Det hele skete i løbet af en uge: "Det gav mig mod til at tænke: Jeg kan gøre ting anderledes"

I starten overraskede det mig, at jeg kunne skrive på en måde, så andre sagde det, som om det var deres egne ord.

Jeg kan huske den fornemmelse tydeligt: Hvordan mine ord kom ud af munden på andre, som om det var deres.

Ordene er 62-årige Anita Furus.

Indtil for få år siden kendte stort set ingen i offentligheden hendes navn – men de havde uden tvivl hørt hendes ord sagt højt mange gange.

Det var bare ikke Anita, der sagde dem. Det var landets statsministre, der ytrede dem fra diverse talerstole rundt om i landet.

Efter at have arbejdet som økonom fandt Anita nemlig ud af, at hun havde en særlig evne: Hun kunne gøre andres stemme til sin ved at lytte – og det med at lytte er en stor del af forklaringen på, hvorfor hun er så god til at få sine egne ord til at lyde som andres.

– Selvfølgelig skal man kunne skrive for at være taleskriver, men det er lige så vigtigt at lytte. Man skal lytte til det andet menneskes stemme. Det er nok et gehør, man skal have. Jeg lytter efter rytme, hvilke ord de kan lide at bruge, hvilke historier de fortæller. Der er selvfølgelig også noget ideologisk i det: Hvilken tankegang har de? Hvilke politiske prioriteringer har de? Men det er et ongoing job det med at blive ved med at lytte, siger Anita om sit arbejde som taleskriver.

Når man sidder over for hende, fornemmer man også, at her er en kvinde, der har lyttet meget i sit liv. Hun er opmærksom og nærværende – og så husker hun alt, man har sagt.

Samtidig vægter hun sine ord med omhu, og man får en fornemmelse af, at Anita om nogen ved, at hvert ord har værdi.

Ord og deres betydning har fyldt i Anitas liv, siden hun var helt lille og voksede op i en boligblok ved Jægersborg Station med en far, der var forretningsmand, og en mor, der var hjemmegående.

– Mine forældre kunne også godt lide at læse, de havde da bøger stående, men de var ikke lige så entusiastiske som mig. Jeg har altid elsket at læse og skrive. Den første bog, jeg læste selv, var Laura Ingalls ”Det lille hus i den store skov”. Jeg har læst den bog tusind gange, og jeg har i det hele taget altid slugt bøger. Samtidig har jeg været interesseret i matematik og tal og samfundsforhold, fortæller Anita, der som ung vaklede mellem at læse litteraturvidenskab og til økonom.

Den første tale

– Jeg stolede ikke på, at jeg kunne blive forfatter. Det har faktisk altid været min drøm, fordi jeg selv har elsket at læse. Tænk, at skrive en bog, som andre læser og bliver berørt af! Ligesom jeg er blevet berørt af de bøger, jeg selv har læst, siger Anita, som endte med at læse økonomi.

Så gik livet derefter, siger hun, med mand og barn, et job som økonom i Erhvervsministeriet, et barn til og endnu et barn til.

Imens skrev hun ”til skuffen”. Og så en dag så en departementschef et lys i hende, der ikke handlede om tal alene.

– Departementschefen i Erhvervsministeriet lagde meget vægt på kommunikation, og han spurgte så mig, om jeg ville være taleskriver. Jeg tænkte faktisk ikke på, at jeg nu lavede et kæmpe karriere­skift, men det gjorde jeg jo i virkeligheden! Og jeg blev simpelthen så glad for det, fortæller Anita, hvis første tale blev et bidrag om erhvervspolitik til Poul Nyrups åbningstale – et bidrag, han brugte lige præcis nul og niks af.

– Det var jo ret ærgerligt, en flad fornemmelse, men så var jeg i gang. Og departementschefen mente, det var Nyrup, der ikke kunne se storheden i erhvervs­politik. Han mente, mit bidrag var godt, og spurgte, om jeg ville være fast taleskriver.

Et ords betydning

I 2008 blev Anita fast taleskriver for statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det lå ikke i kortene, for jobbet fandtes faktisk ikke dengang. Så Anita foreslog, at hun blev det – og efter lidt tid sagde Statsministeriet ja.

– Det var egentlig lidt sjovt, at jeg turde foreslå det. Jeg er ellers en introvert person, men jeg vidste, at jeg kunne. Jeg havde haft held med det før efter at have skrevet for fire erhvervsministre, og jeg kunne se, at det, de lavede i Statsministeriet, ikke var godt nok. Ikke fordi jeg var dygtigere end dem sådan set, men mere på grund af den måde, det var organiseret på. En tale blev skrevet af den, der havde forstand på fagområdet, men ikke af den, der havde forstand på taler, fortæller Anita, hvis karriere som taleskriver derefter gik slag i slag.

Nu ser hun tilbage på et arbejdsliv, hvor hun har skrevet taler for Anders Fogh Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.

– Jeg lægger min identitet fra mig, når jeg skriver taler. Det skal man være klar til – man skal kunne lægge sig selv helt væk. Det må være som at være skuespiller og tage en rolle på sig. Jeg lægger mig selv og mine synspunkter fra mig, for der er ikke nogen, der har valgt mig. Der er nogen, der har valgt politikerne, siger hun.

Gennem tiden er det blevet til et hav af taler fra Anitas pen. Den bedste tale er hun ikke i tvivl om, hvad er for én. Det var Mette Frederiksens tale til de såkaldte ”Godhavnsdrenge”, der i løbet af 1960’erne blev udsat for svigt og overgreb på et børne­hjem.

– Det var Mette Frederiksens første officielle tale som statsminister, og det var min første opgave for hende. Det var et godt sted at starte, for i virkeligheden var det ikke en svær tale at skrive. Den har så klart et formål, forklarer Anita.

– Det, jeg tænkte meget på, var, at den ikke skulle være for sentimental, nu situationen i sig selv var sentimental. Nogle undrede sig over, at det var det første, hun valgte at gøre. At sige undskyld til en lille gruppe mennesker, nu hun var statsminister for hele Danmark. Men det viste sig, at i den lille historie gemte der sig en større historie om, hvilket samfund vi skal have, og hvordan vi behandler hinanden. Så der var mange, der blev rørte af den tale. Den ramte dem, der hørte den.

Når man taler med Anita, forstår man, at det handler om at røre nogen med ord – også selv om ordene siges af nogle andre.

Hvert ord har betydning, og det oplevede Anita også, da hun var med til at skrive Lars Løkke Rasmussens såkaldte skåltale til en middag med USA’s præsident Barack Obama og de andre nordiske landes statsoverhoveder:

– Fordi det var en middagstale, var opgaven, at det skulle være underholdende, sjovt. Lars Løkke arbejdede på den, mens han var i USA, og vi havde en hel mailtråd om den tale, hvor jeg var den eneste kvinde. Lars Løkke er faktisk ret sjov, så han var god til at lave de rigtige indspil til vittighederne og få den rette balance mellem noget seriøst og noget vittigt, fortæller Anita.

– Talen er næsten på plads, og vi er nu nået til den fase, hvor vi interesserer os for de enkelte ord. Og så er der en passage, hvor Michelle Obama, som jeg synes er en vanvittig stærk kvinde, og som jeg beundrer for mange ting, omtales som ”Your lovely wife”. Det, syntes jeg, var sexistisk. Men mændene slog sig ikke på det! Egentlig har jeg ikke tænkt så meget over, at jeg ofte var den eneste kvinde i en forsamling af mænd, men dér tænkte jeg på det, og jeg var sikker på, at mange andre kvinder, især herhjemme, ville reagere som mig.

Vendingen ”Your lovely wife” endte på Anitas initiativ med at blive ændret til ”Fantastic and dedicated”. Det er mere seriøse ord at sætte på Michelle Obama, siger Anita bestemt.

Et vindue i livet

Mens Anita var taleskriver, og tre statsministre kom og gik, opstod der pludselig det, Anita kalder ”et vindue i mit liv”.

Hendes børn var blevet store, hendes forældre døde efter længere tids sygdom, børnebørnene var ikke kommet til endnu, og Anita begyndte at have tid til sig selv. Hun begyndte på et skrivekursus og så endnu et.

– Det var et tidspunkt, hvor jeg kunne gøre, hvad jeg ville for mig selv. Jeg meldte mig på et skrivekursus og oplevede, at det med at skrive ikke kun behøvede være noget, man gjorde selv. Per definition er man jo alene som forfatter, det er et ensomt job, men man kan dele det med andre, og det oplevede jeg på det skrivekursus. Her var der andre, der også læste og skrev – og elskede det. Der var et fællesskab om det, og jeg mødte nogle, der også troede på, at jeg kunne, siger hun.

Én af dem, Anita Furu mødte, var forfatteren Kirsten Thorup. Hun var gæstelærer på et af skrivekurserne, hvor Anita havde tekst med – og efter undervisningen kontaktede Kirsten Thorup underviseren og sagde, at hun gerne ville læse Anitas bog.

– Den mulighed greb jeg. Jeg skrev til hende, om hun ville læse med? Hun skulle lige skrive ”Erindringen om kærlighed” færdig, den bog hun vandt Nordisk Råds Litteraturpris for, og det kunne jeg da godt lige vente på, griner Anita.

– Hun læste det, jeg havde skrevet, og hun kunne lide det. Og jeg tænkte: ”Hvis Kirsten Thorup tror på det, så må det kunne noget”.

Den bog, Kirsten Thorup godt kunne lide, blev Anita Furus debutroman, ”Mit halve liv”, der er inspireret af hendes farmors historie om at blive forældreløs under pogromerne, jødeforfølgelserne, i Kyiv og blive bortadopteret til et jødisk miljø i København.

Nu skrev Anita ikke for andre – hun skrev for sig selv i fiktionens verden, selv om debutromanen er bygget på hendes farmors historie.

– Jeg måtte skabe en fiktiv person, for at jeg kunne opfatte hende som en moderne kvinde, selv om hun levede i en anden tid. Jeg havde fået forskellige historier fra min farmor gennem tiden, men hun fortalte alt som et eventyr. Jeg tror, at vi alle sammen redigerer vores liv. Min farmor havde haft et voldsomt liv, men hun har nok sat nogle brikker sammen for at skabe en særlig historie. De brikker måtte jeg flå fra hinanden og sætte sammen på en ny måde, hvis jeg skulle fortælle historien som en roman.

At finde sin egen stemme

Anita Furu debuterede som forfatter i 2017 – som 55-årig. Romanen fik et væld af anmelderroser og vandt den eftertragtede debutantpris.

– Det var helt fantastisk at vinde den debutantpris. Samtidig havde jeg en lidt mærkelig uge i mit liv. Jeg er et meget stille og roligt menneske, jeg er faktisk det modsatte af drama queen. Jeg kan ikke lide forandringer, men den uge i oktober 2018 forandrede så meget sig. Tre vigtige ting skete i mit liv: Min mand, som jeg havde boet sammen med i 36 år, flyttede på mit initiativ – og i fordragelighed. Det var en god ting. Samtidig blev jeg farmor. Og så vandt jeg debutantprisen.

Anita fortæller udramatisk om den uge, der selv for den mest adrenalinhungrende person må have været rimelig sindsoprivende.

De tre begivenheder vendte da også på hver sin måde op og ned på Anitas liv – og i det hele taget rykkede det at debutere rundt på noget indeni:

– Det gav mig også et mod til at tænke: ”Mit liv behøver ikke være, som det er. Jeg kan gøre ting anderledes”. Når jeg tænker på det nu, kan jeg godt se, at jeg begyndte at se på mit liv og mit ægteskab på en anden måde. Det hele hang sammen. Jeg fik en følelse af, at jeg kunne gøre tingene anderledes. Forandring var muligt.

Med den livsforandrende uge fulgte flere forandringer. Flere og flere ville høre Anitas egen stemme og tanker til foredrag og i flere bøger.

– Det er jo min drøm at skrive bøger, og jeg er endt med at sige mit job op – det er endnu en forandring. Jeg fik modet til at gøre det på grund af alt det, der skete med min første bog. En dag tænkte jeg: ”Hvis det skal være, så skal det være nu. Især med den alder, jeg har”.

– Det er et fantastisk privilegie, at jeg nu kan vågne hver morgen og sætte mig til at skrive. Da jeg stadig var ansat i Statsministeriet, stod jeg gerne op kl. halv seks hver morgen for at skrive nogen timer, inden jeg skulle på arbejde. Jeg ville bruge de bedste timer på min egen stemme! Nu er jeg mere sløv og står først op halv syv og skriver. Jeg kan godt lide at tage en kop kaffe og computeren med ind i sengen. Jeg skriver også stadig lidt taler for Statsministeriet og enkelte andre freelance, siger Anita, der altså ikke er helt færdig med at låne sin stemme ud.

Men hvad med hende selv – holder taleskriveren og forfatteren selv taler? Anita ryster på hovedet og griner:

– Jeg har faktisk ikke selv holdt særlig mange taler, for jeg er en introvert person! Men engang fyldte min bror rundt, og så ønskede han sig en tale. Det var egentlig en rar fornemmelse at holde den tale, for så fandt jeg ud af, at jeg også selv kunne. Men jeg rejser mig ikke bare op og holder tale, fortæller hun og fortsætter efter lidt tænketid:

– Jeg holdt også en tale, da jeg vandt debutantprisen. Den var jeg glad for at holde. Der sagde jeg nemlig nogle ting, som var vigtige for mig selv.

Denne artikel blev første gang bragt af SØNDAG 37/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.