Kære Danmark, jeg klapper ikke længere i hænderne, når Kongen besøger Grønland

Kære Danmark

Da jeg var barn, elskede jeg H. M. Dronning Margrethe. Jeg var mega-royalist, jeg var i Søværnet, og jeg har boet i Danmark i otte år. Der er ting, jeg er taknemmelig for, netop fordi vi har været en del af Danmark.

Men jo ældre jeg bliver, jo mere kan jeg se det hele oppefra, i fugleperspektiv. Forholdet mellem Grønland og Danmark.

Nu kan jeg se, hvordan vores kultur gennem flere hundrede år er blevet undertrykt. Hvordan grønlandske børn er blevet tvunget til at snakke dansk, hvis de på nogen måde skulle have håb om en fremtid. Hvordan man kun kunne dyrke vores oprindelige inuittro i det skjulte, fordi kristendommen blev trukket ned over hovedet på os.

Da jeg var barn, kunne min faster ikke få børn. Det var noget med hendes underliv. På det tidspunkt havde jeg ingen anelse om, at hun var en del af spiralkampagnen. At hun ufrivilligt og uvidende havde fået sat en spiral op af den danske stat, der ødelagde hendes mulighed for at få børn.

Min familie kunne have været meget større. Jeg blev frataget de fætre og kusiner, jeg kunne have haft.

Vi blev frataget vores børn, og det er folkedrab. Hvad skal man ellers kalde det?

Det er over 70 år siden, Grønland officielt ikke længere var en koloni. Men retorikken og blikket på Grønland er stadig præget af en kolonialistisk tankegang ude i verden. Som er vi et objekt, en stol, der bare kan sælges. Det er uhyggeligt.

Hvis Danmark ikke længere har Grønland, så tager USA os bare? Har I alle sammen glemt, at her bor 57.000 mennesker, der alle har en stemme?

Vi har en stemme, og i min optik skal vi være selvstændige i 2035. Det betyder ikke, vi skal bryde alle bånd med Danmark, for vi har meget historie sammen. Og jeg er helt sikker på, at vi altid vil være venskabslande.

For at vi kan blive selvstændige, er vi nødt til at samarbejde med andre lande udover Danmark. Og jeg ser både muligheder i Canada og USA som fremtidige samarbejdspartnere. Men vi bliver aldrig nogensinde en del af eller en stat i USA.

I mange grønlændere sidder der rester af kolonitiden. De føler, at deres liv er mindre værd end danskernes. For det er vi blevet fortalt gennem så mange år.

I maj måned kom en fanger hen til mig. Han takkede mig for mit arbejde, at jeg fortæller verden om Grønland gennem mine sociale medier. Han afsluttede med at sige: “Jeg er jo bare fanger.”

Det gjorde mig ked af det, og det gør mig ked af det. For han er ikke “bare” fanger. Han er så meget mere end det. Det er fangernes evner, der er grunden til, at jeg står her i dag. De har sikret overlevelse i det arktiske klima i årtusinder. De er en del af vores kultur, og jeg er så inderligt stolt af vores fangere.

Så kære Danmark, kære verden.

Vi fortjener at blive set, hørt og anerkendt, som dem vi er.

Vi fortjener at være stolte af os selv og vores kultur.

Vi fortjener at dyrke vores identitet og sprog.

Vi fortjener selvstændighed.