Karriere og penge
18. oktober 2024

Det var med et sug i maven, at hun overførte pengene for huset i Kroatien til en advokat, hun aldrig havde mødt

For Mai Zeilund rummer det store, gamle stenhus i Kroatien masser af herlighedsværdi og på sigt en indtægtskilde. Mød hende her, og få hendes bedste tip til en – på flere måder – investering for livet.
Af: Christina Forsberg
mai_

Foto: Privat

Der sker noget særligt, når Mai Zeilund, 49, sætter sig på de gule plastikstole på dækket af færgen mellem byen Split og øen Brac i Kroatien, mens hun lader blikket glide ud over det azurblå vand mod øen i de 45 minutter, turen cirka tager.

Skuldrene sænker sig, roen falder over hende, og det har den gjort i de godt 14 år, hun har siddet på netop denne færgerute. Mange efterårsferier har hun besøgt Brac, også med sine to døtre, Sophia på 23 og Alma på 20, fordi hendes venindes svoger er kroat og har hus på øen. Drømmen om en dag selv at have den helt særlige udsigt mod både havet, bjergene og Split havde rumsteret noget tid.

– Jeg har altid elsket at sætte mig med en kop kaffe og kigge på boligsider, også udenlandske, fortæller Mai, der bor i en villa på Amager og har sit eget PR-bureau.

Det var, da hendes døtre flyttede hjemmefra, og Mai sagde sit faste job op for at springe ud som selvstændig, at tanken om en bolig i udlandet, hvor hun kunne samle familie og venner, for alvor begyndte at rumstere. Nu var friheden og fleksibiliteten der.

Kort om Mai Zeilund

49 år, bosat på Amager og har købt et stenhus i Kroatien.

Ejer af og kreativ direktør i PR-bureauet zeilund+co, der bl.a. rådgiver børsnoterede virksomheder og medietræner topchefer.

Uddannet journalist fra RUC, bachelor i økonomi og kommunikation fra CBS

Har tidligere arbejdet som erhvervsjournalist på bl.a. Dagbladet Børsen og TV 2.

Kæreste med Casper, der er kok og håndværkeruddannet, og mor til Sophia, 23, og Alma, 20 år.

At valget faldt på Brac i Kroatien skyldtes dels hendes mangeårige tilhørsforhold til øen, udsigten, der var svær at trumfe, dels at turen kun tager cirka fem timer fra start til slut. Desuden er der de gunstige skatteforhold.

Man betaler tre procent i skat, når man køber en bolig, til gengæld er der ikke ejendomsskat, hvilket er en fordel, når man er boligejer, men det kan dog spænde ben for køb af de mange tomme boliger. Incitamentet for at sælge er nemlig ikke stort, når der næsten ingen udgifter er ved at have en bolig stående tom, fortæller Mai.

Dét oplevede hun selv, da hun efter intensiv jagt endelig fandt drømmehuset på Brac: Et over 200 år gammelt stenhus med masser af sjæl og perfekt beliggenhed i fire etager på seks grundstykker, der svarer til cirka 1.500 m². Desuden ligger der også en ruin på grunden, der skal istandsættes. Pris: 1,4 millioner kroner. Udsigt: Alt, hvad Mai drømte om.

– Jeg fik fat i en lokal advokat, der havde et kæmpe hyr med at skaffe alle familiemedlemmernes tilladelse til at sælge det. De sad spredt rundt i verden og havde ikke den store motivation til at afstå det, fordi de som sagt nærmest ingen udgifter havde med det.

https://imgix.femina.dk/2024-10-16/IMG_6996.jpg

Men tilladelsen kom, og i maj 2022 fik Mai endelig nøglerne til sit hus. Det var med et lille sug i maven, at hun overførte pengene, som hun havde lånt i villaen på Amager, til en advokat, hun aldrig havde mødt. Heldigvis er Mai ikke den nervøse type.

– Hvad er det værste, der kan ske? At jeg mister 1,4 millioner, siger Mai og røber, at hun dog hurtigt fik tegnet en forsikring mod de værste ulykker som for eksempel jordskælv.

Omfattende renovering

Drømmehuset var dog langt fra til at flytte ind i. Mai fik derfor anbefalet en lokal håndværker, og ham er der blevet brug for. Det gamle hus har rådne spær, det skal have nyt tag, døre og vinduer, og hele huset skal stabiliseres, fordi det har været ramt af jordskælv.

– Jeg mødte min kæreste, Casper, lige efter købet, og han syntes, det lød som et superinteressant projekt, men han var godt nok en anelse stille de første dage, han var der, griner Mai, men understreger, at Casper, der arbejder som kok og er uddannet håndværker, er lige så vild med stedet som hun selv.

Han har allerede købt en motorcykel til brug der, Mai drømmer om en Vespa, begge ønsker de en lille båd, som de kan sejle ud i om morgenen. Desuden har de fået advokaten til at søge tilladelse om at indrette café og restaurant i underetagen, og muligvis køber Casper en af nabogrundene, så han også får ejerskab på Brac.

Drømmene slutter ikke der.

– Måske kan vi forene vores job med medietræningskurser og mad, for huset ligger så unikt, og så er det en autentisk gammel by med supergod vin, frisk fisk og grøntsager. Ja, der er bare et helt andet easy liv, lyder det fra Mai, der forsøger at tage dertil så ofte som muligt, også for at holde øje med håndværkeren, hvis beslutninger, hun indimellem må sluge nogle kameler omkring.

– Når jeg ikke er der, kigger jeg næsten dagligt på billeder af huset på min mobil og tjekker vejrudsigten. Det sted er i mit hjerte nu, men jeg nyder også kontrasten, der er mellem mit liv på Amager, det pulserende arbejdsliv på Amagertorv og så det rolige ø-liv.

Livet leves udenfor

I det hele taget betyder den store omfattende renovering af huset og ruinen, som Mai vurderer, samlet kan tage mindst fem år og nok vil løbe op i godt halvanden million kroner, ikke noget i forhold til den store herlighedsværdi, stedet allerede har budt på.

– Jeg elsker at være der! Lige meget hvor du opholder der, er der den betagende udsigt, som jeg aldrig bliver træt af. Jeg må knibe mig selv i armen over, at det hus er mit, lyder det med udtalt begejstring fra Mai, der allerede har tilbragt to somre der med sine døtre og flere af deres venner, Casper og hans børn, familie, veninder med børn, og hvem, der ellers finder vej til den kroatiske ø.

https://imgix.femina.dk/2024-10-16/IMG_5469.jpg

Alle er velkomne.

– Lige nu kalder vi det glamping, for kun to soveværelser er sat i stand, så vi sover oven i hinanden og på madrasser. Men altså, livet leves udenfor i badetøj på grunden, hvor der både er mandarintræer, artiskokker, granat­æbletræer og rosmarinhække, og vi har bygget et stort udekøkken med grill og parasol, så man har jo slet ikke lyst til at være indendørs.

Mai ser nu også sit huskøb som en god forretning, for planen er, at den øverste etage og på sigt også ruinen skal udlejes på Airbnb. Desuden har en mægler fastslået, at hvis det var færdigistandsat i dag, ville det være cirka seks millioner kroner værd.

– Det ligger dybt i mig, at jeg skal kunne klare mig selv, og at penge ikke kommer dumpende ned fra himlen. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og har klaret mig selv siden. Derfor sørger jeg også for at få arbejdet godt igennem, så jeg kan betale håndværkerregningerne løbende. Jeg kan ikke lide at stifte gæld, og jeg har altid en plan B, siger Mai.

Af samme grund kan hun godt kan lide tanken om, at hun kan tjene penge på sit huskøb og samtidig få masser af glæde af det selv.

– Jeg elsker at arbejde, men har en plan om at ”go FIRE”, som man kalder det (Financial Independence Retire Early, red.), når jeg er 58. Jeg kan godt lide friheden i det perspektiv.

Mai griner igen og siger så:

– Folk spørger mig ofte, hvad min plan for fremtiden er? Det ved jeg sgu ikke … Men nu er huset i Kroatien betalt, så hvis alt går galt, kan jeg bare bo der, leje ud og bo superfedt samtidig uden andre udgifter end el, varme og vand. Det er da ikke den værste tanke.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 39/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også