Karriere og penge
30. august 2019

Guide: Sådan finder du modet til at få det arbejdsliv, du drømmer om

Går du på arbejde, fordi det er fornuftigt, eller fordi det ser godt ud på papiret? Hvis du kan mærke, at der er noget andet, der kalder på dig, så er det måske på tide at finde modet frem og forfølge dine drømme.
Af: Gitte Stounberg
Drømmende moden kvinde

Foto: Panthermedia og Charlotte Dahl

Forskellige undersøgelser viser, at op imod hver femte dansker er utilfreds med sit arbejde. Men de gør ikke noget ved det.

Det er synd, og derfor har ekspert i mindfullness Liselotte Ellegaard de sidste 10 år hjulpet hundredvis af danskere med at tage skridtet mod det arbejdsliv, der gør dem lykkelige:

-Mange af dem, der kommer til mig, er kvinder i 40’erne, og de har prøvet det hele. De har børn, mand, hus og alt det, man skal have. De burde være glade, men alligevel kan de mærke, at der er noget mere i livet, der kalder på dem, siger Liselotte og forklarer, at hun selv har været der. Hun har selv haft job, hvor glæden og gnisten ikke eksisterede. Job som var ren fornuft. Og derfor ved hun også præcis, hvordan dem, der opsøger hende, har det.

For når glæden ved ens arbejde ikke er til stede, eller hvis du har anderledes værdier end din chef, går det ud over din motivation.

- Du kan mærke det i maven og på dit humør. Det er hårdt at være i, hvis dine værdier ikke matcher din arbejdsplads, for så skal du hele tiden tilpasse dig, siger Liselotte Ellegaard og forklarer, at alt for mange forsøger at passe ind, selvom det føles forkert.

I dag er Liselotte Ellegaard mindfulness-ekspert med speciale i arbejdsliv og har hjulpet hundredvis af danskere med at finde modet frem. Hun oplever dog, at alt for mange har en barrierere i forhold til, at de ikke tror, at de kan være modige og tage skridtet. De bliver ved med at gå i ring i stedet for at handle på deres drømme.

-Du skal lære at stille dig selv de spørgsmål, som giver dig mod og åbner muligheder i stedet for at fokusere på frygt og begrænsninger. Din hjerne former sig efter det, du fokuserer på, og du får mere af netop det. Spørg derfor dig selv, hvilke muligheder der er?, siger hun og fortsætter:

- Når du fokuserer på mulighederne og begynder at handle, får du dig selv, dit selvværd og din energi igen. For når du tør handle, mærker du din egen styrke. Og så kan verden bare komme an.

LÆS OGSÅ: Lone ville indfri sin arbejdsdrøm, hvis hun overlevede sin operation

Guide: Sådan finder du modet til at få det arbejdsliv, du drømmer om

1. Dyrk det, der gør dig glad

Du skal finde ud af, hvad der gør dig glad. Sæt dig et sted, hvor du kan sidde uforstyrret. Sluk din mobil, og sæt dig i en afslappet stilling med fødderne på gulvet og ret ryg. Ret opmærksomheden til dit hjerte, og giv dig selv lov til at mærke, hvad der giver dig glæde at lave. Spørg dig selv: Hvordan ville det være at lave det hver dag? Hvilke følelser dukker der op?

2. Skriv dine muligheder ned

Når du gør noget nyt og begynder at handle, danner det også nye neurale baner i din hjerne. Derfor skal du skrive dine tanker og handlemuligheder ned. At tømme hovedet for tanker er feng shui for din hjerne, fordi du får ryddet op i alt det, der foregår inde i dit hoved. Og så bliver det nemmere at handle.

3. Visualiser dit fremtidige selv

Skriv et brev til dit fremtidige selv. Forestil dig, at du har fulgt den vej, som du mærker er den rigtige. Hvordan er dit liv om fem år, hvis du følger den vej? Hvad kan dit fremtidige jeg så takke dig for?

4. Overvind din frygt og tvivl

Hvis din frygt får dig til at tvivle, så prøv at forestille dig, at dit liv fortsætter, som det er nu. År efter år. Hvilken følelse får du? Forestil dig, at du i stedet begynder at dyrke dit talent og din glæde. Hvordan føles det? Du vil sikkert opdage, at glæden er kraftfuld, og det er vigtigt, når du skal finde modet til at handle. Husk, at så længe du står på tærsklen til noget nyt, er det naturligt at føle frygt. Men du behøver kun 20 sekunders mod for at tage det første skridt.

5. Sørg for at omgås inspirerende mennesker

Når du ved, hvad der gør dig glad, så find andre, der laver noget af det samme. Find nogle rollemodeller, og sørg for at omgås dem. Når du skal springe ud i noget nyt, bliver det mindre skræmmende, hvis du kan se, at det kan lykkes for andre. Du bliver smittet af menneskerne omkring dig, fordi spejlneuroner i din hjerne gør, at du spejler deres adfærd. Helt simpelt forklaret er det også derfor, du får lyst til at smile igen, når du ser et ansigt, der smiler.

LÆS OGSÅ: Lotta skiftede karriere midt i livet: "Målet var at få mere overskud"

6. Del ikke dine inderste drømme med de forkerte

Du er sårbar, når du er på vej til at skifte det gamle ud med noget nyt. Hvis du kan mærke, at nogen har modstand mod din forandring, skal du holde kortene tæt til kroppen. Ellers risikerer du at blive fastholdt i dine gamle mønstre og overbevisninger. Og så bliver det alt for nemt for dig at opgive dine drømme. Først når du føler dig sikker i din nye vej, kan du begynde at dele det med dem, der viste modstand i starten. Og så vil du måske blive overrasket over, at de nu bakker dig på op, fordi du selv udsender en ny selvsikkerhed.

https://imgix.femina.dk/liselotte.jpg

Liselotte Ellegaard er mindfulness-ekspert med speciale i arbejdsliv. Hun er cand. pæd. psych. samt uddannet succescoach hos den anerkendte amerikansk psykolog Gina Devee. For fem år siden startede hun en evidensbaseret mindfulness master coach uddannelse, hvor hun hjælper danskere til at finde modet til at skabe det arbejdsliv, de drømmer om og leve af deres passion. Til september starter et nyt hold, læse mere her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs mere om:

Læs også