmusikkomponist, skuespiller og meget andet. Og nu også forfatter til bogen Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen, som netop er udkommet.

– Det gode ved bøger er, at man kan gøre mange ting samtidig. Det er derfor, at det er en bog og ikke et album. Der er bare plads til færre ord i en sang.

Det er ikke en selvbiografi, og det er ikke autofiktion, men det er en fortælling om en ung kvinde i kunstbranchen, som får et forhold til en ældre, gift mand i et meget ulige magtforhold. Der er ligheder mellem hovedpersonen og Jenny Rossander, og den er delvist inspireret af hendes egne erfaringer.

Samtidig er det ikke hendes hensigt med bogen at afsløre, hvem hun selv var i et forhold med. Det handler om andet og mere end hendes egen historie.

– Jeg synes ikke, at vi har nogle fortællinger fra elskerindens ståsted. Det kan jeg godt forstå nu, hvor jeg selv skal stille mig der. For det er jo ikke et specielt populært sted at stille sig. Man tænker på elskerinden som den her hotte, farlige ting, der gerne vil have ens mand. Men det er hun ikke nødvendigvis. Min oplevelse er, at det faktisk er en udsat position at være nogens elskerinde, siger hun.

Ifølge Jenny Rossander gælder det ikke mindst den konstellation, hun afdækker i bogen, som handler om unge kvinder i kunstbranchen, der finder sammen med ældre, magtfulde mænd.

– Det er noget, der sker, og det sker ofte. Efter jeg gik i gang med bogen, var det som at stampe i jorden, og så kom alle billerne ud. Der er virkelig mange, der har oplevet det her. Og det er ofte den samme historie. At de er loyale overfor manden og ikke vil sige det til nogen. Jeg har brug for at sige, at man ikke behøver at være så loyal, siger Jenny Rossander.

Farlige forbindelser
I mange af de beretninger, Jenny Rossander har hørt, siger den type mand noget i retning af: “Det her er ikke noget, jeg plejer at gøre. Jeg er ikke sådan en mand, der gør sådan noget. Det er bare fordi, du er dig. Og du er så uendelig unik.”

– På den måde overbeviser de sig om, at de slet ikke er som andre utro mænd. Samtidig kan de finde på at svine andre mænd til, som gør det samme, og beskylde dem for at udnytte kvinder ved at påstå, at deres egne følelser er mere ægte, siger hun.

Alligevel falder mange unge kvinder i kunstbranchen for mænd som dem. Inklusiv hende selv dengang.

– Det føles jo helt fantastisk, når nogen siger sådan til dig. Specielt når du er ny kunstner og drømmer om at lave store værker, som ryster verden. Så kommer en af dem, som gør det allerede, og siger, at du er så vild, at ingen regler gælder længere. Det er meget vanedannede.

Men det er også meget farligt og manipulerende, understreger Jenny Rossander. Det oplevede hun selv.

– Han kunne sige: “Normalt ville jeg aldrig være sammen med nogen, jeg var chef for. Men jeg er jo ikke rigtigt din chef, vel? Mændene vil typisk fremstille relationen som ligeværdig, selvom den ikke er det.

Med bogen håber Jenny Rossander at sætte fokus på de vilkår, der er for elskerinden – og som hun oplever særligt udbredt i kunstbranchen.

– Hun lever mest af alt i hemmelighed. Hun kan ikke snakke med nogen. Hun skal bare holde kæft. Det er enormt svært at leve sådan.

Selvmordstanker

Selvom bogen ikke er én til én Jenny Rossanders historie, så er der flere steder, hvor hovedpersonens erfaringer overlapper med hendes egne. Blandt andet endte hun med at have det lige så mentalt dårligt som hovedpersonen i bogen ender med at have det.

– Det gør man, når man er i et forhold så længe med nogen, der forsøger at sige til dig, at virkeligheden er anderledes, end den er.

I bogen lover manden på et tidspunkt endnu engang, at nu skal han nok fortælle om forholdet til sin kone, når de bare lige er færdige med deres næste fælles teaterforestilling. Men han holder ikke sit løfte.

– Det er der, hun bliver ægte suicidal. Og begynder at tænke over at dø, fordi tanken om, at hun ikke kan løse det her, opstår. Han kommer ikke til at sige noget til sin kone, som han har sagt, at han vil. Så begynder hun at tænke, at hun måske skulle slå sig selv ihjel.

Erkendelsen af, at det forhold, Jenny Rossander selv var i, ikke var sundt, gik meget langsomt op for hende.

I løbet af forholdet havde hun fjernet sig fra alle sine venner, og hun befandt sig til sidst i en tilstand, der nærmede sig en psykotisk depression med angst og mange selvmordstanker.

Hun oplevede, at manden selv havde det fint med situationen. Hans kone havde det fint, og hans børn havde det fint. Men de vidste heller ikke noget om hende.

– Det var kun mig, der ikke kunne finde ud af det.

Der blev Jenny Rossander bevidst om, at hun var nødt til at tage et opgør med sig selv.

– Jeg var nødt til at tage stilling til, om jeg skulle blive ved med at være loyal over for ham og hans magt, eller om jeg skulle sige: Nu er jeg nødt til at stoppe med at stole på det her menneske og ende relationen. Og gå i terapi.

Hun nåede til et punkt, hvor hun tænkte, at hvis forholdet fortsatte, ville hun dø.

– Jeg havde aldrig før haft en selvmordstanke. Det var virkelig skræmmende. Samtidig med, at jeg stadig var tiltrukket af at blive i det. Det er det, der er det syge. Men på et tidspunkt kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne løsne den her knude, jeg havde, hvis jeg ikke gik fra ham.

Indre kamp

Et andet aspekt af tilværelsen som elskerinde er forholdet til sine nærmeste.

Det er sjældent godt at være stormende forelsket og samtidig holde det hemmeligt for alle omkring sig, og derfor forstår Jenny Rossander godt, at afstanden mellem hende selv og hendes venner blev stor i de år.

For det er svært at hjælpe nogen, der bliver ved med at gå tilbage til noget, alle andre kan se ikke er godt for dem at være i.

– Det er sindssygt svært at være der for nogen, der er i et usundt forhold. Det er så hårdt. Men jeg vil ikke klandre mine venner for at forsvinde. Det var mig, der forsvandt fra dem. Fordi jeg ikke kunne holde ud at høre det, som jeg godt vidste.

Det bedste, vennerne kan gøre i den situation er at holde ud og være så meget, som det kan lade sig gøre og ikke mindst være der på den anden side.

– Måske kan de også stille spørgsmålstegn ved, om denne mands ægteskab er så vigtigt, at den her kvinde skal have det så dårligt.

Undervejs i relationen følte Jenny Rossander, at der var et slag, som blev udkæmpet i hende. Det er også en af grundene til, at bogens hovedperson både taler i jeg-form og i tredjeperson i bogen. For at udstille den indre magtkamp, som elskerinden ofte står i.

– Jeg kunne let blive i tvivl om, hvad der var op og ned i det hele. Og nogle stemmer i mit hoved kunne insistere på, at det hele var min egen skyld. Mens andre begyndte at blive bevidste om de strukturelle aspekter af det her.

De stemmer findes stadig i Jenny Rossanders hoved. Men i dag ved hun godt, hvilke af dem, hun lytter til.

Ulige magtforhold

Jenny Rossander oplever, at unge kunstnerkvinder kan være ekstra udsatte i kulturbranchen af flere årsager:

– At lave kunst er det, der får kunstnere til at trække vejret. Derfor virker det særligt forførende, når en magtfuld, erfaren kunstner pludselig vil sætte sig i midten af det hele. Give dig mulighed for at folde dine vinger ud. Som fortæller dig, at du ikke kun er særlig som person, men også som kunstner. Hvordan fanden skal du forholde dig til, at et menneske, der fortæller dig, at du er helt fantastisk og unik, samtidig er i gang med fuldstændigt at destruere dig?

Jenny Rossander ved i dag, at forholdet var usundt, og at det i høj grad handlede om det ulige magtforhold, der var imellem dem.

– Magt er som penge: Når du har dem, tænker du ikke over det, så dem, der har magten, tænker ikke rigtigt over, at det har betydning for relationen. De tænker ikke, at den kvinde, de indleder et stormfuldt forhold til, samtidig er en, de ansætter. Eller at det er forkert, at de fyrer hende, når forholdet stopper. De bilder sig ind, at det er bedst for alle parter, og at det vil hun nok forstå.

Jenny Rossander lægger ikke skjul på, at hun er temmelig nervøs for reaktionerne på bogen.

Om nogen vil mene at hun bare kunne have afsluttet relationen, eller at hun bare har skrevet bogen for at få opmærksomhed.

– Men hvis den her bog kan lande hos en ung kvinde, der sidder et eller andet sted og hader sig selv, føler sig skyldig og skammer sig, og som tænker, at ”det hele er min egen skyld”, så er den det hele værd. At bogen kan sige, at ja, det her findes. Dine følelser er reelle. Du behøver ikke at være loyal over for et menneske, der er i færd med at destruere dig.