Hvis mine veninder og jeg talte lige så meget om økonomi, som vi taler om mænd, ville vi være rige

Da jeg fyldte 13 år, begyndte jeg at arbejde hos den lokale købmand, Flemming.

Der lærte jeg, at et blomkålshoved med et par slatne blade sagtens kunne sælges, hvis jeg skar de slatne blade af. Man smider jo ikke bare blomkålshoveder ud – eller andre ting for den sags skyld, fordi de har en lille skramme.

Og så lærte jeg selvfølgelig at tjene mine egne penge. Dengang tænkte jeg ikke over, at jeg en dag skulle entrere et arbejdsmarked, hvor jeg statistisk set ville blive lønnet lavere, fordi jeg er kvinde.

Jeg tænkte ikke over, at økonomi er et tabu for kvinder, og at vi bliver nødt til at afskaffe det tabu for at opnå ligestilling. Dengang tænkte jeg faktisk overhovedet ikke over, at penge var noget, der hang sammen med køn.

Jeg anede ikke, at økonomi traditionelt blev betragtet som noget maskulint, og det der nonsens med, at drenge skulle være bedre til matematik end piger, kom ikke til udtryk i min folkeskoleklasse – måske fordi vi var knap 20 piger og kun seks drenge. Vi var mange piger, der godt kunne finde ud af mere end at lægge to og to sammen.

Men så blev jeg klogere.

Jeg så, hvordan Mads Skjern i “Matador” lukker døren ind til sit kontor, hvor han rigtig har styr på forretningen, mens hans kone, Ingeborg, trisser rundt i stuerne og retter lidt på et par blomster, inden hun læner sig op ad dørkarmen og sukker længselsfuldt efter noget at tage sig til.

Hvordan Kaj Holger Nielsen, direktøren for tv- og radiofabrikken Bella i “Krøniken”, troner frem bag sit massive skrivebord, mens også hans kone må nøjes med at fikse haven og se tv på det apparat, hendes mand kører big business på.

Jeg så, at økonomi er en mands metier, og at vi kvinder putter os, eller er blevet puttet, i det private, det ubetalte husarbejde – der, hvor penge slet ikke behøver blive nævnt eller talt om, for dem tjener manden jo.

Vi taler hinanden op

Mens ”Matador” portrætterer Danmark fra 1929 til 1947, portrætterer Krøniken Danmark fra 1949 til 1973.

Blandt seriernes karakterer findes også Agnes Jensen i “Matador”, der skaber sin egen forretning ved blandt andet at stoppe sokker. Og der er Ida Nørgaard i “Krøniken”. Den unge pige fra Ringkøbing, som insisterer på at studere dansk på universitetet og arbejde imens, så hun kan forsørge sig selv og sine to drenge.

I min generation er der flere kvinder som Ida og Agnes. Vi vil tjene vores egne penge, være uafhængige, vi vil investere i aktier og eje fast ejendom.

Vi taler om økonomi – mere end vores mødre og bedstemødre gjorde, og således er vi forhåbentligt ved at aftabuisere kombinationen af kvinder og økonomi.

For mine veninder og jeg virker det naturligt at tale hinanden op, når vi skal forhandle løn, ligesom vi også betragter aktier som noget, vi selvfølgelig kan investere i.

Flere kvinder, især de unge, gør også deres indtog på aktiemarkedet i disse år, og det forlyder endda, at vi er bedre til det end mænd, fordi vi investerer mere langsigtet.

Men hvorfor har det så længe været et tabu for kvinder at tale om økonomi?

En lov er én ting, virkeligheden en anden

Bente Rosenbeck er professor emerita ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i kvindehistorie. Hun lister nogle vigtige årstal op, som kan være med til at forklare, hvorfor økonomi er tabu for kvinder.

Det vigtigste er 1970 – frem til da blev kvinden ikke betragtet som økonomisk medborger eller individ. Der gik 55 år, fra kvinden fik stemmeret, til man individualiserede skattesystemet og lod kvinden betale sin egen skat fra det arbejde, hun selv havde udført.

– Indtil da var der mange små finurligheder, siger Bente Rosenbeck.

Mænd kunne for eksempel få et fradrag, når deres koner arbejdede. Hvis han ikke havde betalt sin skat, kunne hun miste sin stemmeret. Og hvis han ikke var medlem af Folkekirken, og hun var, så kunne hun ikke betale kirkeskat.

– Manden var den økonomiske hovedperson indtil 1970, siger Bente Rosenbeck.

Det kom blandt andet til udtryk ved, at han frem til 1880 rådede over sin kones indkomst. Eller sagt på en anden måde: Kvinder rådede ikke over de penge, de selv tjente.

I 1899 indførte man så en ægteskabslov, der bestemte, at begge ægteskabets parter skulle være lige – altså ud over at manden stadig rådede over fællesformuen.

I 1925 ligestillede en ny ægteskabslov parterne ved at indføre gensidig forsørgerpligt. Parterne skulle nu forsørge hinanden, men pligten kunne også opfyldes gennem husarbejde. Det betød, at hvis parret blev skilt, fik kvinden stadig sin bid af den økonomiske kage, selv om ingen havde gidet at lønne hendes husarbejde.

Der var én kvinde, der var … to

Nu skriver vi 2021, og selv om kvinden fik sin økonomiske selvstændighed pr. lov i 1970, har kvinder og mænd stadig ikke økonomisk ligestilling. Mænd sidder på pengene, mens kvinder stadig har svært ved at tale om dem.

Måske har det også noget at gøre med, at økonomi traditionelt har været et mandefag, men i dag begynder flere og flere kvinder at sætte sig på studiepladserne.

Set i lyset af Bente Rosenbecks historiske gennemgang af kvinders manglende økonomiske myndighed – den mistillid, kvinder er blevet mødt med i forholdet til økonomi, er det måske heller ikke så mærkeligt, at Danmark først fik en kvindelig professor i økonomi i 1973.

Så skulle man jo tro, at det var startskuddet til mere ligestilling, men i dag er der for eksempel 22 professorer i økonomi på Københavns Universitet – kun én af dem er kvinde.

I det hele taget er der mange eksempler på, at økonomi ikke er noget, kvinder har begået sig inden for – og så er det måske ikke så mærkeligt, at vi ikke har talt om det.

Danmarks Nationalbank blev grundlagt i 1818, men først i 1995 blev en kvinde direktør for banken – hun hed Bodil Nyboe Andersen. Hun havde studeret økonomi ligesom sin far og trodset sin mor, der ellers mente, at datteren skulle tage et år på husholdningsskole inden.

Det var også i 1990’erne, vi fik vores første kvindelige økonomiminister – det blev Marianne Jelved fra Radikale Venstre i 1993.

30 professorer, en enkelt rigsstatistiker deriblandt, har været medlem af det prestigefyldte Det Økonomiske Råd, siden det blev etableret i 1962. Nina Smith, der desuden som første kvinde blev professor i nationaløkonomi, blev optaget som medlem i 1995. Hun var den første kvinde og var med indtil 1998.

Herefter skulle der gå 22 år, inden en kvinde igen blev medlem – det blev arbejdsøkonomen Nabanita Gupta i 2020.

En million til forskel

Det viser, at udviklingen ikke bare går én vej. Den slingrer lidt sløvt, den kan ikke helt beslutte sig for, om det der med kvinder og økonomi nu er en god idé.

Men det kan organisationen Kvindeøkonomien, hvor Eva Svavars er forkvinde. De vil gøre kvinder bevidste om den økonomiske uligestilling, der lige nu fungerer som en stopklods for, at Danmark kan opnå den ligestilling, landet ellers brander sig på, men ingenlunde er i besiddelse af.

– Kvinder tjener mindre, sparer mindre op og investerer mindre. Derfor har de en mindre formue end mænd, og når de går på pension, har de i gennemsnit sparet en million mindre op end mænd, siger Eva Svavars.

Forklaringen på den forsvundne million er mangefacetteret, men det vindpust, der får korthuset til at vælte, er barslen. Danske kvinder tager i gennemsnit 290 dage, mens mænd tager 31 dage, så mens manden fortsætter sin karriere, bliver forfremmet, får lønforhøjelse og sparer op, stagnerer kvindens økonomi og karriere.

Men det vil kvinder helst ikke tale om.

– Kvinder taler sammen om deres job, deres børn, deres parforhold og sexliv i detaljer. Vi er meget bedre end mænd til at bruge vores netværk og tale om personlige og intime ting, men vi taler ikke sammen om økonomi, siger hun.

– Vi kalder det the missing link: Økonomi, som er det fundament, der får vores verden til at løbe rundt, taler vi ikke om.

Snak om økonomi, som I snakker om dates

Eva Svavars ville ønske, at man pr. lov øremærkede markant mere barsel til mænd og samtidig gjorde det obligatorisk for virksomheder at lægge lønstatistik ud offentligt, som de har gjort i Norge.

– Man gjorde det for at mindske uligheder og afmystificere løn. Som virksomhed vil du ikke kunne forsvare, at en kvinde skal tjene mindre end en mand med samme meritter, siger hun.

I Danmark har vi en ligelønslov, men reelt har vi ikke ligeløn. Ifølge Danmarks Statistik er den gennemsnitlige forskel på mænd og kvinders løn 18 procent – i mændenes favør.

Mens vi kæmper for reel ligeløn, er det op til os selv at bryde tabuet med vores nærmeste, foreslår Eva Svavars.

– Sæt dig sammen med to-tre veninder, og tal økonomi. Det kan være, der er en, der tjener meget og vil investere i aktier, en anden har gæld og er træt af det, mens den tredje vil spare op til at rejse jorden rundt. I skal dele jeres erfaringer og gøre hinanden klogere, ligesom I gør, når I taler om børn og sex, siger Eva Svavars.

I “Krøniken” vælger Ida Nørgaard at lade sig skille fra sin første mand, Erik, og hun smutter også fra en senere kæreste, som ikke kan snuppe, at hun både er klog, selvstændig og ambitiøs.

Agnes Jensen lader sig heller ikke kue af sin mand, der hellere vil kæmpe kommunisternes sag end at passe sin familie. Hun skaber i stedet sin egen forretning. Og tjener fedt på det.