”Det er jo sindssygt at starte en virksomhed, når man ikke får lov til at låne penge i banken. Alt, hvad jeg har bygget op, er af selvtjente penge.”

Anna Borg stikker hovedet op fra kahytten på båden Mathilde, som hun og hendes kæreste har boet på de sidste fire år. Mathilde skal sælges, og parret er i gang med at ordne det sidste, før båden kan vises frem for potentielle købere.

– Jeg er tilbage om fem minutter – jeg har fået maling på mit tøj, så jeg skal lige skifte, siger Anna og vifter med en rød trøje, mens hun småløber baglæns.

Det er et meget godt billede på, hvordan hendes liv har set ud de sidste fire år: Altid hænderne i et eller andet praktisk og i flere ting på én gang.

Siden september 2019 har Anna arbejdet på at starte virksomheden Annas Fiskekasser. På sidelinjen har hun blandt andet undervist i dans, designet kitler til Danske Hospitalsklovne, haft rengøringsjobs, arbejdet på sin båd og fået datteren Vera.

– Min kæreste siger, at jeg har gang i lidt for meget. Det synes jeg også selv nogle gange, og så kan jeg godt crashe. Men jeg kan også godt lide det. Jeg tror, man skal kunne lide at have gang i mange ting for at være selvstændig.

Fra fashion til fisk

Selv om Anna er vokset op på Mors med familie i Hanstholm, som arbejder med fisk, var det ikke den karrierevej, hun så for sig. I stedet startede hun på Designskolen i Kolding og kom ind i en verden, der handlede om at tage til modeuge, have det rigtige tøj på og mingle med de rette mennesker. Herefter blev hun freelancer og arbejdede blandt andet for et rollatorfirma og designede kostumer til teatret.

– Mens jeg var freelancer, begyndte jeg at tage fisk med hjem til mine venner, når jeg havde været på besøg hos min familie i Thy. Det blev til venners venner, og pludselig leverede jeg fisk til rigtig mange. Min familie spurgte, hvorfor jeg ikke startede min egen virksomhed inden for fisk. Den tanke var på en eller anden måde mere rar for mig end at vende tilbage til mode, selv om det selvfølgelig ikke ville blive nemt.

Det blev starten på Annas Fiskekasser. På Designskolen var hun begyndt at interessere sig for bæredygtig produktion, og da hun var fast besluttet på at arbejde med bæredygtig fisk, måtte hun bryde samarbejdet med familien i Thy.

– Min familie går ikke op i skånsomt fanget fisk, og jeg ville gerne bidrage til en forandring i branchen. Jeg er familiens sorte får, der har valgt at gå den bæredygtige vej. Jeg valgte at arbejde med garnfanget fisk fra kystfiskere i stedet for trawlet fisk. Fiskenes svømmeblære kan ikke holde til at blive trawlet. De bliver kvalt af det og når at dø, før de kommer op af vandet. Det ville være så fedt, hvis jeg kunne bidrage til, at vi fik en ny generation af små kystfiskere.

Anna køber mange kilo ind af den fisk, der er i sæson, og så står hun selv for at enkeltfryse fisken og sende den ud til kunder på abonnement. På den måde kan de tage en enkelt filet ud af fryseren ad gangen, og det sætter kunderne pris på.

– Lige nu køber jeg rødspætter. Snart skal jeg købe laks fra Færøerne, hvor de opdrættes i havet uden GMO og antibiotika, og hvor bassinerne flyttes for hvert kuld, så de ikke ødelægger havbunden.

Det er vigtigt for Anna, at fisken er garnfanget, og at kystfiskerne ikke har så meget bifangst. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening udjævner bundtrawl havbunden, ødelægger strukturen og fjerner de sårbare bunddyr og -planter. Anna fortæller, at bundtrawl også fanger unge fisk, som ikke har formeret sig endnu. Det er ikke miljøvenligt i Annas øjne. Derfor går hun op i, at fisken er skånsomt fanget.

– Lige nu fokuserer jeg på at få folk til at spise fisk fra små kystfiskere. På sigt vil jeg gerne skifte laks ud med havørred, som er økologisk, men det er svært, fordi danskerne elsker laks. Så skal jeg til at opdrage folk og vise dem, at havørred smager lige så godt som laks. Det er svært at tage alle kampe.

Et tiltrængt skulderklap

I mange år har Anna haft mange sidejobs for at få råd til at drive Annas Fiskekasser. Undervejs har hun forsøgt at få en kassekredit på 50.000, da hun gerne ville flytte virksomheden og købe en ny maskine. Men selv om hun forklarer om forretningen og kunderne, siger hendes bank nej.

– Min bank kan ikke se, at jeg kan tjene penge, hvis jeg kan investere i virksomheden. Min kæreste er også selvstændig, men inden for grafisk design. Da han ringede til banken, kunne han sagtens få en kassekredit på 200.000.

– Jeg kan blive så sur. Det er jo sindssygt at starte en virksomhed, når man ikke får lov til at låne penge i banken. Alt, hvad jeg har bygget op, er af selvtjente penge. Jeg har arbejdet med rengøring om natten for at få råd til en maskine. Annas Fiskekasser vokser jo hele tiden, så jeg er nødt til at finde på nogle kreative løsninger.

Sidste år fik Anna et tip om, at Visa ville uddele et legat til tre kvindeejede virksomheder. Da banken ikke ville give hende et lån, håbede hun, at Visa ville se lyset i hendes virksomhed.

– Jeg havde brug for mere kapital til produktion og indkøb af fisk, og jeg tænkte, at jeg havde en chance, da legatet var til kvindelige iværksættere.

Da Visa ringede, troede hun først ikke på, at hun havde fået legatet. Hun havde kuldegysninger over hele kroppen, da hun tog telefonen. Hun havde slet ikke turdet håbe på det.

– Jeg tudede i telefonen, fordi jeg blev så glad for, at der var andre end mig, der troede på mit projekt. Det betød bare så meget. Jeg arbejdede rigtig meget, og jeg havde lidt en følelse af, at jeg ikke kunne mere, så det var bare fedt at få det dér skulderklap. Det hjalp mig virkelig, og jeg vil anbefale alle kvinder, der har deres egen virksomhed, at søge legatet, selv hvis de ikke tror, de vil få det. Der kan ikke ske noget ved at søge.

En investor på krogen

Anna har ingen ambition om at skalere Annas Fiskekasser op til et kæmpestort foretagende. Hun ønsker sig en solid, sund virksomhed med to-tre ansatte og tid til også at holde fri indimellem.

– Mit mål er ikke at få råd til en dyr Porsche, og jeg vil helst ikke have kæmpestore investorer. Jeg vil gerne blive ved med at drive Annas Fiskekasser, og så vil jeg gerne have en sejlbåd og have tid til mine fritidsinteresser – for eksempel at danse og klatre. Det at have en sidebeskæftigelse gør, at jeg bliver hevet ud af den osteklokke, jeg kan være i på mit arbejde. Jeg får en pause, og samtidig giver det mig en masse energi.

Lige nu trækker hun ikke løn ud til sig selv, fordi alle pengene bliver investeret i virksomheden. Hun vil gerne have en investor, men det skal være det rette match. Hun har før været i dialog med en investor, som hun skulle til at underskrive en aftale med. Men så drømte hun noget, der ændrede på den plan.

– Natten inden vi skulle underskrive, drømte jeg, at jeg skulle giftes med investoren. Jeg havde et stort, fancy skrud af en kjole på, som jeg aldrig ville tage på i virkeligheden. Da vi stod foran alteret, tog jeg pludselig den her kæmpe kjole, og så løb jeg bare ud af kirken.

– Jeg plejer ikke at se mine drømme som symbol for noget, men om morgenen kunne jeg bare mærke, at det ikke ville gå. Han fokuserede mere på penge end på bæredygtighed og ville have mig i en helt anden retning.

Ordblind og optimist

Når man får en mail fra Annas Fiskekasser, afsluttes den med teksten: Jeg er ordblind så bær over med stavefejl. På den måde viser hun ikke kun, hvorfor der kan være stavefejl i hendes mails – men også, at det at hun er ordblind, ikke sætter en stopper for iværksætteriet.

– Jeg er vant til at få at vide, at jeg ikke dur til noget, fordi jeg er ordblind, og jeg har snakket med flere andre ordblinde, som har samme oplevelse. Det gør, at der skal ret meget til at slå os ud. Selvfølgelig bliver jeg også skuffet og ked af det, når jeg møder modgang. Det er sindssygt hårdt at starte en fødevarevirksomhed, for der er så meget, man skal forholde sig til.

– Men wauw, hvor har jeg lært meget af at starte min egen virksomhed. Det er det, der er fedt ved at være selvstændig – du kan altid lære. Jeg sætter også pris på, at jeg ikke skal møde ind på kontoret hver dag i et bestemt tidsrum. Jeg dur slet ikke til sådan noget.

Det er måske også på grund af oplevelserne som ordblind, at Anna ikke lader sig slå ud af besværlige bankmænd og andre former for modstand. Fiskebranchen kan være hård, og det har Anna også mærket.

– De største hug har handlet om, at jeg er en hippie inden for branchen, fordi jeg går op i, at fisken er garnfanget. Der er fiskere, som har skrevet til mig og spurgt, om jeg kan se forskel på moderne garnfiskerbåde og trawlere. Jeg bliver så træt. Altså, jeg er opvokset i Thy – hvad tror du selv? Men det kan også være en fordel, for så har jeg fanget deres interesse.

– Jeg skal også høre for, at jeg er kvinde. Der er nogle fiskere, som har kommenteret på min krop, og jeg har fået at vide, at det har været lettere for mig at få succes med min virksomhed, fordi jeg er en køn pige. Det kan virkelig gøre mig vred. Jeg har knoklet og pakket fisk i jeg ved ikke hvor mange timer. Jeg har tit lyst til at sige, at de skal opføre sig ordentligt, men jeg lukker for det meste ørerne, fordi jeg ikke vil ødelægge relationen.

Anna vil gerne bidrage til, at flere kvinder kaster sig ud i iværksætteri, og på den måde håber hun, at Annas Fiskekasser kan være et forbillede for andre.

– Der er mange danskerne, der tror, vi har ligestilling. Det har vi ikke, og heller ikke inden for iværksætteri. Jeg vil rigtig gerne hjælpe andre iværksættere med at komme i gang, så man må meget gerne ringe og snakke. Jeg vil også gerne være et forbillede for andre ordblinde og vise, at man kan starte sin egen virksomhed, selv om man er ordblind.