”Alle landets hjemløse synes, de er mine chefer”

De er overalt i gadebilledet, men det er ikke alle, der giver dem særlig meget opmærksomhed. De sidder på torvene og foran supermarkederne, står i grupper eller går alene.

De er kvinder og mænd, nogle ser mere forhutlede ud end andre, ja, egentlig er de lige så forskellige, som alle andre mennesker er, men de har samtidig noget ganske særligt tilfælles: Det hårdføre arbejdstøj og magasinerne i deres tasker. De er nemlig alle sælgere af Hus Forbi – det magasin, der i folkemunde kaldes hjemløseavisen.

Især omkring Vanløse Station er der mange. I hvert fald hvis man ser efter. Og de går alle langs den samme vej – i retning mod eller væk fra den bygning, hvor lige præcis Hus Forbi holder til.

Nogle har måske lige været der og er på vej til stationen, andre er på vej derhen. Følger man med dem, kommer man til et hyggeligt rum. Her er varmt og roligt, møblerne passer ikke sammen, men alligevel gør de, og i hjørnet hænger et stativ med tøj. Der er også en bar ud til køkkenet, hvor morgenmad står til fri afbenyttelse sammen med kaffen.

– Vi drikker den samme kaffe alle sammen, siger Sara Zankel med et smil.

Hun er på snart andet år ansvarshavende redaktør for Hus Forbi, der fortæller historier om de hjemløses liv, men også rummer kulturanbefalinger, noveller, quizzer og alt muligt andet, der findes i andre magasiner.

– Det er meget mere komplekst end bare at være ”hjemløs” – vi kalder det kun ”hjemløs”, fordi det er nemmere at forholde sig til, fortæller Sara om den gruppe af mennesker, Hus Forbi centrerer sig om – både i den forstand, at det er deres historier, der fortælles i magasinet, men også på den måde, at det er de såkaldt ”hjemløse”, der sælger den.

– Mange oplever måske at få svære livsforhold i en periode, men de kan rejse sig igen. For den her gruppe mennesker er det noget andet. Kompetencerne og ressourcerne mangler simpelthen. Tilværelsen er jo som en stol med mange ben. Man klarer den, hvis et ben knækker eller er ustabilt. Men her er der tale om nogle mennesker, hvis tilværelse er en stol, hvor alle benene er vakkelvorne. Så knækker det hele sammen en dag! Og det er en utrolig sårbar situation, siger Sara og fortsætter:

– Jeg tror, det kan være svært for middelklassedanskeren at forstå, hvorfor man ikke kan finde en lejlighed for eksempel. Eller et arbejde. Eller at man ikke kan finde ud af at gå til lægen. Men der er mange barrierer, der umuliggør det, og det prøver vi at sætte fokus på. Men det er klart, at vi ikke kan skrive i bladet hver måned: ”Det er stadig hårdt at være hjemløs!”.

I stedet forsøger Sara og resten af holdet på Hus Forbi at gøre noget andet. De vil fortælle om nuancerne ved at være hjemløs eller udsat.

– Den her gruppe mennesker har ikke en lobbyorganisation, de har ikke stærke forbindelser til deres pårørende eller stærke pårørende for den sags skyld. De har ikke noget netværk. Måske råber de for meget, snakker i tusind forskellige retninger, og de har selv svært ved at være med i den offentlige debat. Det er vigtigt for mig, at de har en stemme, fortæller Sara, der, inden hun kom til Hus Forbi, var kommunikationschef i Mændenes Hjem.

– Det var jeg virkelig glad for, og jeg gik længe og sagde, jeg ikke kunne forestille mig at vende tilbage til journalistikken – undtagen hvis det var på Hus Forbi. Egentlig havde jeg nok håbet, jeg ville blive redaktør for Hus Forbi en dag.

Idéen om en ildsjæl

Det er tydeligt, når man taler med Sara, at her er der tale om en kvinde, der brænder for en sag.

Hun taler begejstret om avisen, viser features og interviews, og hun funderer over, om flere mon ville købe avisen, hvis papiret var lækrere.

Ville de måske endda forære deres eksemplar af Hus Forbi til en anden, så flere læste med? Men hele narrativet om, at Sara er en ildsjæl, giver hun faktisk ikke særlig meget for.

– Jeg siger altid normalt nej til interviews som det her. Jeg synes ikke, jeg er så interessant – har alle ikke lyst til at hjælpe og gøre en forskel? For mig at se er det rimelig almenmenneskeligt. Jeg håber ikke, jeg bruger mit arbejdsliv på det her, fordi jeg har et specielt godt hjerte. Jeg håber, jeg gør det, fordi jeg er en god journalist – og jeg synes, den her målgruppe fortjener nogen, der er gode til det arbejde, understreger Sara og fortsætter:

– Jeg føler jo, jeg er helt utrolig heldig at have det her arbejde. Det er en ære at formidle de her menneskers historier og sætte fokus på deres problematikkerne. De skal ikke have nogle, der har lyst til at hjælpe – de skal have nogle, der er skidegode. Både i deres avis og generelt. De skal heller ikke bare have nogle pædagoger med et godt hjerte. De skal have nogle dygtige pædagoger! De har det så svært, og de fortjener det bedste. Lige nu er det mig, der har den.

Hvorfor det lige præcis endte med at være Sara, der tog den, er ikke så let at forklare, fornemmer man. Sara beskriver sit eget liv som ”helt utrolig kedeligt”.

Men interessen for de udsatte mennesker i samfundet har altid været der. Som barn drømte Sara om at blive socialrådgiver, og så var hun draget af noget bestemt:

– Jeg har altid været fascineret af ekstremer – måske fordi jeg selv er et meget lidt ekstremt menneske! Det var egentlig lidt tilfældigt, at jeg blev journalist. Jeg var god i skolen, så jeg troede, jeg ville være god til at gå på universitetet. Det var jeg så ikke specielt god til, for det var lige lovlig langhåret for mig. Jeg ville gerne ind til kernen! Og det opdagede jeg på et kursus i journalistik, at det kunne jeg med journalistikken. Der kommer et produkt, man får ordnet noget, og det er ikke særlig meta-agtigt. Det handler om virkeligheden.

Folk der græder

Virkeligheden er i den grad til stede i Saras arbejde med Hus Forbi. Her er der plads til, at det liv, vi andre betragter som almindeligt, måske ikke ligefrem passer til én – eller ikke er inden for ens rækkevidde.

Saras kontor ligger på første sal, men hun møder blandt andet sælgerne, når hun skal hente kaffe – og de kommer også op på hendes kontor, hvis de har noget på hjerte.

– Man kan mærke afmægtigheden, når der måske sidder én i den her sofa og græder. Jeg får jo lyst til at hjælpe, ikke? Men jeg må holde mig til at gøre det, jeg er god til – være nysgerrig og lytte. Jeg er ikke en hjælper for dem, synes jeg. Jeg fortæller ”bare” deres historier, siger Sara, hvis telefon ringer mange gange om dagen, fordi sælgerne har gode idéer, ris eller ros.

Hus Forbi er nemlig en forening, der drives af de hjemløse selv.

– Jeg får meget skæld ud, ikke? Men det tolker jeg som engagement. Folk har meget på spil her. I det store hele er der god energi om avisen, de er glade for den, men bølgerne kan gå højt. Det er vigtigt for dem med den her avis, fortæller Sara.

Fællesskabet er især vigtigt for Hus Forbi-sælgerne. Det er nok egentlig den primære grund til, at de er sælgere – arbejdet kommer sekundært.

Når man køber et eksemplar af Hus Forbi, går 25 kroner til sælgeren, 25 kroner til foreningen. Og en stor sum af de penge bruges faktisk også på sælgerne.

– Pengene til foreningen går til sælgeruniformer, betaling af receptpligtig medicin – og faktisk også hundeforsikring. Det er vigtigt, for man kan ikke bo på et herberg med en hund, hvis den ikke er forsikret. Og du kan ikke få en forsikring, hvis du ikke har en adresse. Det er et underligt catch 22 dér, så vi har en gruppeforsikring for sælgerne, fortæller Sara.

Samtidig bruges der også penge på at holde fællesskabet med sælgerne ved lige.

– I næste måned har vi en sælgercamp, hvor sælgerne skal på lejertur i tre dage, hvis de vil. Der er også fisketure, generalforsamlinger, julefrokoster, pakkelegsarrangementer og den slags, siger Sara og fortsætter:

– Det har overrasket mig, at sælgerne har så stort et engagement i avisen. Det havde jeg ikke regnet med. Når der bliver holdt generalforsamling, er der flere hundrede sælgere til stede. De kommer fra hele Danmark, og de er vrede, glade, engagerede! Hus Forbi er deres forening, og det er jo dem, der sidder i bestyrelsen. Alle landets hjemløse synes, de er mine chefer – og det er faktisk mega dejligt. Det er lige, som det skal være.

Afmægtighed og værdighed

Sara og hendes kollegaer møder sælgerne på en anden måde, end socialrådgiverne for eksempel gør. Det er ikke deres opgave at hjælpe – de skal lytte. Og det er der både fordele og ulemper ved.

– På en arbejdsdag møder jeg mange mennesker, der har det hårdt, og det påvirker mig på et almenmenneskeligt niveau. Som journalist møder jeg dem nok også lidt mindre professionelt end en sagsbehandler for eksempel gør. Der er ikke samme grænser. Det kan føles som en afmægtig situation, men også en privilegeret situation. Når jeg møder de hjemløse, er vi mere ligeværdige. Jeg skal ikke sagsbehandle noget; jeg kan ikke skubbe på en kontanthjælp eller skaffe en bolig. Det er som regel mig, der skal have noget ud af dem og ikke omvendt, fortæller Sara, der også må gå på en knivsæg, når det kommer til den journalistik, Hus Forbi laver.

Hus Forbi skal nemlig som alle andre medier overholde de presseetiske retningslinjer, og det kan nogle gange støde sammen med de hjemløses eller udsattes ønsker.

– Det sværeste ved det her job er, hvis der er noget, jeg har lavet, som sælgerne ikke er glade for. Jeg skal jo bruge min faglighed til at få forløst deres historie, men det er ikke altid, vi er enige om, hvad historien er. Der er for eksempel nogle, der har været udsat for forfærdelige ting, de gerne vil fortælle om. Men så skal vi jo høre modparten. Og det kan være svært at forstå. Vi er jo ikke sat i verden for at pege fingre – vi er et medie ligesom alle mulige andre. Det kan måske tolkes som en mistro fra os, men det er det bestemt ikke.

Det er med andre ord hele tiden en afvejning mellem presseetik og den målgruppe, der fortælles til og om. For eksempel har man også en presseetisk regel om, at man helst ikke skal bruge sårbare kilder – og sårbare er jo lige præcis, hvad de hjemløse ofte er.

– Kan man interviewe nogle, hvis de er påvirkede? Eller psykisk syge? Eller i en sårbar situation? Det er en balance mellem at skærme og samtidig insistere på, at værdighed findes på mange måder, understreger Sara.

Og lige præcis værdighed nævner hun igen og igen i løbet af interviewet. Et værdigt liv kan se ud på mange måder – og det er vigtigt at huske værdigheden, når man er redaktør på Hus Forbi.

– Nogle gange spørger folk, hvordan vi hjælper dem med at komme videre igen? Men det er slet ikke det, vi laver. Et liv, man trives i, kan se ud på mange måder. Det er de færreste sælgere, der skal op og leve et middelklasseliv, og vi vil gerne fortælle om nuancerne, siger Sara og fortsætter:

– Det her job giver mig helt vildt mange søvnløse nætter, stress og sorg. I de her år, hvor jeg har arbejdet med udsatte og hjemløse, har jeg været til mange begravelser. Jeg møder nogle mennesker, når de kommer lige fra forfærdelige ting. Tæsk og voldtægter, kolde nætter og det, der er værre. Men det giver mig en følelse af mening at møde dem og arbejde med at formidle historierne, så deres værdighed er i behold.

Det er ikke kun negative følelser, Sara får ud af sit arbejde. Hun møder også mange dejlige, sjove og seje mennesker i løbet af en arbejdsdag. Mennesker, hun holder af. Faktisk så meget, at hun sender en besked et par dage efter dette interview.

Her står der blandt andet: ”Jeg er lidt nervøs for, at jeg kom til at lyde kold. Men det er fordi, at medlidenhed og hjerte bare ikke er det, der fylder mest. Det er respekten. De fleste af sælgerne er meget sejere, end jeg nogensinde har været. Så jeg beundrer dem og respekterer dem virkelig”.

At respekten og beundringen vist er gensidig, oplever Sara ikke kun, når hun er på arbejde. Sælgernes engagement når hende også, når hun færdes i det samme bybillede som det, de befinder sig i.

Her giver hun kram og hilser på dem, hun kender – og det er mange. Faktisk så mange, at hendes børn er kommet med en bøn:

– Hvis vi skal en tur ned i supermarkedet, kan mine børn finde på at sige: ”Jeg vil gerne gå med, men du skal ikke snakke med alle de hjemløse! Du skal ikke standse og kramme dem!”. De synes, det er pinligt, men jeg håber, de får noget med alligevel.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 10/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.