"Det værste ville være, hvis jeg kommer til at elske det, men overhovedet ikke kan tjene penge på det"

Da Nadia Zinck Schrøder var studerende, var hun til en “hvad kan du blive”-dag på DR. Allerede dengang tænkte hun, at der skulle hun have job en dag.

Hun søgte ind på DR’s talenthold, men kom ikke ind, søgte en praktikplads, som hun ikke fik, for til sidst at få en praktikplads gennem en bekendt af hendes mor.

– Jeg har mere eller mindre besluttet mig for alt det, jeg har opnået i min karriere, inden jeg har fået det. Når jeg sætter mig et mål, er jeg ret stædig og bliver ved med at gå efter det, til jeg får det.

Nadia Zinck Schrøder fik senere en karriere i reklamebranchen, og da hun nu – efter knap 10 år i forskellige job i kommunikationsbranchen, senest som projektleder hos DR - valgte at sige sit job op for at blive iværksætter, var det heller ikke en spontan idé, men noget, der havde ulmet i mange år.

– Jeg har altid haft en forestilling om, at jeg skulle være iværksætter på et eller andet tidspunkt. Jeg har haft alle mulige og umulige ideer gennem tiden.

– Jeg har tænkt i alt fra at sælge ting importeret fra mærkelige steder til at skabe mentornetværker eller skrive en børnebog. Det har altid ligget latent i mig, at jeg på et tidspunkt ville sige: “Fuck det hele. Nu skal jeg være selvstændig.”

En ild blev tændt

Det var til gengæld ikke lige planen, at det skulle være lige nu med to små børn, hvor hun stadig var på barsel med den ene.

– Jeg tænkte, at små børn og et iværksætterliv ville være en virkelig dårlig kombination, og vi sad ret dyrt i det hus, vi havde købt tre år tidligere, så jeg havde egentlig afskrevet muligheden for at gøre det foreløbig.

Men når Nadia Zinck Schrøder alligevel valgte at sige sit job op, skyldtes det et opslag, hun så på Instagram, mens hun ammede sin søn.

Her stødte hun på en story fra Camille Gudmand Lange, som hun kendte perifert, der fortalte, at hun havde besluttet at sige sit job op for at blive selvstændig.

– Det tændte den der ild i mig, og jeg skrev, at hvis hun manglede nogle ører til at lytte, ville jeg sindssygt gerne lytte.

De to mødtes til en kaffe med hver deres barnevogne og store drømme.

– At kunne spejle mig i Camille, der stod præcist samme sted som jeg selv, gjorde hele forskellen for mig. Hendes mod var så inspirerende, og en halv time efter jeg kom hjem fra vores møde, havde jeg også besluttet at sige op.

Heldigvis for Nadia Zinck Schrøder var hendes mand med på ideen, men da hun lagde budget for deres fremtidige økonomi, hvis der kun ville være en indtægt fra Nadias mand, viste det et månedligt underskud på 2.000 kr.

Men så kom stædigheden op i hende igen. Efter længere tids søgen efter en bank, der ville bakke op om ideen, fik de omlagt familiens huslån, så der blev råd til, at hun ikke havde en fast løn i en periode. Og så afgav Nadia sin opsigelse.

Tankemylder og præstationsangst

Kort tid efter kom ideen til virksomheden, Nadia Zinck Schrøder nu vil skabe: En virksomhed, der sælger møbler, du selv kan bygge.

Inspirationen kommer fra hendes Instagram-profil @forstadsdromme, hvor hun de sidste par år har delt renovationen af familiens hus i Hvidovre med bl.a. gør-det-selv-tips til at bygge sine egne møbler.

Planen er at hjælpe andre i lignende situation med tegninger, vejledning og materialer, så de selv kan bygge f.eks. et indbygget garderobeskab eller en væg-til-væg-reol. Altsammen er dog stadig på tegnebrættet.

– Indtil videre fungerer ideen kun i mit hoved. Jeg aner ikke, om den vil lykkes.

Hendes mand er heller ikke helt uden overvejelser.

– Han er bekymret for, at jeg vil blive så opslugt af det, at jeg ikke vil tænke på andet, og det er nok også velbegrundet, for jeg er meget engageret og passioneret, når jeg kaster mig ud i noget.

Men så minder hun sig selv om, hvorfor hun sagde sit job op i første omgang.

– Jeg vil gerne have et friere arbejdsliv, hvor jeg selv kan bestemme. Jeg vil gerne arbejde mindre og have mere tid til mine børn.

– Jeg har besluttet, at jeg aldrig vil arbejde i weekenden og om aftenen, og jeg har faktisk tænkt mig at hænge en reminder om det op på væggen, så jeg ikke risikerer at blive revet for meget med. Så må vi se, om det kan lade sig gøre, men det er ambitionen.

Nadia Zinck Schrøder og hendes mand har aftalt, at de giver iværksætterdrømmen seks måneder. Derefter vil de kigge hinanden i øjnene og se, om de synes, at den skal have mere tid.

– Det værste ville være, hvis jeg kommer til at elske det, men overhovedet ikke kan tjene penge på det. For så er jeg nødt til at tage et andet job, som jeg elsker mindre og samtidig være bekræftet i, at jeg ikke kan udleve det, som jeg egentlig brænder for. Det ville jo være forfærdeligt.

Noget af det, Nadia Zinck Schrøder oftest er blevet spurgt er, hvordan hun fik modet og ideen til sit kommende firma. Men det er ikke så afgørende, at man ved præcis, hvad man skal, mener hun.

– Jeg synes der er en tendens til, at vi tænker på ideer som noget, der bare lige pludseligt opstår af sig selv ud af det blå. Men man kan ikke tænke sig til alt. Ideerne skal have plads for at opstå.

– Man kan sagtens sige sit job op uden at vide præcis, hvordan ens videre vej ser ud. Det handler nok også om at læne sig tilbage og tænke: “Det går nok. Og hvis ikke, så går det nok alligevel.”

Og modet? Nadia føler sig slet ikke modig.

– Jeg har grædt, ligget søvnløs, haft tankemylder og kæmpe identitetskrise og præstationsangst. Måske tænker man, når man følger med på min Instagram, at jeg er ovenpå.

– Men modig er det sidste, jeg føler mig, og havde jeg ikke haft Camille at følges med, havde jeg sgu aldrig turde gøre det, siger hun og påpeger at det også netop er pointen med podcasten.

– Vi håber, vi kan give andre der måtte have brug for det, det samme lille skub, som Camille gav mig den dag, vi gik den tur. Det er derfor vi kalder vores podcast “De Grønne Grises Klub” - her kan vi være sammen om at, ja, skide grønne grise.

Camille Gudmand Lange: “Jeg har ikke haft nogen køreplan. Overhovedet ikke”

Camille Gudmand Lange tog som 20-årig på en højskole, hun havde valgt, fordi den havde en flot hjemmeside.

Her mødte hun en pige, som skaffede hende et job som runner på DR, hvor hun bl.a. printede manuskripter ud til værterne og fulgte Pia Kjærsgaard og andre gæster hen til studierne.

Efterfølgende havde hun egentlig tænkt sig at læse antropologi, men droppede ud, inden der var gået to uger.

Hun så ved et tilfælde, at DR søgte nye aspiranter til deres Talenthold to dage før ansøgningsfristen. Hun ansøgte, og kom med.

– Jeg har en fornemmelse af, at min karriere hovedsageligt er formet af ting, der er sket for mig og ikke af de valg, jeg har taget. Jeg har fulgt med en strøm, som er udsprunget af et tilfældigt valg, jeg engang tog.

Det var gennem de 13 år, hun var på DR, at hendes karriere tog form. Efter Talentholdet har hun været tilrettelægger og VJ på bl.a. “Klubværelset” på P1 og DR1-programmet “Lortemor.”

Det var også på DR, at hun mødte sin mand, journalist og daværende P3-vært David Mandel, som hun i dag har to børn med.

– Min karriere er gået meget slag i slag. Jeg har ikke haft nogen køreplan. Overhovedet ikke. Det har fungeret, men efter jeg er blevet ældre, har jeg haft behov for at finde ud af, hvad formålet med det hele er.

Det uperfekte morliv

Tankerne om at gøre noget andet begyndte at spinne rundt i hovedet på Camille Gudmand Lange, da hun vendte tilbage efter sin første barsel med sønnen Pelle.

– Der kunne jeg mærke, at den opskrift, jeg havde fulgt, ikke fungerede længere. Jeg var helt vildt påvirket af, at han var i institution, og jeg græd ofte på arbejdet. Jeg havde bare brug for ikke at lave så skarp en overgang.

Derfor fik hun hurtig en aftale i stand med sin chef om at gå ned i tid, men da hun i 2020 fik datteren Lea, føltes det, som om 30 timer stadig var for meget.

– Jeg kunne ikke fungere i en 37 timers arbejdsuge, eller 30 timer for den sags skyld, når jeg skulle lægge min morrolle oveni, så jeg drømte om at strukturere det anderledes.

– Jeg ved endnu ikke, hvordan det bliver, men det har jeg kastet mig ud i at eksperimentere med.

De sidste par år har hun gradvist opbygget en hæderlig skare af følgere på sin Instagram-profil @camillegudmandlange ved især at fortælle om de mindre perfekte sider af livet som mor til to små børn.

Her viser hun gerne post-gravid-topmaven, vasketøjet fyldt med gylp og fortæller ærligt, hvordan hun nogle gange har lyst til at kaste håndklædet i ringen, når det hele er lidt for meget.

Og den positive modtagelse af hendes bramfri stil har sat tanker i gang.

– Jeg har ikke haft nogen plan med min Instagram. Det har været en form for selvterapi, men det har overrasket og givet mig meget at se, i hvor høj grad andre har kunnet bruge mine erfaringer med at blive mor.

– Det er gået gradvist op for mig, at det, jeg laver der, har værdi for andre. Og det er bl.a. den indsigt, der har givet mig modet til at sige op. Fordi jeg kan mærke, at jeg kan bidrage med noget nyt der.

Ramt af virkeligheden

Camille Gudmand Lange har endnu ikke en plan for, hvad der skal ske i livet som selvstændig.

Ud over sin Instagram har hun en abonnementsbaseret, online mødregruppe (Boon.tv/camille), som hun etablerede under corona-pandemien, hvor hun deler videoer og tips med andre mødre online.

Derudover laver hun alt fra kurser i kamerateknik til podcasts. Og indtil hun finder sin endelige hylde, vil det formentlig være den retning, hendes liv som selvstændig vil gå - som et patchwork af mange forskellige opgaver.

Det kan hænge økonomisk sammen, så længe hun kan være på supplerende dagpenge samtidig, men det er ikke noget, hun bruger meget tid på at tænke over.

– Jeg tror, jeg hører til en type iværksætter, som ikke ses så ofte i medierne, fordi jeg ikke passer ind i “Løvens Hule”. Jeg har ikke nogen konkret ide, intet budget og ingen ambitioner om stor vækst.

– Jeg har bare en klar fornemmelse af, at jeg skal kunne prioritere min egen tid, mens mine børn er små.

Hun vil gerne give sine børn nogle fridage fra institutionslivet og sig selv nogle fridage fra såvel arbejde som børn.

– Jeg håber, at den frihed jeg giver mig selv med denne beslutning, vil puste til min kreativitet og hjælpe mig med at skabe en virksomhed, som så også kan løbe rundt. Så mit mål er bare at kunne tjene det samme, som jeg gjorde på DR, som var 17.000 kr. efter skat.

Men vejen til iværksætterlykken er ikke altid problemfri.

Bedst som Camille havde sagt sit job op og var fyldt med adrenalin over at skulle være sin egen chef, spændte hverdagen ben for hende med bl.a. en datter, der ikke ville sove om aftenen i flere måneder.

Kombineret med høje ambitioner om at skabe virksomhed og sætte sig ind i alt fra online markedsføring til momsregnskab og producere videoer til sin digitale mødregruppe og køre en efterhånden indholdsrig Instagram, blev det for meget.

Hun fik en belastningsreaktion, som gjorde, at hun måtte trække stikket over sommeren.

– Jeg ville alt for meget på én gang. Det var helt tydeligt, at det har været en for heftig start for mig, og at jeg er nødt til at passe bedre på mig selv. Men det var jo helt vildt irriterende, at jeg skulle gå ned med flaget, før jeg overhovedet var gået i gang.

– Samtidig har det lært mig noget om, hvilket tempo jeg skal drive virksomhed i, og det er jeg glad for. Så jeg er totalt åben omkring, hvad der er sket.

Lige som hun ikke har lagt et budget og lavet en femårig virksomhedsplan, har hun heller ikke en plan for, hvad hun gør, hvis det ikke lykkedes at blive selvstændig på den måde, hun gerne vil være det - med ugentlige fridage og plads til moderrollen.

– Jeg er totalt meget lige her og lige nu. Jeg er god til at give mig selv mentalt fri. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg skal blive ved med at være selvstændig i en eller anden form, ligegyldigt, hvad der sker. Jeg skal bare finde den rigtige vej.