Karriere og penge
12. februar 2025

For første gang nogensinde: Her er fordelingen mellem kvinder og mænd lige

I 2024 var der for første gang ligeså mange kvindelige hovedroller på det hvide lærred som mandlige. Tendensen er dog ikke lige så positiv, når man ser på mængden af taleroller for de to køn.
Af: Signe Bækkelund
Kvindelge hovedroller

Foto: Miramax Film

Hvis man førhen gik en tur i biografen, var der stor sandsynlighed for, at man skulle ind og se en film med en mandlig skuespiller i hovedrollen. Indtil nu.

Ifølge en ny rapport fra San Diego State University var procentdelen af kvindelige hovedroller i topindtjenende film i 2024 på niveau med film med mandlige hovedroller, fortæller Variety.

Af de 100 film med bedst indtjening fra sidste år havde 42 procent kvindelige hovedroller, hvilket for første gang var samme procenttal som for de mandlige hovedroller.

Udviklingen er enorm, når man ser på tallene for 2023, hvor kun 28 procent af filmene var set fra en kvindelig synsvinkel, mens tallet var 62 procent samme år for mændene.

Det er især film som ‘Wicked’, ‘The Substance’, ‘Moana 2’ og ‘A Quiet Place: Day One’, der har givet flere kvinder mulighed for en hovedrolle på det hvide lærred.

https://imgix.femina.dk/2025-02-12/wicked-1024x682.jpg

Foto: Giles Keyte / Universal Pictures

– 2024 gav os nogle af de rigeste filmudvalg med kvindelige hovedroller i nyere tid. Disse fiktive kvinder kæmpede mod utilfredsstillende personlige relationer og diskriminerende arbejdsmiljøer. Film som ‘The Substance’ modsatte sig en kultur, der betragter kvinder som udskiftelige, sagde Martha Lauzen, forfatter bag undersøgelsen, i en udtalelse til Variety.

Undersøgelsen fremlagde også mængden af taleroller for både kvinder og mænd. Her var tendensen dog ikke ligeså positiv.

Mændene fik stadig mere taletid, da 72 procent af filmene havde flere mandlige taleroller end kvinderoller. Sammenlignet havde kun 21 procent af film en overvægt af kvindelige taleroller.

Læs mere om:

Læs også